Min søn bor på Kamager

​Marianne Franks søn Casper er 35 år gammel, har Downs Syndrom og ikke noget verbalt sprog. Marianne og hendes mand besluttede sig tidligt for, at Casper havde brug for mere professionel hjælp end de kunne give ham, så siden han var otte har han boet på en institution, og siden 2006 på Kamager. Hvilket Marianne Frank er godt tilfreds med.

​Handleplaner og mål for Caspers hverdag

Når det handler om at sætte mål for Caspers hverdag, bliver der lyttet til vores meninger. Vi er enige i de handleplaner, der er blevet udarbejdet for ham, og vi er altid godt orienteret fra Kamagers side.

Bliver der holdt nok øje med ham

- I begyndelsen var vi bange for, om han var for dårligt fungerende til Kamager - her bor han alene i sin egen lille lejlighed med te-køkken og badeværelse, mens han på sin sidste institution havde et værelse med åben dør lige op ad køkkenet, så der altid var mulighed for at holde øje med ham. Han skal jo mere eller mindre være under opsyn hele tiden.

- Men når man har valgt at anbringe sit barn på en institution, må man tage det sure med det søde. Som forældre bliver man nødt til at tro på, at personalet tager sig godt af ham, og det har vi erfaring med at de gør.

Forældreønsker kontra personalestruktur

- Vi har meget længe givet udtryk for, at vi gerne ville have en kontaktperson. Det har været lidt svært at få til at passe ind på Kamager, fordi personalet er organiseret i teams, hvor det er meningen, at alle skal vide alt om alle beboerne i teamet. Jeg mener, at man netop i denne situation skal lytte til forældre eller pårørende - men det er det også endt med: Efter at have haft det oppe i pårørendegruppen har vi fået opfyldt vores ønske. 

Hvis man spørger hende direkte, mener Marianne Frank ikke at der er den store forskel på Kamager og andre bosteder, hun har erfaring med. Casper er blevet mere udadvendt og rolig end tidligere, men det skyldes nok først og fremmest, at han har fået nye udfordringer, fordi han nu bor sammen med voksne mennesker, som er mere velfungerende end ham selv. Selvom det kan være svært at sige: Da Casper jo kun kommunikerer med forskellige lyde og tegn, kan man kun kan afgøre, hvordan han har det, ved at observere ham.​

Redaktør