Gå til hovedindhold

​​​​​​​​​​​​​​​​​​​

Skansegården

​På Skansegården tilbyder vi midlertidigt ophold til dig med særlige sociale problemer, som ikke har en bolig eller ikke kan opholde dig i egen bolig.​ Vi er et hjemsløsetilbud under servicelovens §110.​

Skansegården ligger i Hillerød tæt på stationen og offentlig transport. Bygningen er af ældre dato i 3 plan uden elevator og med en stor have.

Skansegården har 72 værelser fordelt på 5 afdelinger, og hver beboer har sit eget værelse. Alle værelser er møbleret og har et mindre køleskab. Bad og toilet er fælles og findes på de enkelte afdelinger. Du skal være opmærksom på, at det ikke er muligt at medbringe yderligere indbo, og at Skansegårdens forsikring ikke dækker dine personlige ejendele.

På Skansegården er der gratis morgenmad og varm frokost mod egenbetaling. Aftensmad er der som udgangspunkt ikke, men der er adgang til fælleskøkken og dagligvarebutikker i nærheden.​

  • Du er 18 år eller derover.

  • Du er hjemløs.

  • Du har lovligt ophold i landet.

  • Du har særlige sociale problemer og derfor behov for aktiverende støtte og hjælp.

  • Du skal være selvhjulpen og kunne varetage rengøring på eget værelse og indgå i lignende opgaver på fællesområder.

  • Du skal ville indgå i et forpligtende samarbejde med personalet.

  • Du må ikke indtages stoffer eller alkohol på matriklen.

Du skal være opmærksom på, at du ikke kan være anonym under opholdet. Ligeledes er samarbejde med relevant kommune en betingelse for ophold.​​​​​


Vi ser det som vores opgave at afklare og forbedre vilkårene for, at du hurtigst muligt kommer i egen bolig med den relevante støtte.

Vores indsats tager afsæt i konkret hjælp til at skabe en meningsfuld hverdag. Det indebærer, at vi strukturerer dagen omkring måltider og aktiviteter og dagligdags gøremål som egen hygiejne, kontakt til offentlige instanser, samvær med andre, regelmæssige måltider og fritidsaktiviteter.

Målet med den samlede indsats er at medvirke til, at den enkeltes samlede livssituation på sigt forbedres.

Under opholdet samarbejder du med en primær kontaktperson om afklaring af din situation, plan for dit ophold og muligheder for at komme videre i relevant bolig.

Aktiviteter:

Under opholdet, deltager du i forskellige praktiske opgaver på afdelingen. Dette kan være rengøring på fællesområder, madlavning m.m. Skansegården har et værksted, som løser vedligeholdelsesopgaver i huset og haven. Du har mulighed for at deltage.

Du har også mulighed for at deltage i husets planlagte sociale- og fysiske aktiviteter samt oplevelser ude af huset.​


​Skansegården arbejder med at understøtte Housing First tilgangen. Vores kerneydelse er:

  • At tilbyde hjælp og støtte samt råd og vejledning til at komme ud af hjemløshedssituationen.

  • At afklare og udrede din hjemløsesituation og etablere samarbejde om videre plan med dig og relevant kommune.

  • Træning af færdigheder i forhold til at klare hverdagen (døgnrytme, kost, personlig hygiejne og lignende)​​


Som beboer på Skansegården har du mulighed for en afklarende samtale med en behandler fra vores stof- og alkoholbehandling.

Hvis der efter den afklarende samtale viser sig et behov for behandling, foregår denne behandling indenfor tilbuddets ramme, da vores behandlere kan afholde behandlingssamtaler på alle vores matrikler.​


Hvis du er blevet godkendt til egen bolig af din handlekommune, når du skal flytte fra et af vores §110 tilbud, har vi mulighed for at give dig støtte i din egen bolig efter §85a. Vi vil arbejde sammen med dig om at nå dine mål for at bo i egen bolig. Støtten tager udgangspunkt i dine drømme og håb for fremtiden, og at du får den nødvendige støtte til at fastholde din egen bolig.​


​Betaling for opholdet

Egenbetaling for midlertidigt ophold på §110 er: 108,05 kr. i døgnet. Du opkræves dette beløb af din hjemkommune. ​

Kontaktoplysninger

​Forsorgshjemmet Skansegården

Skansevej 2c 

3400 Hillerød

Tlf.: 51 54 76 12 (telefonen er åben hele døgnet)

E-mail: skansegaarden.den-sociale-virksomhed@regionh.dk

Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden