Tilbud til familien

Når et barn eller ung får en hjerneskade rammes både forældre, søskende og pårørende. Vi lægger vægt på at tilbyde hele familien forskellige former for støtte og tilbud alt efter behov. 

Forældre

En erhvervet hjerneskade i barndommen eller ungdommen fører oftest til krise og omvæltning for hele familien. Forældrene tilbydes altid støttende samtaler med en af vores neuropsykologer. Målet med samtalerne er en øget indsigt og handlemuligheder hos familien i den forandrende livssituation.  Samtalerne kan afholdes enkeltvis eller som et forløb og kan gives til den ene eller begge forældre. Der kan også afholdes samtaler med deltagelse af forældre og barn eller ung samt eventuelt søskende. Samtalerne kan bl.a. omhandle:

  • Viden om skaden eller sygdommen, dens konsekvenser og håndtering af følgerne (psykoedukation)
  • Bearbejdning og håndtering af sorg, vrede, angst og andre følelser og forhold relateret til den forandrede livssituation efter hjerneskaden

Søskende

Ofte har søskende et særligt behov for at få viden og støtte til at forstå og acceptere de forandringer der sker, når en bror eller søster har fået en hjerneskade. Forældrene kan have været nødsagede til at tage sig særligt af den ramte i en periode, og ressourcerne til øvrige søskende kan være knappe. For søskende viser erfaringen, at blot få samtaler med psykologen kan være med til at skabe bedre trivsel og forståelse. Samtalerne kan bl.a. omhandle:

  • Information om den erhvervede hjerneskade og følgerne heraf
  • Følelsesmæssig støtte og drøftelse af bekymringer og overvejelser
  • Drøfte ændringer i relationen med den hjerneskaderamte bror eller søster og måden at være sammen på efter skaden

Pårørende

De nærmeste pårørende (fx bedsteforældre, tanter, onkler og nære venner til forældre), kan også blive påvirkede af situationen og have mange spørgsmål og bekymringer - både i forhold til fremtiden og til, hvordan de kan støtte bedst muligt. Det kan være belastende som forældre at skulle informere pårørende og nære venner om barnets eller den unges tilstand og svare på vanskelige spørgsmål. Ved et pårørendearrangement er der mulighed for at: 

  • Få fælles information om den specifikke hjerneskade og følgerne heraf
  • Drøfte hvordan man kan støtte og hjælpe familien og indgå aftaler herom
  • Få svar på spørgsmål som kan trænge sig på som pårørende

Venner og klassekammerater

Det er en væsentlig del af rehabiliteringen at holde kontakt til vennerne i nærmiljøet. Samtidig er viden vigtig for venner og klassekammerater, da det hjælper til at forstå barnet eller den unges nye situation og dermed skabe større forståelse og bedre trivsel. Vi er derfor opmærksomme på at inddrage både venner og klassekammerater på forskellig vis. Vi tilbyder bl.a.:

  • Heldagsbesøg / vennedage på centret, hvor barnet eller den unge kan have en ven med til at følge ham/hende en hel dag i træningen
  • "Hjernetime" i  klassen eller gruppen, hvor der informeres om skaden og dens følger.


Redaktør