Sportsdag i Orion - Det handler om at være sammen på en anden måde

​​Fire gange om året afholder Orion en såkaldt sportsdag for både beboere og personale, venner af huset og gæster fra andre bosteder. Denne dag sætter alle lige i kampen om at kunne kalde sig orionmester – fx i den ædle kunst at støde kugler over den grønne filt på poolbordet…

Af freelancejournalist Ulf Joel Jensen

Med den meget karakteristiske lyd af klikkende billardkugler åbner Kim den første kamp i årets poolturnering på Orion.​​​​

Det er måske ikke ligefrem noget drømmestød, han får fyret af til en start, men det afføder ikke andet end et skævt smil fra spilleren. For Kim er en af Orions mere drevne poolspillere, og efter en lidt famlende start, som han selv tilskriver nervøsitet over at være midtpunkt for opmærksomheden, finder han ind i en fornuftig rytme. Han bevæger sig erfarent rundt om bordet – og efter få minutter støder han den orange 13’er i hjørnet efterfulgt at den sorte 8’er. Dermed er første sæt afgjort.​​

Andet sæt bliver næsten en gentagelse af det første – bare uden den indledende nervøsitet. På et kvarters tid har Kim dermed hentet den første sejr i poolturneringen, og han er tilfreds, da han sætter sig ved bordet og drikker et glas mælk med hænder, der stadig sitrer en smule efter spillet.​​

”Selvfølgelig vil man gerne klare sig godt og vinde det hele. Men det er jo ikke bare det, det handler om. Det er mere noget med at være sammen på en anden måde. Også med personalet. Når vi har sportsdage, er vi mere ligestillede med personalet, synes jeg,” siger Kim – og bliver afbrudt af klapsalver fra de andre borde rundt om pool-bordet: Næste kamp er i fuld gang, og et særligt flot stød fra Torben, der er på besøg fra Klintegården, kalder på lige dele respekt og beundring fra tilskuerne rundt om i Kulturhuset, som udgør selve midtpunktet i Orion med mulighed for at spise, spille musik, pool og dyrke motion. I dagens anledning er det smukke, åbne lokale gjort mere intimt med bordopstilling og belysning, så det mere minder om en traditionel poolhal.

Fire årlige sportsdage

Poolturneringen er en af de fire årlige sportsdage på Orion: De andre dage spilles der badminton, volleyball og bordtennis. Personalet deltager altid på lige fod med beboerne, og i holdturneringerne er holdene konsekvent blandet, så de består af både beboere og personale.​​

”Tanken med sportsdagene er først og fremmest at samle beboere og personale. Ikke nødvendigvis alle på en gang; vi kan ikke forvente at alle er interesserede i fx at spille pool. Men vi vil meget gerne give mulighed for, at man kan danne nogle andre partnerskaber end dem, man kender fra hverdagen,” forklarer forstander Line Top Abildtrup.​​

Derfor suppleres sportsdagene på Orion også af andre større sociale arrangementer hen over året. Som fx musikfestivalen, hvor beboere og personale sammen optræder for hinanden og indspiller cd’er med deres fælles kreativitet. Eller det såkaldte ​Forår i Orion, der åbner dørene ikke bare for pårørende, som de øvrige arrangementer, men for naboer til bostedet.

Stærk åbning på finalen

Tilbage i poolturneringen flasker tingene sig for Kim: Han vinder sine to næste kampe med de tætte sætcifre 2-1 – og står så i semifinalen mod Bjørn, som bor i Flexboligerne, Orions botilbud i Nivå.​

​​​Kampen udvikler sig til lidt af en gyser, hvor Bjørn efter et helt lige første sæt kommer foran 1-0 på et afsluttende fejlstød fra Kim. Andet sæt lukker Kim til gengæld med et lille smil spillende i mundvigen, da han sætter den sorte sikkert i hjørnet. Og da 3. sæt også går til Kim, er han klar til finalekampen.​

Og selvom det ikke er det, dagen i bund og grund handler om, så er han naturligvis glad for at være nået så langt. Koncentrationen lyser ud af ham, og stilheden blandt tilskuerne sænker sig, d​​a Kim åbner finalens første sæt ualmindeligt stærkt. I løbet af ganske få minutter sænker han de første seks kugler. Så smuldrer det dog lidt for ham, og Michael, der arbejder i serviceteamet på Orion kommer til bordet.​​

Med et stærkt comeback sikrer Michael sig første sæt, og herfra er det, som om Kim mister koncentrationen. Michael tager også andet sæt – og kan lade sig hylde med pokal og klapsalver som orionmester i pool 2014.​

Redaktør