Hverdag og traditioner

​Livet på Blindecenter Bredegaard varierer alt efter hvem man er. Dagen går typisk med sociale aktiviteter, arbejde i værkstederne eller praktiske gøremål. Hverdagen brydes op af traditioner og dem er der mange af hos os. 

Dagligdagen

Dagligdagen på Blindecenter Bredegaard varierer meget alt efter hvilken bogruppe man bor i og hvilket menneske man selvfølgelig er. Typisk går dagen med forskellige gøremål og aktiviteter. Langt de fleste beboere går i Bredegaards dagtilbud fire dage om ugen.

 

Morgenmad og aftensmad nydes i de forskellige huse og den varme mad til frokost serveres i spisestuen. Man kan naturligvis vælge at spise derhjemme i stedet.

Alle beboere har en ugentlig hjemmedag, hvor beboere typisk ordner praktiske gøremål og klarer besøg hos fx læge og frisør. 

At være del af en bogruppe​ betyder, at beboerne også har en række pligter, som typisk går på skift mellem beboerne. Det kan være pligter som fx at tømme opvaskemaskine, dække bord eller gå ud med skraldespanden. 
 
Om eftermiddagen og om aftenen har beboerne mulighed for at dyrke deres interesser fx blinddance, afspænding og tandemklub. Mange hygger sig i egne lejligheder med en lydbog eller musik; andre går i IT-cafén, kondisalen eller går en tur i Bredegaards park.

Om aften samles beboerne ofte i den fælles dagligstue over en kop kaffe, sammen med personalet, og her kan dagen snakkes igennem.
 

Traditioner

Vi følger årets traditioner og fletter dem ind i hverdagen. Nogle aktiviteter og arrangementer er enkeltstående og andre er blevet til traditioner.  

  • Forårsbal i april/maj. 
  • Efterårsbal i oktober/november. 
  • Sommeraktiviteter. I de tre uger hvor dagtilbuddet holder sommerferielukket arrangerer Bredegaard et væld af aktiviteter fx Tour De Bredegaard, havedag, tur på Bakken og hhv. herre- og kvindeaftener.
  • Jul. I løbet af december er der bl.a. Luciaoptog, kagebagning, historieoplæsning, julefrokost, risengrøds-party og lysfest i vores glashus i haven på årets korteste dag d. 21. december. 
  • Sommerfest. Åbent Hus-fest for alle beboere, brugere og deres familier og pårørende.
  • Musikfestival. 
  • Krea ved Halloween, Påske, Jul, Fastelavn.
  • Sangaftener, diskotektsaftener og andre ad hoc aktiviteter. 
Se kommende aktiviteter og arrangementer i kalenderen (åbner i Internet Explorer på ny fane).
 


Redaktør