Cafeen har fokus på sunde, ernæringsrigtige og økologiske retter. Vi bestræber os på at bruge sæsonens råvarer og laver mest muligt fra bunden. Om sommeren er Skovvængets drivhus fuldt af friske, lækre produkter som for eksempel rabarber, chilifrugter, agurker, rødbeder, krydderurter og bær, som vi anvender i køkkenet efter princippet fra jord til bord – det mindsker også madspildet.
Sammen om maden
Til højtider og dage med fest gør vi noget ekstra ud af maden: Vi holder jul- og påskefrokoster, sætter lys i lagkagen til en beboers fødselsdag eller holder en festlig reception for en medarbejder. Men også på hverdage er maden et samlingspunkt, når vi mødes – for eksempel har vi en pølsevogn på besøg, når der er Skovvænget Rundt og der er fælles morgenmad for beboere og medarbejdere hver anden onsdag. Det kan også være, det bare er en dejlig dag, hvor vi får en frisk sommerdrik på græsset og tænder op i grillen.
Vær med til at bestemme hvad der står på menuen ved at skrive i cafeens ønskebog eller deltag i beboerrådsmøderne, som vi holder hver måned.
Madordning og job
Du vælger selv som beboer i hvor høj grad, du vil være en del af cafeens madordning, men du er selvfølgelig altid velkommen i cafeen, uanset om du er med i ordningen eller ej.
Du kan også få job i cafeen. Det kan være som opvasker, hjælpe med at tørre borde af, sætte varer på plads, ordne salat eller bage brød. Arbejdet tilrettelægges efter dine behov og ønsker.
Kontakt cafeen på telefon 3864 5295.
I videoen nedenfor kan du se et udpluk af cafeens mange lækre retter.