​Af freelancejournalist Ulf Joel Jensen

Der er kun et par dage til, at Heidi skal skannes. Hendes ryg gør vrøvl, og lægerne mener, at hun har en diskusprolaps. Derfor går hun med små, forsigtige skridt langsomt, langsomt fremad, mens hun støtter sig til to krykker, inden hun med et suk synker ned i en stol. Sådan en ryg gør mildest talt hverdagen kompliceret, når man som Heidi er fraflyttet Orion til fordel for sin egen 3-værelses lejlighed i Helsinge: Normalt er hun eksempelvis tre kvarter om at komme fra sit hjem til Orion, hvor hun har fået arbejde som køkkenhjælp. Nu kan det tage en halv time bare at komme hen til bussen.​​

”Ryggen gør det hele svært lige nu, men jeg nyder at bo for mig selv. Jeg har svært ved at kede mig derhjemme, fordi der er så meget, som skal gøres for at få tingene til at fungere. Og selvom det er lidt tomt at bo alene i en stor lejlighed, så er ensomheden faktisk ikke så slem, som den var, da jeg boede i botilbud: Hvis man er ensom i selskab med andre, så føles det meget stærkere end at være alene med sig selv. Det er en anden følelse, simpelthen,” fortæller Heidi.

Videre med livet

Heidi har fået diagnosen borderline personlighedsforstyrrelse. Hun kan være plaget af svære selvmordstanker og har tidligere levet i det, hun selv betegner som et ”stemmehelvede”. Og når stemmerne har talt højest, har Heidi haft tendens til at reagere både aggressivt og voldeligt – og det er baggrunden for, at hun har en historie med tre behandlingsdomme.​​​

Hun har boet på i alt seks forskellige bosteder i sit liv. De sidste fire år, før hun flyttede i egen lejlighed, på Orion. Og netop tiden på Orion har hjulpet hende videre med livet, siger hun:​​

”Her troede de på mig som menneske. De havde lyst til at finde ud af, hvem jeg egentlig var – hvordan min personlighed var skruet sammen. Det har gjort, at jeg ligesom fik lov til at vise, hvad jeg kan, og det har betydet alt for mig,” lyder det med overbevisning i stemmen.

Inspiration til andre

Et konkret eksempel er, at Heidi i løbet af sin tid på Orion fandt ud af, at hun kunne formidle sin historie på skrift. Det kom som en stor overraskelse for hende, eftersom hun i 2009 med egne ord dårligt kunne skrive tre sammenhængende sætninger. Men hun havde fortællertrangen i sig, og øvede sig i både at læse og skrive – og langsomt voksede hendes nedskrevne tanker sig sammen til den selvbiografiske bog ”Fra kaos til håb”. Og lige nu er Heidi i gang med at lægge sidste hånd på et nyt bogprojekt, denne gang i samarbejde med en medarbejder fra Orion, som også har en brugerbaggrund.​​​

”Den nye bog bliver vores personlige historier fortalt i episodeform. Vi forsøger at fokusere på de ting, der har bragt os videre i livet, så vi måske kan inspirere andre i samme situation. Desuden vil vi gerne give både plejepersonale, læger, psykologer og pårørende et billede af livet med psykisk sygdom,” fortæller Heidi.​​

Bogen udkommer efter planen i september 2014 – og håbet er dels at ramme plet i forhold til målgruppen og dels at videregive historien mundtligt i form af foredag med afsæt i bogen.​
”Jeg ville ikke være, hvor jeg er i dag, hvis det ikke var for mine år, hvor jeg boede på Orion. Det var her, at man så min egentlige personlighed. Og det har hjulpet mig til at finde måder at tackle min vrede og mine voldsomme udadvendte reaktioner på,” slutter Heidi.​