​​​​​​​​​​​​​​​​​​​

Hvordan undgår vi forråelse i omsorgsarbejdet?

Historier om forråelse i institutioner dukker jævnligt op i medierne, men hvordan kan det ske, at gode mennesker kommer til at handle ondt? Det spørgsmål er 3Kløveren optaget af og har derfor afholdt en personaledag med Dorte Birkmose, der er anerkendt for sine bøger og foredrag om forråelse i omsorgsarbejde.
Vent...

​Forråelse er den syge u​dgave af robusthed

Psykolog Dorte Birkmose indledte personaledagen med at definere forråelse, som er et gammelt dansk ord, der ind til for nylig har været temmelig tabuiseret. Forråelse er at udvikle sig på en måde, så man bliver mere rå. Det er ikke et personlighedstræk og handler ikke om, at nogen er onde. Forråelse er noget, man kan komme ud i, hvis man forsøger at holde til mere end man kan. Det er den syge udgave af robusthed, hvor man føler mindre, tænker mindre og bliver mere tykhudet. Med andre ord er det en mestringsstrategi til at kunne klare et alt for højt følelsesmæssigt pres. Det er ikke den eneste mestringsstrategi, for der er også medarbejdere, der i stedet for at blive mere rå, bliver mere tyndhudede og slider sig selv op.  

Sager om forråelse mødes af forråelse

Vi bliver alle forfærdede, når vi ser skjulte optagelser af systematiske krænkelser på døgninstitutioner, plejehjem, jobcentre og kostskoler. Ingen velfærdsinstitutioner kan sige sig fri for risikoen, men en tur i mediemøllen er ifølge Dorte Birkmose ikke vejen væk fra forråelse. Tværtimod mødes sagerne i pressen af endnu mere forråelse i form af fejlfinding, forargelse og fordømmelse. Derefter sættes et advokat- eller konsulentfirma typisk til at skrive en uvildig rapport, men hvordan skulle det kunne hjælpe? Rapporten viser ofte, at det alligevel ikke er så slemt, så efter fyringen af et par syndebukke, er alt godt igen. På overfladen, men ingen interesserer sig for forhistorien, og hvordan man kan forebygge, at det sker igen.   

Mennesket er motiveret til at gøre​​​ det godt

Dorte Birkmose har skrevet en bog om menneskelig ondskab med afsæt i forråelse. Bogen er meget dyster og er blevet kritiseret for ikke at pege på løsninger. Med rette, siger forfatteren, men hun nægter dog at servere nogen former for kvikfix eller snuptagsløsninger. Hvis de fandtes, var de nok blevet fundet for længst. Alligevel er hun håbefuld, når hun besøger institutioner i hele landet, hvor børn og voksne får præcis den hjælp, de har brug for. Hun er imponeret over al det fagligt forsvarlige arbejde, der foregår på trods af benspænd som besparelser, krav om pseudoarbejde og it-systemer, der ikke virker. Dorte Birkmose slipper dog ikke sin grundlæggende bekymring, for uanset hvor gode metoder, der findes, og hvor dygtige medarbejdere er, kan det gå galt den dag, de bliver trætte og slidte. Der vil altid være en risiko for forråelse, men forfatterens seneste bog fastslår, at mennesket er motiveret for at undgå den risiko. Den nye bog handler om, hvordan vi kan hjælpe hinanden til at styre uden om forråelse uden at overskride hinandens grænser.  

Fem skridt væk fra forråelse

Personaledagen veksler mellem oplæg og gruppearbejde, hvor personalet forholder sig til fem trin væk fra forråelse. Dorte Birkmose har ikke noget kvikfix, der kan høvles ind på 3Kløverens hjemmeside. Men hun skitserer fem skridt, man kan være opmærksom på for at undgå forråelse. 

Første skridt er at erkende risikoen for at det kan ske. Dorte Birkmose har selv prøvet at fare vild i omsorgsarbejdet sammen med en bekymret mor til et barn, som hun var ansat til at hjælpe. Morens bekymring ramte Dorte, der følte afmagt og utilstrækkelighed. Lige indtil hun kom til at tænke på, at den mor da både var kontrollerende, dominerende og beregnende. Det lindrede afmagtsfølelsen uden dog at få den til at forsvinde. Og så har man jo lært, at man skal tale om det for at komme videre. Men i stedet for at dele oplevelsen med en kollega med overskud til at stille nuancerede spørgsmål, valgte Dorte at tale med en, der var lige så kvæstet som hende selv. Så kunne hun lukke gift og galde ud og få de svar, hun gerne ville have af kollegaen, som havde en endnu værre oplevelse at fortælle om. Sammen var de to kolleger godt i gang med at legitimere fjendebilleder af andre mennesker, før det gik op for dem, at de var på vildspor. 

At Dorte Birkmose bruger sig selv som eksempel gør det trygt at forholde sig til risikoen for forråelse. Man skal forstå, at man er i risikozonen, alene fordi man er et menneske. Andet skridt er at opdage faresignaler som syg humor, mistro eller ligegyldighed og få det hele frem i lyset. Vi bliver nødt til at turde tale om fejlene og problemerne, inden de vokser sig store og uoverskuelige. 

Det tredje skridt væk fra forråelse skal tages i samtaler, hvor der er psykologisk tryghed. Og hvordan man opnår psykologisk tryghed er et spørgsmål, man aldrig kan blive færdig med at besvare. Personalet fik tid til at nærme sig nogle svar ved at identificere små øjeblikke, hvor de havde oplevet psykologisk tryghed på arbejdspladsen.

At være opmærksom på​ slid er det fjerde skridt væk fra forråelse. Man bliver sjældent slidt af en enkelt hård sag, et svært samarbejde eller for få ressourcer alene. Men der kan komme en sneboldeffekt, hvor lag på lag af slid fører til en langsom glidning mod forråelse. 

Femte skridt handler om at finde løsninger, der gør forråelse unødvendig. Og her kommer dagens mest opløftende pointe, nemlig at d​​​​er er noget at gøre, uanset hvilken udfordring, man står med. Der findes mange forskellige løsninger på problemer som omsorgstræthed, empatiudmattelse og moralsk stress. 

​​​En fortsat samtale om faglighed, etik og fælles løsninger

Efter en spændende og lærerig personaledag er det nu op til 3Kløveren at arbejde videre med at finde de løsninger, der passer til lige netop deres udfordringer. Dagen har givet masser af inspiration til at fortsætte en fælles samtale om faglighed, etik, og om at hjælpe hinanden med altid at være fem skridt væk fra forråelse. 






Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor