Aktiviteter & oplevelser i hverdagen

SITA-klubben: Sjove aktiviteter i hverdagen

SITA-klubben er Kamagers aktivitetsklub, der giver medlemmer mulighed for at benytte sig af bl.a. sanserum, SITA-udflugter, SITA-fester, samt ugentlige aktiviteter. Aktiviteterne kan være bål med pandekager, bagning, herraften med god mad, øl og musik, dameaftener med neglelak, billedvisningsaftener, mooncarræs, historiefortælling, rytmik, aftenture på sansestien i efterårsmørket med lygter, m.m. SITA-klubben er til stor glæde for beboerne på Kamager, der selv efterspørger aktiviterne og deltager med stor udstråling og engagement. Det er vores dygtige socialpædagog Annette, der står for SITA-klubben. Annette tager altid udgangspunkt i den enkelte beboers interesser og evner. Medlemsskab i SITA-klubben koster 100 kr. om måneden, som vi trækker automatisk over beboerens husleje.  

Sansestimulering

På Kamager tilbyder vi beboerne sanseunderholdning- og stimulering. Vi har indrettet både et sanserum og en udendørs sansesti, der løber rundt om Kamager.

Sansesti lige uden for døren
Kamager er omgivet af en have med bålplads, trampolin og gynger, og en sansesti med blomster og urter, som både giver mulighed for at røre, lugte og føle. Langs med stien er der mange forskellige bærbuske og frugttræer, der er pyntet med fuglehuse, lanterner og andre festlige solcellelamper. Beboerne benytter sig flittigt af stien, og det giver anledning til daglig motion, der vedligeholder de fysiske funktioner.

Et sanserum med afslapning og/eller -stimulering
Sanserummet indeholder forskellige redskaber, som for eksempel vandseng med varme, højtaler og vibrationer, forskellige lyseffekter samt en FanLight, som er en lydstyret lysvifte. Der er desuden en Wellness Nordic gyngestol med beroligende musik. Herudover har vi forskellige bolde, mundmotorisk legetøj og en masse andre sjove ting. Nogle af redskaberne kan tages med udendørs, til egen bolig eller til andre omgivelser, hvor det giver mening for den enkelte.

Højtider og fester

​​I løbet af året f​ejrer vi højtiderne. Vi har påskefrokost og påskeæggejagt i haven, Sankt Hans med heks og bål, Halloween-fest med uhyggelig udklædning og udsmykning, og ikke mindst julefrokoster i de enkelte bogrupper, mm. Hvert år tager en gruppe desuden ud i skoven og fælder juletræet til Kamager.​ En af de helt store begivenheder er den årlige sommerfest, hvor beboere kan invitere familie og venner med. En kok laver mad fra grill, og vores eget køkken står for at lave det helt store kagebord. Der bliver holdt taler, og Kammerjunkerne - som er Kamagers eget kor - samt livemusik underholder hvert år, hvor dansegulvet bliver fyldt.

Ønsker man at holde fest, eks. fødselsdag, for mange gæster kan man leje vores store sal. Traditionen på Kamager er, man altid får sit madønske opfyldt på sin fødselsdag, og Dannebrog bliver selvfølgelig hejst på dagen.​

Socialt samvær

Det er vigtigt at have venskaber og kontakt til naboer, venner og familie. Vi støtter beboerne i både at kunne deltage i fællesskabet og at trække sig fra det. Vi indretter fællesarealerne, så der kommer så få konflikter mellem beboerne som muligt, og dermed også flere gode kontakter.

IT i hverdagen

Uanset handicap eller funktionsnedsættelse vil vi give alle beboere på Kamager samme muligheder for at bruge IT som andre borgere. Vores ansatte og IKT-gruppen har derfor fokus på at understøtte beboerne bedst muligft med IT og teknologi i det omfang, det kan understøtte den enkelte beboers velfærd, selvbestemmelse, oplevelser og aktiviteter og glæde. Vi fokuserer bl.a. på at bruge hverdagsteknologi som Ipads, og på hvordan den teknologi kan bruges til at understøtte beboerens kommunikation. På alle fællesarealer har vi store elektroniske tavler med touch-skærm, som formidler hvad der sker på Kamager. 

Redaktør