Musik- og medieværksted

​​Samspil, radio og lydteater er omdrejningspunktet i Blindecenter Bredegaards musik- og medietilbud. Det er under disse rammer at brugerbandet De Spillende Muldvarper øver, at radioudsendelserne bliver til og at lydteater som fx H. C. Andersens eventyr indtales.

Musikværkstedet

​I ​musikværkstedet er der mulighed for at spille og synge i band. Her er instrumenterne værktøjet, og melodier og rytmer er de materialer, der bliver arbejdet med. Vi går i studiet og indspiller sange og musik, ligesom vi tilrettelægger og optager radioudsendelser. Vi eksperimenterer også med at skabe lyde til historier, vi fortæller.

Blindecenter Bredegaards brugerband, De Spillende Muldvarper, har prøvet at spille på de store scener og har haft et publikum på over 1000 mennesker. Med andre ord er der gode muligheder for at arbejde med personlig udvikling i musikværkstedet.​ Vi spiller forskellige genrer fx samba, cha cha cha, rock, reggae, flerstemmig a capella og Safri-Duo-lignende trommestykker. Numrene på vores egne CD’er er primært danske sange.

Vi sælger vores musik både som regulære jobs, altså til arrangementer og på CD. Hvert år holder vi en julekoncert for børnehaveklasserne i Fredensborg kommune, og vi har i en årrække deltaget på Sølund musikfestival, som er en musikfestival for udviklingshæmmede mennesker i Danmark samt deres ledsagere. 

Blindecenter Bredegaard ejer domænet Handicapmusik.dk, som er et netværk for brugerbands og musikere samt handicapmusikkulturens støtter i Danmark.

Medieværkstedet
Er det sådan, at man går med en lille journalist i maven, er der mulighed for at  komme på medieholdet, som mødes hver torsdag formiddag. Her afholdes der redaktionsmøder om, hvem der fx skal i studiet næste gang, ligesom der udfærdiges spørgsmål til den kommende gæst.  Når interviewet er "i kassen", redigeres det og efterfølgende bliver gæsten tilbudt at få det på en CD.​