Kommunikationsundervisning forebygger mistrivsel hos mennesker med demens

Demens kan gøre det svært at kommunikere. Men kommunikation er livsvigtig - også for ​Ulla, Peter, Maria og Simon, som har demens. På Kommunikationscentret lærer de at styrke dialogen og forebygge misforståelser.

Når demens spænder ben for, at tanker og behov kan udtrykkes og udveksles, opstår der nemt frustrationer. Går man bag om adfærdsproblematikker og mistrivsel hos demente, er årsagen ofte mislykket kommunikation. Men undervisning kan styrke muligheden for dialog og forebygge misforståelser. Mød Ulla, Peter, Maria og Simon, som får specialundervisning på Kommunikationscentret.

Formålet med Kommunikationscentrets undervisning er at udvide de kommunikative handlemuligheder med udgangspunkt i den enkeltes ressourcer og behov. De bedste resultater opnås, når undervisningen kommer i gang i en tidlig fase af sygdommen. Så kommer man på forkant med sygdomsudviklingen, fordi den ramte er kognitivt i stand til at lære, hvordan senere vanskeligheder kan foregribes. Kommunikationscentrets konsulenter kigger altid efter den enkeltes ressourcer og fokuserer på de funktioner, der stadig fungerer. Nogle demenspatienter kan ikke tale eller skrive, når de starter i et undervisningsforløb, men måske kan de læse eller tegne. Hvis disse muligheder også er udtømte, kan vejen til bedre kommunikation for eksempel gå gennem forståelse af billeder. 

Tværfagligt fokus på kommunikation

Når en dement borger henvises til Kommunikationscentret, udredes kommunikationsvanskelighederne af en logopæd, som derefter konfererer med sit tværfaglige demensteam. Alt efter borgerens konkrete vanskeligheder, kan et undervisningsforløb varetages af logopæd, neuropsykolog, IKT-konsulent og syns- eller hørekonsulent. Fokus vil altid være på kommunikation, men hvis borgeren eksempelvis har svært ved at se og dermed aflæse kropssprog, involveres teamets synskonsulent så tidligt som muligt. Hvis borgeren har brug for hjælp til at skabe struktur og overblik over hverdagen, kan IKT-konsulenten bidrage med relevante løsninger. Neuropsykologen bliver involveret, hvis familien er i sorg og har et presserende behov for hjælp til at bearbejde den nye livssituation. 

Ulla er åben over for at bruge sproget på nye måder 

I den logopædiske undervisning arbejdes der typisk med at forklare, udtale, tegne, skrive og læse. Ulla, som har demensdiagnosen primær progressiv afasi, øver vigtige dagligdags ord i både skrift og tale. For ord, der bruges aktivt, bevares i længere tid end et passivt ordforråd. Ulla beskriver for eksempel ordet ”tallerken” på forskellige måder for at udvide sine sproglige muligheder omkring spisesituationen. Sidste led i dette arbejde er at skrive ordet på labels, som Ulla klistrer i bunden af tallerkenerne derhjemme. Så ved hun, at den dag det kniber med at sige ordet, skal hun blot vende en tallerken om.  

Ulla arbejder også med mere abstrakte begreber, som er begyndt at glippe for hende. Ofte kan hun ikke huske egenavne; i en samtale for nylig kunne hun ikke komme på landet Italien. På Kommunikationscentret er hun kommet frem til, hvad hun vil gøre næste gang, det sker. Hvis hun taler med sin mand, vil hun referere til det land, hvor de var på bryllupsrejse. Hvis hun taler med sin nabo eller en anden bekendt, vil hun referere til støvlelandet eller til pastalandet. Ulla er meget åben over for at bruge sproget på nye måder og kan stadig udtrykke det, hun har på hjerte trods problemerne med ordmobilisering. 

Simon holder fast i sin livshistorie

Undervisningen på Kommunikationscentret tilrettelægges individuelt og skal altid være relevant for den enkelte. For Simon giver det god mening at planlægge, strukturere og bruge sprog i forbindelse med erindringer. Han har frontotemporal demens og er bange for, at sygdommen vil viske hans livshistorie mere og mere ud. Han er ikke vant til at skrive, men det viser sig i undervisningen, at han stadig kan. Som hjemmearbejde har han fået til opgave at udvælge fem begivenheder, der beskriver hans liv. Han kaster sig ud i det og kan lide fornemmelsen af at holde fast i sin historie. Samtidig er skrift en ressource, han på længere sigt vil kunne supplere sin mundtlige kommunikation med. Hvis det bliver svært at sige ordene højt, vil Simon kunne skrive stikord til dem, han taler med.

En anden udfordring, der presser sig på for Simon, er at strukturere hverdagen. Tidligere skrev han sine aftaler ind i mobilens indbyggede kalender, men det er ikke længere nok. På Kommunikationscentret afprøver han nye apps, som støtter struktur og hukommelse. Han udvælger de apps, han har brug for, og fjerner de mindre vigtige for at få bedre overblik over mobilens muligheder. Simon har blandt andet valgt en kalender-app, som kan sættes op med påmindelser. Når han hver tirsdag skal i svømmehallen kl. 16, får han nu en påmindelse kl. 15 om at han skal pakke svømmetasken og gøre sig klar. Påmindelsen viser ham også, hvad der skal være i tasken. Som en ekstra hjælp har hans kæreste fået adgang til hans kalender-app. Hvis Simon bliver forvirret omkring sine aftaler, kan han altid spørge hende. 

Maria tager del i sin hverdag ved at bruge fotos og symboler

Kommunikationscentrets tilbud er et supplement til kommunernes rehabiliteringsindsats og tilrettelægges ofte i samarbejde med den kommunale demenskoordinator. Et forløb på Kommunikationscentret er tidsafgrænset, og det er vigtigt at bygge bro til omgivelserne, som vil kunne støtte op om den fremtidige kommunikation. 

Med fremskredet Alzheimer har Maria ikke længere talens brug. Personalet på hendes plejehjem har haft svært ved at håndtere hendes problemadfærd, men gennem dialog med Kommunikationscentret har de fået vendt fokus. Bag enhver adfærd gemmer sig et behov, og personalet har fået øje på Marias behov ved at være nysgerrige. Maria forstår sig selv bedre, nu hvor personalet sætter ord på hendes adfærd og livshistorie. Afdelingen har fået hjælp til at lave en kommunikationsbog med symboler og fotos, der illustrerer Marias liv og hverdagsrutiner. Den er Marias indgang til sin egen hverdag, også når hun får besøg af sine voksne børn, som er lettede over at se deres mor i bedre trivsel.  

Peter og hans kone har fået gode kommunikationsvaner

De nærmeste pårørende inviteres altid til at deltage i undervisningen på Kommunikationscentret. Det giver tryghed for borgerne, at de ikke er alene om at tilegne sig den nye læring, og det giver tryghed for de pårørende at få indsigt i sygdommen. Peters kone kommer første gang til Kommunikationscentret med en stor irritation over, at Peter gentager det meste af det, hun siger. Det viser sig hurtigt, at Peter gentager for bedre at kunne forstå og fastholde det, som bliver sagt. Den nye viden gør det nemmere for Peters kone at acceptere gentagelserne som en del af hans kognitive strategi. 

I undervisningen har parret talt med logopæden om, hvordan de kan styrke den fælles kommunikation hjemme. Peters kone har virkelig fået blik for, hvad der er vigtigt for at få Peter til at kommunikere. God belysning og ingen baggrundsstøj er et godt udgangspunkt. Men først og fremmest skal Peter kunne mærke, at hun er interesseret i at høre hans mening. Hun skal være nærværende og ikke lave andre ting samtidig. Ofte indleder hun en samtale med at sige: ”Nu vil jeg gerne snakke med dig”, og når de er sammen med andre, er hun opmærksom på at invitere Peter med i samtalen.    

Gode kommunikationsmuligheder er livsvigtige og kan forebygge problemadfærd hos demente. Når demens progredierer og svækker gamle kommunikationsvaner, kan man få hjælp til at etablere nye vaner. Demenspatienter, som har fået undervisning på Kommunikationscentret, oplever, at de kan forbedre deres situation ved at lære nye handlemuligheder. 

Lidt mere om sproglig og kognitiv demens

Alle demente oplever før eller siden at det bliver svært at kommunikere, fordi demens rammer hjernens sproglige og kognitive funktioner. Nogle demensformer rammer primært de sproglige funktioner, mens andre går hårdest ud over de kognitive. Det er sprogvanskelighederne, der gør det svært at tale, forstå, læse, skrive og behandle tal. De kognitive forstyrrelser svækker den røde tråd i samtalerne i takt med at opmærksomhed, hukommelse og overblik svækkes. 

Kommunikationscentrets demensteam møder mennesker med alle demensformer, men især med diagnosen primær progressiv afasi. Denne demensform er karakteristisk ved, at de sproglige vanskeligheder er de primære, mens de kognitive ressourcer ofte er forholdsvis intakte i de tidlige sygdomsstadier. Sygdommen udvikler sig som regel langsommere end andre demensformer, og der er særligt gode muligheder for at udnytte nye kommunikationsstrategier. 






Redaktør