Jeg blev født d 7 april 1955 i kongens lyngby. Lidelserne startede da jeg var ganske lille. De startede med at jeg fik stoppet næse om natten, og der skete det, at en myg satte sig på min hånd. Jeg vidste ikke hvad det var for et dyr, og lod den sidde. Så opdagede jeg at den borede i min hånd, jeg slog den væk mens den borede, og det gjorde afskyeligt ondt. Fra den dag af, generede jeg mine forældre om natten, ved at være rædselsslagen for myg og fluer !

Da jeg var 3 år gammel, tog mine forældre og jeg til Oslo. I båden hjem var der storm, og mine forældre havde ikke givet mig søsygetabletter, så jeg brækkede mig på tværs og på langs. Så begyndte sejrene. Mine forældre havde ikke overskud til at tage sig af mig ! Derfor var det et rent mirakel, at min gamle farmor boede lige på den anden side af gaden, så hun tog sig af mig og forkælede mig. Så kom jeg i skole. Mine første karakterer var i toppen, men derefter begyndte de langsomt at gå lidt ned, og min anseelse hos skolekammeraterne svandt ind. Dog skal det siges, at jeg var den eneste i klassen, der fik ros for min svømning. Det var sådan, at under denne skolegang, drillede mine skolekammerater mig også, så jeg fandt på at sparke dem over skinnebenet. De tilkaldte gårdvagten, som blev ved med at sige, " du må ikke sparke". Jeg begyndte at græde, og fordi han ikke kunne få en tilståelse ud af mig, gik han bort, mens han råbte ud over det hele " jeg er rasende".

Så var der en historie om viceværten. Det var min 10 års fødselsdag. Mine skolekammerater og jeg legede i en sandkasse i nærheden af hvor jeg boede, og så kom viceværten op til den og gav os et spark, så vi røg flere meter væk. Min far meldte ham til politiet, men de gjorde ikke noget.

Vi skulle flytte til et hus i Hillerød, men kort før det skete der noget aldeles forfærdeligt. Det var altså i Engelsborgskolen, og da jeg skulle flytte skulle jeg gå i  Ålholmsskolen. Der skete det i Engelsborgskolen, lige før jeg skulle flytte, at jeg var en af de børn der havde svært ved at passe deres tænder. Skoletandlægen skræmte mig til at gøre det, og sagde , som ganske rigtigt var, at jeg havde tandkødsbetændelse. Jeg troede det var noget frygteligt og græd, jeg var 11 år gammel. Så sagde hun at mine tænder ville falde ud om et par måneder. Dette startede sindssygdom. Jeg begyndte at få hypokondri, og troede jeg havde alle mulige sygdomme. Derefter var det til Ålholmsskolen og Hillerød.

Selvom jeg var psykisk syg, blev jeg nærmest anset for at være et geni af mine kammerater på Ålholmsskolen. Så var det sådan at jeg skulle gå i 1 real, det blev på en anden skole, Hillerødholmsskolen. Endnu mens jeg gik på Ålholmsskolen, besluttede jeg at afslutte hypokondrien. Selvsamme dag læste jeg en avisartikel, at jeg kunne få hjerteinfarkt af mit nervøse hjerte. Dette førte til at hypokondrien blev så alvorlig, at den ikke længere kunne skjules, og jeg kom til en gammel psykiater i  Helsingør, Børge Tollund. Det var i sommerferien i 1969,  før jeg startede i realklassen.Han var den eneste psykiater nogensinde, som formåede at give mig psykoterapi der virkede. For det første forklarede han mig, at det med hjerteinfarkt, kunne jeg godt glemme alt om. For det andet, blev han ved og ved med at fortælle mig at jeg var rask, men på trods af at jeg tog psykofarmaka, følte jeg mig elendigt tilpas til dagligt. Jeg begyndte i realklassen at interessere mig for uendelighedsmatematik og jeg fik den ide, at et uendeligt lille tal var nul, argumenterede for det. Jeg afleverede det til matematiklæreren, som påpegede hvad der var forkert i min argumentation. At et uendeligt lille tal ikke er nul, førte langt senere til en teori - teorien om punkter i liniestykke. Der gik 2 år på denne måde hos Tollund, og jeg blev forelsket i en pige i klassen. Hun var ikke helt afvisende, men det var ganske klart og tydeligt, at hun aldeles ikke ville være min kæreste. Dette medførte en ganske alvorlig vrangforestilling. Jeg troede at alle mennesker på jorden kendte mig, og ville åbenbare en hemmelighed for mig, på et tidspunkt, og så ville jeg få pigen.

Så blev jeg indlagt på nykøbing statshospital i 1971, jeg havde lige afsluttet anden reals afgangsprøve. Jeg var der et år, og vrangforestillingerne blev ændret langsomt på trilafon, så jeg kunne starte i 3 real derefter, og det blev på ålholmsskolen. Jeg var indlagt et par måneder igen i 3 real på nykøbing, men tog realeksamen med et udmærket resultat.

Derefter blev jeg så syg, som jeg aldrig har været før i mit liv, og var indlagt 2 år på nykøbing. 16 elektrochock tog det allerværste, men da det vendte lidt tilbage nogen tid efter, begyndte lægen at afprøve det ene middel efter det andet. Jeg har senere fået at vide at det skadede mig psykisk at de skiftede medicin. Det endte med at de gav mig et middel som de tidligere havde gode resultater med, men som jeg derefter var blevet resistent overfor. Efter indlæggelsen begyndte jeg på AHMS kursus for at tage studentereksamen. Dette var alt for meget i min sygdom. Jeg passede ikke mine lektier og sov ikke om natten, Så jeg meldte mig ud efter næsten et år. Nu var det altså indlæggelse på det nye psykiatriske hospital i Hillerød, og jeg fik en ny overlæge. For det første sagde han, da jeg blev resistent for anden gang overfor denne medicin, at det er vigtigere at man prøver medicin ordentligt igennem i stedet for at skifte. Han rådede mig til at tage HF enkeltfag, og ordinerede mig serenase, hvorefter det langsomt gik fremad igen. Jeg begyndte altså at gå på HF, med nød og næppe lykkedes det for mig at tage hf eksamen i matematik, fordi jeg på grund af sygdommen forsømte alt for meget. Så prøvede jeg at tage andre fag. På et tidspunkt mente jeg ikke at kunne klare skolegangen og meldte mig ud. Og nu viste overlægens store svaghed sig. Han skældte mig huden fuld, fordi jeg meldte mig ud, og dette gjorde mig syg i et halvt år derefter. Desuden sagde han at jeg aldeles ikke skulle beskæftige mig med de højeste spørgsmål, hvad jeg fik så stor succes med senere.

Da det halve år var gået, kom der 10 år fra 81 til 91, som var mere behagelige end de øvrige. selvom der stadig var sygdom på færde. I 91 afslutter jeg HF, overlægen accepterede det, fordi han havde ændret sin strategi overfor mig, og givet mig den højeste invalidepension i stedet for den mellemste. Desuden havde han gjort mig den tjeneste, at få mig til at flytte fra mine forældre i 83, så jeg boede i lejlighed på skansevej. Da jeg afslutter HF i 91, sker der noget aldeles forfærdeligt igen. Jeg havde læst vinylpladeteksten " i vant no trouble get that right from the start" - det fik mig på den ide at jesus forbød mig at sige noget jeg ikke måtte, når jeg var død. Så tænkte jeg "Av for Søren, jeg er jo sindssyg, når man kan læse mine tanker", selvsamme dag skulle jeg på apoteket, og jeg opfattede det sådan at jeg tænkte sindssygt om en ekspedient, som jeg opfattede at kunne læse mine tanker og blev meget vred. Dette var også en vrangforestilling. Nu begyndte 5 års helvede, hvor jeg var bange for, at min sindssyge pr telepati, skulle brede sig til resten af universet. I 96 blev det afsluttet med, at jeg mente mig skyldig, fordi jeg var en synder, og havde problemer med det, så det ene trådte i stedet for det andet. i 98  startede grænse psykosen. Jeg råbte og skreg at Jesus var vred på mig, og denne lidelse skulle vise sig at fortsætte i hvertfald 17 år derefter. i år 2000 var jeg meget syg. Min mor døde, og jeg begyndte at bo hos min far i stedet for i min lejlighed. Dette forværrede sygdommen yderligere, og det var endnu et plus for overlægen, at han sagde at jeg ikke skulle komme for meget hos mine forældre.

i 2002 blev jeg fuldkommen tosset, og blev indlagt på hillerød psykiatriske afdeling. Der begyndte jeg at få cisordinol depot, og det var nok derfor at min forfærdelige incontinens startede. Jeg blev udskrevet et år efter, og så skete miraklet. - jeg kom til at gå på Orion. Jeg havde et selvmordsforsøg lige feter at jeg startede på Orion, men fordi jeg havde gode venner i personalet, og glædede mig til min 50 års fødselsdag, begyndte det at gå fremad. Det startede med at jeg begyndte at få styr på mine besørgelser i byen og ikke forsømte det, og derfor fik kontrol over min egen tilværelse. Omkring halvandet år efter at jeg kom på Orion, fik jeg ideen til punkter i et linie stykke, og opfandt et brætspil der hedder kodaxi. og dette blev produceret ved Orion hjælp. Jeg lærte mig selv at improvisere på klaver, og fandt løsningen på universets gåde. Min far døde, og min søster og svoger istandsatte hans gamle parcelhus, og fik det solgt. Jeg arvede 733.000 og flyttede til en ny og nedre lejlighed i Fredskovhellet.

jeg begyndte at forære store summer væk til velgørende formål, og et årelangt arbejde med at gøre min nye lejlighed formiddabel startede. Jeg begyndte at optræde på musikfestivaller med klaver og keybord - og udgav min første ​udgivelse, "den naturvidenskabelige og religiøse erkendelsesteori". Allerede i år 2007 var mit dårlige syn startet, og det var det jeg fik invalidepension for. Så skete der igen noget i begyndelsen af 2013, som skulle vise sig at være en yderst indbringende forretning for mig. PGA de forfærdelig ting der var sket, slog jeg kraftigt i bordet, og sagde at nu var det slut med kristendom og mig. Derefter begyndte der at ske ting og sager, og så kom troen igen. Jeg udgav 2 hæfter mere, og begyndte at gøre tingene fuldkommen perfekt. og nu hvor det her skrives, d 26 juni 2015, er det allersidste faldet på plads, med at være totalt fejlfri - og dermed er mit livsmål nået.