Kost og mad

Det gode liv med gode madoplevelser

På Kamager oplever vi året rundt, at dagens måltider er et højdepunkt for mange af beboerne. Mange beboere har yndlingsretter, som er velkendte og som vi fornemmer fremkalder gode minder fra fortiden. Disse retter har vi altid på vores menukort. Samtidig ønsker vi at præsentere beboerne for nye retter med uvante ingredienser og ny konsistens for at pirre og udfordre deres smagsløg. Vi har f.eks. temauger, hvor vi serverer mad fra andre lande. Vi ønsker at beboerne ser frem til måltiderne på Kamager og at de tilfører dem værdi udover det næringsmæssige.

Den daglige medindflydelse på maden

Som borger på Kamager er det naturligt, at man har indflydelse på dén mad der serveres. Morgenmad og frokoster tilberedes ud fra den enkeltes ønsker og ernæringsmæssige behov.  Vi har i høj grad fokus på, at borgerne har medindflydelse på aftensmaden flere gange og ugen. Ønsker der kan komme frem på beboermøder, spontant på gangen eller ved planlægning af borgernes årlige fødselsdag. Vi lytter til beboerne og forsøger at opfylde alle deres ønsker og elsker når de kommer forbi til en snak i køkkendøren.

Den gode madkultur

Vi bruger råvarer af god kvalitet, primært danske og med stor fokus på økologiske varer, så vi pt. har det økologiske bronzemærke. Den veltilberedte mad bliver til dejlige aftenmåltider, som serveres af det pædagogiske personale der skaber de gode rammer for måltiderne.

Den sunde krop

Vi tager ansvar for borgernes sundhed og velvære ved at tilbyde sund og ernæringsrigtig mad og hjælper beboerne med enten at tabe sig eller tage på i vægt, hvis det er aktuelt for den enkelte.

Årets gang med skønne madtraditioner

På Kamager har vi mange madtraditioner. Vi spiser bl.a. hveder St. Bededag, griller pølser til Skt. Hans og spiser andesteg Mortens aften for blot at nævne nogle få.
Og så elsker vi bare god og hjemmelavet mad – og nyder at komme ind ad døren til den liflige duft fra køkkenets gryder!
Redaktør