Orion-netværket

​​Her kan du ​læse om Orion-netværket, som er kernen i den individuelle rehabliteringsarbejde i Orion. Alle beboere og dagbrugere i Orion har deres eget Orion-netværk. Netværket er sammensat af de medarbejdere, som beboeren eller dagbrugeren ønsker at have med i netværket.

Hvorfor Orion-netværk

Alle mennesker har et netværk omkring sig. I Orion har vi organiseret os på en måde så medarbejderne også indgår som en del af beboerens/dagbrugerens netværk.

Et hovedformål med denne måde at organisere samarbejdet på, er at give beboere og dagbrugere magt over, hvem de gerne vil have kontakt og samarbejde med. Vi vil gerne arbejde på en måde der fremmer dialog og planlægning med i stedet for om beboere/dagbrugere.

Der er ingen regler om eller begrænsninger for hvem, hvor mange eller hvor få man som beboer eller dagbruger kan pege på, at man ønsker at have kontakt og samarbejde med. Det er suverænt beboeren der bestemmer, hvilke og hvor mange medarbejdere fra Orion, der skal indgå i netværket og beboeren kan vælge frit mellem alle medarbejdere på Orion. Orion kan inspirere og invitere beboeren/dagbrugeren i forhold til hvilke og hvor mange medarbejdere, som Orion tænker at vedkommende kunne have glæde af eller behov for at have i sit netværk.

Orion-netværket støtter op om alle de ting, som beboeren har lyst til og behov for, for at have et godt hverdagsliv og muligheder for udvikling.

Hvem indgår i et Orion-netværk

Beboeren vælger altså selv, hvor mange medarbejdere der skal være i netværket og det aftales mellem beboeren og netværksmedarbejderne, hvilke funktioner, de skal have i netværket. De relationsmedarbejdere, som indgår i et Orion-netværk, supplerer hinanden i netværket, således at alle hjælper hinanden med at få varetaget de forskellige aftaler og indsatsområder, som er beskrevet i den individuelle plan.

Alle netværk har en netværkskoordinator og netværkskoordinatoren har en makker. Der er endvidere knyttet en sygeplejekonsulent og en rehabiliteringsleder til samtlige netværk.

Roller og opgaver i et Orion-netværk

Netværkskoordinator, makker, sygeplejekonsulent, øvrige netværksmedarbejdere og rehabiliteringsleder skal sikre, at en række 'bundne' opgaver løses i og omkring netværket. Det drejer sig om følgende opgaver:

  • Varetage aftaler og indsatser som fremgår af den individuelle plan
  • Udarbejde og vedligeholde rådighedsrutinen
  • Arbejde aktivt på at inspirere beboeren til nye muligheder for samarbejde og udvikling
  • Arbejde aktivt på inddragelse af øvrige parter i beboerens private og professionelle netværk i samarbejdet
  • Planlægge og afholde netværksmøder hvert kvartal
  • Udarbejde, justere, evaluere og revidere den individuelle plan løbende i samarbejde med beboer/dagbrugeren
  • Udarbejde, justere, evaluere og revidere den individuelle tryghedsplan i samarbejde med beboeren/dagbrugeren
  • Varetage opgaver i forhold til daglig dokumentation og resultatdokumentation
  • Varetage samarbejdet med behandlingspsykiatri, hjemkommune, egen læge og andre myndigheder og professionelle sammen med beboeren/dagbrugeren
  • Varetage medicinrelaterede opgaver  

Samarbejde i netværket

En del af de opgaver, som er aftalt med beboeren/dagbrugeren og som er beskrevet i ovenfor nævnte rammer, kræver koordinering og samarbejde i netværket. Hvordan dette foregår afhænger af, hvad man skal samarbejde om, hvor mange man er, og hvad beboer/dagbruger ønsker. Et væsentligt element i samarbejdet er møder i netværket, men hvordan de indgår og hvad de suppleres med, aftales i det enkelte netværk.

Netværksmøder

Orion-netværksmødet er til for netværket og afholdes hver 3. måned på faste dage, der er lagt ind i arbejdstidsplanen, så alle netværksmedlemmer så vidt muligt kan deltage. 

Netværksmødet planlægges af netværkskoordinatoren og beboeren. Beboeren kan invitere de deltagere til mødet, som han/hun synes er relevante at have med, også udover medarbejderne i netværket. Mødeledelse/mødehjælp varetages som udgangspunkt af to mødehjælpere, så der dermed tilbydes refleksion mellem nogen uden for netværket, og netværket kan være i en lyttende position.

Hvis det giver mening for beboeren, er Orion-netværksmøderne også et sted, hvor netværket sammen kan indgå aftaler og igangsætte indsatser koblet til den individuelle plan.

Medarbejdere som ikke indgår i Orion-netværket

Alle medarbejdere har fortsat en opgave med at være opmærksom på at invitere og inspirere beboerne til kontakt og samvær i dagligdagen, også selv om man ikke er en del af beboerens netværk. Der vil altid være nogle medarbejdere, der er på kanten til at komme ind eller ud af netværk, og det er vigtigt for beboere og dagbrugere, at de er orienterede om mulighederne for at være sammen med og lære forskellige medarbejdere at kende, så de får mulighed for nye relationer og at udvide deres netværk, når de har behov for det.

Hvordan bliver et Orion-netværk til

Når en ny beboer/dagbruger kommer til Orion indledes samarbejdet med et møde, hvor gensidige forventninger afklares og beboeren/dagbrugeren præsenteres for Orion og de muligheder der er for at få medarbejdere med i sit netværk.

For at give den nye beboer/dagbruger mulighed for at lære Orion og medarbejderne at kende inden han/hun beslutter, hvem som skal indgå i netværket, sætter rehabiliteringslederne et hold af medarbejdere, som i starten har ansvaret for at etablere kontakt og samarbejde med beboeren/dagbrugeren og introducere ham/hende for Orion og de mange forskellige tilbud, der er i Orion.

Senest efter tre måneder tilbydes beboeren et interview med den tilknyttede rehabiliteringsleder med henblik på etablering af et første Orion-netværk.

Kontakt

Hvis du vil vide mere om Orions netværksorganisation, er du velkommen til at kontakte forstander Line top Abildtrup. 

Forstander
Line Top Abildtrup
Tlf.: ​38 61 95 33
Redaktør