En flig af selvhøjtidelighed ​og piedestal

Da Steffen Jarlov startede som huslæge på Skansegården, harmonerede tanken om, at lægen skulle lære af noget af patienterne dog ikke helt med den gængse lægeopfattelse, husker Steffen Jarlov:

"J​​​eg kan huske første gang, jeg gik stuegang på Skansegården. Det foregik, som det nu gjorde dengang, og der var nok - set i bakspejlet - både en flig af selvhøjtidelighed og piedestal over det. Typisk gik man som læge på den tid stuegang flankeret af sygeplejersker og sekretærer. Fokus var på symptomer og medicinering. Samtale og interessen i det hele menneske fyldte ikke meget i relationen mellem læge og patient dengang."

En ny måde at tale sammen ​​på

Den lidt stive og kliniske omgangsform med stedets brugere holdt dog ikke ret længe. Ikke mindst fordi den ikke rigtig passede til Steffens Jarlovs temperament. Så med den nye læge i lægekontoret på Skansegården ændrede omgangsformen mellem stedets brugere og lægen sig hurtigt og blev mere hyggelig og uformel.

Eller som Steffen selv siger det: 

"Jeg foretrækker at tale med mennesker - ikke til dem. Og så befinder jeg mig godt i selskab med stedets brugere​ – og jeg bilder mig ind, at det er gensidigt."

På god fo​d med skærsliberne

Den gensidige forståelse mellem Steffen og Skansegårdens brugere blev hurtigt en efterspurgt vare, ikke bare på Skansegården, men i hele Nordsjælland:

"Dengang jeg startede, kom skærsliberne her i vinterperioden og parkerede deres vogne i stalden, og når det blev forår, skulle de afsted igen. Jeg nåede dog ikke at komme til at savne dem i sommerhalvåret, for jeg brugte en del tid på at kigge forbi og se til dem rundt omkring i Nordsjælland."

​Og det var ikke kun, når skærsliberne var blevet syge, at Steffen kiggede forbi. En gang i mellem havde en skærsliber taget ophold på en bondegård eller et savværk, hvor han var lidt for meget i vejen i dagligdagen.

"​Hvis skærsliberne nægtede at flytte videre, så var det også mig, der blev ringet til. Jeg kunne som regel foreslå dem et andet sted eller tilbyde, at de kunne flytte tilbage på Skansegården – og det var faktisk meget skægt at komme ud og besøge dem om sommeren."

Nu skal I ikke komme for ​​godt i gang

Selvom Steffen Jarlov altid har befundet sig godt i selskab med CFB's brugere, så kan det godt blive besværligt både for Steffen og for brugerne, hvis de skal se hinanden hver og hver anden dag - særligt hvis det slet ikke er nødvendigt.

Og efter i en periode både at have brugt meget tid på - og været nødt til at ulejlige sine faste brugere med - hyppige og løbende udleveringer af Metadon, fik Steffen en idé. 

En idé der skulle vise sig, at være så langt fremme i skoene, at Skansegårdens daværende forstander i første omgang svarede, "det bruger vi ikke her.". Mens komitéen for godkendelse af ny brug af medicinalprodukter var lidt venligere stemt og godkendte idéen - dog med beskeden: "… men I skal ikke komme for godt i gang".

Idéen var at bruge depotpræparater i tabletform, der indeholdt et morfin-lignende produkt, som forvandlede sig til en narkotisk modgift, hvis man forsøgte at tage det ved indsprøjtning som rusmiddel.

Det kontroversielle bestod i, at det var væsentlig dyrere end traditionel Metadonudlevering, og det var ikke noget, der direkte kurerede en sygdom. Det var ganske vist en bedre behandling, som både forhindrede misbrug og videresalg, sikrede at patienten altid fik den rigtige dosis og gjorde det nemmere for patienterne at holde fast i et job, men det blev altså stadig mødt med forsigtig skepsis. Initiativet viste sig dog at være en succes, og i dag bruges det fast mange steder i rusmiddelbehandlingen.

Indenrigsministe​​ren måtte se det med egne øjne

I firserne oprettede Skansegården med Steffen Jarlov som det lægelige ankerpunkt også en døgnklinik til afrusning. Han forklarer: 

​​​"Der var personale hele døgnet, og man kunne komme direkte ind fra gaden, så det var ikke bare Skansegårdens sædvanlige brugere, men også helt almindelige mennesker fra byen, der benyttede sig af tilbuddet."

Det stod hurtigt klart, at det var noget, der både var efterspurgt, og noget, der gjorde en forskel for de mennesker, som ellers ikke havde et sted at gå hen for at få hjælp.

Døgnklinikken på Skansegården kørte i flere år og var en stor succes. Faktisk kørte den så godt, at den daværende indenrigsminister Palle Simonsen en dag troppede op for at se den med egne øjne.

Efter nogle år besluttede man fra politisk hold, at den type behandling skulle flyttes ind i hospitalssektoren, og behandlingen flyttede derfor væk fra Skansegården.

"Men indtil da havde vi faktisk nogle spændende år, hvor vi behandlede mennesker, der ikke var så socialt stigmatiserede som vores ellers faste beboere.​​"

50 år på kanten af samf​​undet

Udover sit virke på Skansegården har Steffen Jarlov i sin lange karriere været fængselslæge i Helsingør, Frederikssund, Hillerød og på Bornholm. Desuden har han undervist sundhedspersonale i rusmiddelbehandling og været lægefagligt medlem af Det Psykiatriske Patientklagenævn.

Den røde tråd er nok, at det altid har handlet om mennesker på kanten af samfundet:

​"Jeg har i 50 år haft at gøre med mennesker, der har vanskeligt ved at begå sig i samfundet, og det er jeg blevet mere og mere glad for. Jeg har altid syntes, det er spændende at tale med dem. De er komplekse, sure, glade, gnavne, søde og dejlige mennesker, når man lærer dem at kende. Lige som alle os andre, men ofte har de ikke fået de samme chancer i livet som alle os andre."​