Samarbejdet mellem 3Kløveren og kommunerne

​3Kløveren er en af Region Hovedstadens tilbud til børn og unge med udviklingshæmning, men 3Kløveren sælger pladser til alle kommuner i landet, der har behov for at tilbyde støtte til familier, der har børn med udviklingshæmning.​

​Når et barn bor på 3Kløveren eller er i aflastning, er det vigtigt, at den anbringende kommune og 3Kløveren arbejder tæt sammen for at tilbyde familien og barnet det bedst mulige tilbud.

Til underbygning af dette samarbejde har vi udarbejdet en kontrakt, der i sin helhed giver en uddybende beskrivelse af, hvilke ydelser vi kan levere, og hvilke ydelser vi ikke kan levere inden for taksten.

Hvis forældrene har ønsker eller behov, der ligger ud over hvad 3Kløveren kan tilbyde i henhold til kontrakten, henviser vi forældrene til sagsbehandleren, der tager stilling til bevillingsspørgsmålet i forhold til den merudgift, det måtte medføre.

Vurderes det, at familien skal have ydelser, der ikke er inden for den kontraktslige ramme, kan det aftales særskilt. I sådanne tilfælde beregnes merudgiften inden anbringelsen, og en beskrivelse af ydelsen og den merudgift, det medfører, skrives ind i kontrakten.

Hvis du vil se standardkontrakten, kan du klikke på ”kontrakt fastboende” eller ”kontrakt aflastning” her i kolonnen til højre.


Det er vigtigt for 3Kløveren altid at vide, hvem der er den aktuelle sagsbehandler, og at have en gyldig mailadresse og et telefonnummer, så vi kan komme i kontakt til hinanden.

I det daglige samarbejder 3Kløveren og forældrene.
Rammen for dette samarbejde er dels kontrakten, dels den samarbejdsaftale 3Kløveren laver med forældrene, når barnet flytter ind. Klik på ”samarbejdsaftale” her i kolonnen til højre, hvis du ønsker at se denne.

På 3Kløveren har alle fastboende børn en pædagogisk handleplan. I forbindelse med udarbejdelsen heraf indkaldes en gang årligt til et handleplansmøde. Her er det vigtigt, at sagsbehandleren deltager.

Når barnet/den unge fylder 17 år, er sagsbehandleren forpligtiget til at igangsætte arbejdet med at finde et egnet voksentilbud.

Sagsbehandleren kan til en hver tid bede om et møde med repræsentanter fra 3Kløveren.

Hvis en kommune har behov for, at der fra 3Kløverens side udfærdiges særlige dokumenter, dokumentation eller tests, som ligger ud over det i kontrakten beskrevne, kan dette gøres mod beregning. 

 Læs mere om vores samarbejder her: