Mød forstanderen: Inspiration til livet

​​Høj faglighed og fokus på det hele menneske er del af selve DNA’et på Orion. Med fire årlige sportsdage – og et væld af lignende, mindre arrangementer i hverdagen – er håbet at give beboerne fornyet livsinspiration.​

​Af freelancejournalist Ulf Joel Jensen

Faktisk har hun bestredet jobbet som forstander på Orion i snart to år. Alligevel føler Line Top Abildtrup sig på mange måder stadigvæk ny i jobbet – og det hænger tæt sammen med, at det er svært at finde to dage, som helt ligner hinanden.​​

”Jobbet som forstander på Orion er både afvekslende og alsidigt. Som forstander skal man både være der for medarbejderne, beboerne, de pårørende, samarbejdspartnerne osv. Det giver rigtigt mange berøringsflader i et i forvejen meget aktivt hus med nogle helt særlige kvaliteter: Selvom det er et botilbud til mennesker med nogle meget store problemstillinger i livet, så har vi det godt med hinanden på Orion. Og det er i sig selv faktisk lidt af en bedrift af både medarbejdere og beboere,” understreger Line Top Abildtrup.​

Sportsdage øger ligeværdigheden

Line Top Abiltrup har – som noget lidt usædvanligt i hendes stilling – en akademisk baggrund som cand.scient.soc. Hun har dog i hele sit arbejdsliv beskæftiget sig med socialpsykiatrien og fremhæver den høje faglighed på Orion som et stort plus:​

”Vi arbejder meget med videreuddannelse af personalet og med at skabe rum for supervision og refleksion omkring vores arbejde. Det skal der være plads og råd til, fordi det er det, der er med til at skabe spillerum for at lave eksperimenter og mod til at gå nye veje. Og det er de nye veje, der kan være med til for alvor at gøre en forskel for beboerne,” siger hun.​

Sportsdagene, hvor der spilles pool, badminton, volleyball eller bordtennis, er et af eksemplerne på den filosofi, Orion bygger på: Det handler på den ene side om at skabe rammer for at fremme sunde aktiviteter, hvor beboerne får mulighed for at dyrke noget motion. Men det handler på den anden side også om at skabe frirum i hverdagen:​

”Under sportsdagene kan personale og beboere være sammen på lige fod som mennesker. Når man spiller sammen med eller mod hinanden, så ophæver man de normale skel fra hverdagen. Man øger ligeværdigheden og sætter parentes om problemer som misbrug, konflikter, sygdom og gæld. Derfor prioriterer vi dem højt,” forklarer Line Top Abiltrup.​​

Fornyet mod på livet

På sportsdagene er der altså fokus på det uformelle og ligeværdige samvær. Derfor inviteres også gæster fra andre botilbud – både blandt deres personale og beboere: Det giver mulighed for at inkludere andre og øge integrationen med omverdenen.​

”Vi har meget fokus på rehabilitering af de mennesker der benytter sig af vores tilbud. Mange har levet nogle meget svære liv, og derfor er det en vigtig opgave at give dem noget livsinspiration og glæde i hverdagen. Det kan være med til at spire nye smil, skabe grobund for ønsker og drømme – en tro på fremtiden og på livet, så de får lyst til at tage fat i det igen,” siger forstanderen.​​

Ikke alle ønsker naturligvis at være med til sportsdagene. Men tanken er at samle og involvere så mange beboere som muligt – fx som tilskuere, hvis man ikke selv har lyst til eller kan være aktiv. Og en uformel kop kaffe og et godt grin på sidelinjen er også med til at skabe sammenhold og nye fællesskaber.​​​

”Mange af vores aktiviteter foregår i Orions Kulturhus. Tidligere har de ansatte i Kulturhuset organisatorisk været placeret i et separat team. Det har vi lavet op på nu, så de i stedet indgår i de forskellige kontaktpersonteams – netop for at åbne op for flere spontane aktiviteter i hverdagen. På den måde vil vi sikre os, at der er tilbud om at deltage i aktiviteter og fællesskaber til alle – og gerne hele tiden,” slutter Line Top Abildtrup.

Redaktør