Forældre fortæller

Vi har spurgt forældre til børn med langvarige følger efter hjernerystelse, hvordan de har oplevet behandlingsforløbet hos os. Personfølsomme oplysninger er anonymiseret af hensyn til børnene og deres familier.

Idas historie

Er vi på rette vej?

Mortens 15 årige datter, Ida, fik i 2019 en kraftig hjernerystelse efter at være blevet ramt uheldigt af en bold i skolegården. Det var begyndelsen på en lang og svær periode, som fik stor betydning for Ida og familien. Efter den første forventelige fase med ubehag, fik hun det tiltagende dårligt, da hun vendte tilbage i skole. Til sidst var Ida kun i skole få timer om ugen, hun kunne ikke læse, se på en skærm eller deltage i sociale sammenhænge. På trods af en større udredning på hospitalet, hjælp fra en kommunal ergoterapeut, samt et egenfinansieret forløb, var Ida efter et halvt år, stadig ikke tilbage i skole på fuld tid.

Morten fortæller, at det de blev mødt af hos de fagprofessionelle på Hjerneskadecenter Virum, bl.a. var en anerkendelse af ”at vi gør det rigtige” og en professionelt funderet tro på, at det bliver godt igen.

”Vi fik tilbudt et forløb med en fysioterapeut og en psykolog og begge dele havde vi meget stor gavn af. Psykologen hjalp os med at tale tingene godt igennem - også om den frygt der kan være forbundet med at have en hjernerystelse og komme tilbage. Man forsøger i lang tid bare at skåne sig selv for risici, men pludselig skal man åbne sig op og turde mere og mere”.

Det var i denne vejledning, at familien fik mod til at kaste sig ud i sammen at sætte nye, optimistiske mål for Ida. Morten beretter, at det at have en meningsfuld plan at arbejde ud fra og nogle konkrete og handlingsorienterede opgaver, har været guld værd i Idas forløb.

”Det har været en sindssyg fed oplevelse at have nogle dybt professionelle mennesker fra Hjerneskadecentret, som har taget hende og os i hånden. Der har igennem hele forløbet været fokus på opgaver. Fx ’Inden vi ses næste gang, skal du prøve at komme i biografen og du skal prøve at være i skolegården, mens der bliver spillet bold osv.’. Så får man hele tiden rykket nogle grænser og prøvet nogle ting af med succes”.

Det individuelle blik gjorde en forskel

Morten lægger vægt på, at den særlige opmærksomhed som de fagprofessionelle har haft for, hvem Ida er som person har været afgørende for, at hun kom sig så hurtigt efterfølgende.

”Ida er meget aktiv og havde mål om gerne at ville ud og løbe igen, men hun fik det dårligt, når hun fik pulsen op. Og så blev ’den’ grebet med et løbeprogram, som hun fulgte slavisk. Det var enormt omsorgsfuldt og der var tid til at se på, hvad er det for en person, vi står overfor.”

I dag, et år efter hjernerystelsen, er tingene i familien, tilbage som før. Ida har fuld fart på aktiviteterne med både skole, socialt liv og sport, og der er ikke længere noget hun ikke tør pga. hjernerystelsen.



Redaktør