Hjernerystelsen var som en mur, der blev højere og højere

​Gitte Winther vidste ikke, hvor hun skulle gå hen med generne efter en hjernerystelse. Først efter halvandet år blev hun henvist til Kommunikationscentret, som har et specialiseret tilbud til mennesker med langtidsfølger efter hjernerystelse. 

For et par år siden fik Gitte Winther en elcykel, så hun kunne kombinere motion og transport. Uden at bruge for meget tid, for der var meget, der skulle nås. Turen gik mellem job, uddannelsesinstitution og hjemmet i Tårnby. Hun havde fuld fart på sit liv og cyklede rundt i hamsterhjulet, som hun kalder det, men hun var glad for sit liv. 

- Det kørte godt, arbejdet som operationssygeplejerske, diplomuddannelse, mand og to børn, en stor vennekreds osv.  

Så snart diplomet var hjemme, fik Gitte sit drømmejob som souschef på en hospitalsafdeling. Men få uger efter lukkede en tilfældig bildør ned for karrieren og det aktive liv. Gitte var på vej hjem på elcyklen, da en bildør blev åbnet og ramte hende. Hun røg ned på cykelstien med skulder og hoved først og med to andre cyklister væltende ned over sig. Mere erindrer hun ikke fra ulykken.

- Det næste jeg husker er, at jeg kigger ned ad mig selv og ser, at jeg har hospitalstøj på. Timerne før er et stort sort hul. Jeg var blevet scannet, men der var tilsyneladende ikke nogle blødninger. Jeg havde heldigvis haft cykelhjelm på. Ud på aftenen blev jeg udskrevet. Min mand fik en folder om hjernerystelse stukket i hånden. Og så var vi ellers overladt til os selv. 

Om natten vaklede Gitte ud på badeværelset for at hente noget smertestillende. Hun besvimede og slog hovedet igen. De følgende dage var bare smerter. Det viste sig, at skulderen var brækket. Efter 8 ugers sygemelding var den helet, men det var hovedet ikke. 

- Mit hoved var fuldstændig baldret, jeg havde hovedpine og kvalme. Min hukommelse var nærmest væk, og jeg kunne ikke overskue helt simple ting. Jeg havde synsproblemer og en konstant hyletone, der ringede i mine ører. Jeg kunne ikke sove. 

I den tilstand var det svært at passe et nyt og krævende job, og heldigvis mødte Gitte stor forståelse hos sin afdelingsleder. De aftalte en langsom opstart. Egen læge sagde, at Gitte selv skulle mærke efter, hvor meget hun kunne klare. 

- Jeg havde et rigtig fint samarbejde med både læge og arbejdsgiver, men ingen vidste, hvad der skulle til. Jeg startede op med ganske få timer, men var alligevel helt færdig, når jeg kom hjem. 

Den nye souschef havde svært ved at klare støjen i afdelingen, skærmarbejdet og transporten til og fra arbejde. Hun mobiliserede alle sine kræfter for at klare de få timers arbejde. Om aftenen gik hun i seng lige efter aftensmaden. 

- Der var helt udsolgt, når jeg kom hjem, og jeg kunne ikke huske noget. Kunne finde på at stille noget i ovnen og så glemme alt om det. Indtil der begyndte at lugte brændt. Jeg kunne ikke tåle lydene omkring mig. Når nogen talte til mig, blev det ikke rigtigt lagret. Jeg var træt. Det var som en mur, der blev højere og højere.  

Gitte fik tid hos en neurolog, som sagde, at hun skulle regne med tre til fem år, inden hun var rask. Og kun hvis hun var heldig, ville hun komme igennem uden men. 

- Jeg tænkte: Hvad snakker hun om? Jeg brugte al min tid på at prøve at komme tilbage til mit tidligere liv, og det skulle hun ikke spolere. Alt skulle være som før. Neurologen anbefalede en ny sygemelding, men jeg ville ikke miste mit job. 

I stedet ledte Gitte efter løsninger på problemerne, et efter et. Efter råd fra egen læge fik hun formstøbt et par ørepropper, som kunne tage noget af støjen. Hun bad om lov til at bruge hospitalets vagtværelse til et hvil i løbet af dagen. Hun fik lavet sin kontrakt om, så hun kun fik løn for de timer, hun reelt arbejde. Og fordi hun var bekymret for sit job, tog hun kontakt til kommunen.

- Det måtte også være i kommunens interesse. Og endelig gik det op for dem, hvad der egentlig var sket for mig. Jeg blev koblet på en beskæftigelsesvejleder, som henviste videre til Kommunikationscentrets tilbud til mennesker med langvarige følger efter hjernerystelse. 

Den første specialist Gitte mødte på Kommunikationscentret var en hørekonsulent med speciale i tinnitus og ekstrem lydfølsomhed. 

- Vi havde nogle gode snakke om støj og lyde. Jeg følte, jeg havde en tresporet motorvej inde i hovedet. Tinnitussen er stressende og klaustrofobisk, fordi der aldrig er stille. Lydoverfølsomheden betyder, at der ikke er noget filter til at dæmpe baggrundsstøjen. Hvorfor skal der være så sindssygt høj musik i butikkerne? Jeg kunne ikke længere gå ind i et indkøbscenter. Ikke uden mine ørepropper i hvert fald. 

Hørekonsulenten anbefalede Gitte at minimere brugen af ørepropper. For når de tages ud, virker alle lyde endnu højere. I det lange løb forstærker ørepropper lydoverfølsomheden. I stedet fik Gitte lov til at prøve et par lydstimuleringsapparater, som udsender beroligende toner. Selvom tonerne knapt er hørbare, får de hjernen til at slappe af. 

- En hel ny verden åbnede sig, fordi jeg blev i stand til at flytte min opmærksomhed væk fra støjen. Jeg skulle lige vænne mig til det, men nu lægger jeg ikke mærke til tonerne mere. De er der bare. Jeg bruger dem hele dagen, og om natten har jeg et andet apparat under hovedpuden med lyden af havet. Tinnitussen er der stadig, men jeg fokuserer ikke på den. 

Tovholderen for Gittes forløb på Kommunikationscentret er en neuropsykolog, som har løbende samtaler med Gitte. Neuropsykologen tog initiativ til et møde på Gittes arbejdsplads med arbejdsgiver, sagsbehandler, fastholdelseskonsulent, tillidsmand, oversygeplejerske og Gittes mand. 

- Vi var en ordentlig flok, der mødtes halvandet år efter ulykken. Det var første gang vi satte os ned sammen og sagde, okay hvad kan vi egentlig gøre for at det her kan lade sig gøre. Neuropsykologen forklarede, hvad det vil sige at have hjernerystelse, og det var lidt af en aha-oplevelse for de fleste. 

Det blev et rigtig godt møde, selvom det i sidste ende kom til at betyde, at Gitte måtte sige farvel til afdelingen. Det gik op for arbejdsgiver, at det var en langt større opgave end de kunne løfte. Alt foregik meget ordentligt, og det var nok alligevel det bedste, der kunne ske på det tidspunkt. 

- Jeg havde været så utrolig bange for at blive fyret, men næste morgen var jeg nærmest lettet. Jeg kan huske, jeg tænkte: jeg trækker faktisk stadig vejret. Og familien er her stadig. 

Nu kunne Gitte for alvor koncentrere sig om at blive rask. Hun startede i et gruppeforløb på Kommunikationscentret sammen med ti andre. Gitte beskriver det som en lidt blandet oplevelse. 

- Det var rart at høre, hvordan andre får deres liv til at hænge sammen. Men samtidig skræmte det mig at se, hvor svært mange af dem havde det, også flere år efter deres hjernerystelse. 

Både i gruppeforløbet og gennem individuel undervisning har Gitte arbejdet med at skabe ro og struktur i sit liv. Meditation og middagslure er mentale frirum, der betyder, at hun ikke længere er brændt ud kl. 16. 

- At meditere var nyt for mig, og det er ikke let. Men med noget guidning fungerer det. Jeg har altid mine høretelefoner med mig og en app på min mobil. Så kan jeg finde ro uanset hvor jeg er.

Gitte har vænnet sig til at bruge nogle simple redskaber til at strukturere hverdagen. I sin kalender skriver hun alt hvad hun skal i løbet af dagen, stort som småt. Hun deler sine aktiviteter ind i grønne og røde efter om de giver hende energi eller tager energi. At sidde og lytte til lydbøger er for eksempel en grøn aktivitet. Dem må der gerne være mange af. Det kan også give energi at være sammen med en veninde, men Gitte er bevidst om, hvor længe hun skal være afsted. Hvis der ikke er en bagkant, kan aktiviteten hurtigt skifte fra grøn til rød.  

- Jeg er blevet mere kritisk med, hvordan jeg bruger min tid. Jeg ved sådan cirka hvor mange røde aktiviteter, jeg kan klare på en dag. Men det betyder ikke, at jeg ikke kan glemme det. Når jeg, som forleden dag, tror jeg både kan dække af og male trappen derhjemme, er det fordi mit gamle jeg tager over. Så bliver det alt for meget, og jeg betaler jeg prisen bagefter.  

Der er også andre, der betaler prisen for Gittes hjernerystelse. Hendes to børn havde pludselig en mor, der kunne overkomme meget mindre end før. Der skal tages hensyn derhjemme, og familielivet indrettes i høj grad efter, hvor meget Gitte kan holde til. 

- Hvis vi skal noget en hel dag, skal der være mulighed for at jeg kan ligge ned midt på dagen. Ellers må vi sørge for kun at være afsted formiddag eller eftermiddag. Og ikke to dage med aktiviteter i træk. 

Familien har været med på Kommunikationscentret flere gange. Børnene har fået en dybere forståelse af, hvad hjernerystelse er, og hvad det betyder, at mor har færre ressourcer. Familien har fået hjælp til at strukturere dagligdags opgaver og lave en fornuftig arbejdsfordeling. Et skema på væggen viser, hvem der skal lave madpakker, hænge vasketøj op osv. 

- Hvis jeg ikke skal bruge så mange ressourcer på at få børnene til at sætte deres madkasser i opvaskemaskinen, har jeg måske energi til at spille kort i stedet. Eller noget andet. Jeg synes det fungerer uden at det er blevet militærlejr, for de skal selvfølgelig også have lov til at være børn. Det har faktisk givet os et langt større nærvær. 

Hjernerystelsen har ikke fået lov til at ødelægge Gittes ægteskab. Men hun forstår faktisk ikke, hvordan de kom igennem det første år, hvor de ikke fik nogen form for støtte. 

- Det gjorde vi også kun, fordi min mand tog fuldstændig over. Med alt. Kommune, pensionskasse, forsikringsselskab, modparts forsikring. Og så var der også lige børnene, der skulle en masse ting. Mens jeg bare sad i sofaen og havde kvalme. Hvorfor kunne jeg ikke tage mig sammen? Det er det eneste, man bare
ikke kan. 

Gitte og hendes mand har fået snakket problemerne igennem med neuropsykologen. De har helt naturligt haft en bagage med fra de 19 år, de har kendt hinanden. Inden ulykken kørte det bare, men nogle ting bliver mere tydelige, når man er presset. 

- Min mand er revisor, og for at overleve det her skulle der være styr på tingene. Han kom lige ind ad døren, og så skulle skoletasker og alting stå ordentligt. Det betød mindre for mig. Jeg ville hellere, at børnene lige kom ind og fortalte om deres dag. Så skulle vi nok få de tasker på plads bagefter. 

Med samtalerne er ægteparret blevet mere bevidste om deres værdier, styrker, begrænsninger og ansvar. Gittes mand har indset, at han ikke har ansvaret for Gitte alene. Han har tillid til, at hun selv kan tage ansvar, og det har givet ham energien tilbage. Gitte er kommet langt og føler sig godt hjulpet af sparringen med neuropsykologen. 

- Det er så godt at have hende til at samle op. Hov, hvor er du henne med det og det lige nu? Og helt basalt når man har slået hovedet, hvad er det lige, der sker derinde? Jeg er begyndt at forstå og acceptere det, fordi jeg er blevet taget alvorligt. Det er svært for andre at forstå det, fordi man ikke kan se det. Men her er det blevet anerkendt, det er det særlige ved Kommunikationscentret. 

Efter hun er holdt op med at arbejde har Gitte fået ressourcer til at genoptræne synet. Det gør hun sammen med Kommunikationscentrets neurooptometrist, en optiker med viden om hjernen. Sammen med optometristen træner hun at få venstre og højre øje til at samarbejde. Det kaldes samsyn, og når det ikke fungerer, kan det give ubehag. Gitte bliver stadig dårlig, når hun kører bil, fordi det kræver mange hurtige blikskift. Også skærmarbejde giver hende kvalme.  

- Når jeg kører bil, skal jeg virkelig anstrenge mig. Jeg gør det, men jeg må beregne et kvarter til at sidde i bilen med lukkede øjne og komme mig bagefter. Med computeren er det lidt det samme. Jeg kan højst sidde et kvarter ved skærmen. Så begynder det at spænde bag øjnene, og så kommer kvalmen. 

Samsynet trænes bl.a. ved at fokusere på forskellige billeder og objekter. Det er en lang proces, og Gitte er stadig på kvalmestadiet. Men hun mærker en lille fremgang og håber derfor, at hendes forløb på Kommunikationscentret kan blive forlænget. Hun vil også gerne fortsætte lidt endnu med neuropsykologen. Hun skal nemlig i arbejdsprøvning til efteråret og har brug for at have psykologen med på sidelinjen. 

- Jeg glæder mig vildt til at arbejde igen, men jeg har brug for hjælp til at finde ud af hvordan og hvor meget. Hjælp til at holde fast i mig selv. Jeg er taknemmelig for, at jeg har haft tid til at tænke over mit liv og til at prioritere. Når jeg kommer helt ud på den anden side, måske om nogle år, vil jeg arbejde frivilligt med hjernerystede. Man har så meget brug for hjælp, og jeg ville ønske, jeg selv havde fået den fra starten. Jeg ville ønske, jeg havde vidst, hvor jeg skulle gå hen. Det ved jeg nu. 









 











Redaktør