Historie fra en pårørende: om at havde deres søn på botilbud
Histore fra pårørende om hvordan det er at have deres søn boende på Kamager:
Marianne er mor til og værge for Casper, som har boet på Kamager i mere end ti år. Casper er i begyndelsen af 40erne og har Downs syndrom. Han har ikke noget sprog.
Hvad er det, Kamager kan i forhold til Casper?
- Vi kan godt lide, at bostedet er opdelt i små teams, hvor der er tilknyttet et fast personale og at han bor blandt forskellige aldersgrupper og personer, som har forskellige typer handicaps. Der er mange af de andre beboere, som er interesseret og tager sig af Casper. Blandingen er en fin kombination – i hvert fald til fordel for Casper og os.
Hvordan synes du den pædagogiske tilgang fungerer på Kamager?
- Personalet er på en del kompetencekurser, og man går også meget op i, at dem, der bliver ansat, har en god forståelse for, at man skal kunne noget ud over almindelig pædagogik for at arbejde på Kamager. En del af personalet er specialiseret, det kan man tydeligt mærke. At man skal ville den her type arbejde, det
er vigtigt for mig.
Hvordan mærker du, at der bliver lyttet til dig som pårørende?
- Jeg kommer ugentligt og taler ofte med personalet. Alligevel har jeg ønsket at få en kontaktperson. Og det er der blevet lyttet til, selvom brugen af kontaktpersoner ikke altid har været almindelig praksis. I stedet har tilgangen været, at personalet skal vide alt om alle, hvilket også er også en god tanke. Men der er blevet lyttet til, at jeg havde et andet behov, og derfor har jeg fået en kontaktperson og også en sekundær kontaktperson, som jeg taler med om de overordnede ting omkring Casper.
Du kommer ugentligt og vasker for eksempel selv Caspers tøj – hvordan oplever du, at personalet imødekommer jeres behov for at være involveret?
- Jeg oplever, at personalet er meget åbne for, hvordan og i hvilken grad vi, som pårørende, gerne vil være involveret i Caspers liv og rammerne omkring ham.
Vi har for eksempel dialog om medicin. Casper er plaget af smerter på grund af dårlige hofter, og jeg synes det er vigtigt, at være med på sidelinjen i forhold til, at han får den rette mængde medicin – hverken for meget eller for lidt. Det har personalet og jeg et rigtig godt samarbejde om. Casper har ikke et sprog, så vi er helt afhængige af, at der er en god observation af ham, og det er der fra personalets side. Man kan få ret meget ud af ham ved god observation, og han overrasker også nogle gange.
I de forskellige situationer aftaler vi med personalet, hvem der kontakter for eksempel lægen eller tandlægen, og hvem der skal tage med i de forskellige situationer.
Hvordan har Kamager taklet Covid-19-pandemien set fra dit perspektiv som pårørende?
- Kamager har klaret det fantastisk godt. Vi var her næsten ikke i et halvt år. Jeg var meget bange for, at Casper skulle blive smittet, så jeg tænkte, at jeg ikke ville risikere at tage eventuel smitte med og selv blive smittet hellere vente - end aldrig at se ham igen. Det duede ikke, at vi stod uden for Caspers vindue og vinkede. Det ville han slet ikke kunne forstå. Jeg var fuldstændig tryg ved at overlade Casper til Kamager. Så vi var helt afhængige af en god dialog med personalet. Det var rigtig dejligt at få de mange nyhedsbreve. De var gode til at få hverdagen til at fungere for beboerne og lejede blandt andet et sommerhus, hvor de forskellige grupper på skift to afsted., som jeg synes var en rigtig god idé for at give noget afveksling i hverdagen i den lange nedlukkede periode. Men det er så dejligt, at jeg nu kan besøge min søn regelmæssigt og være tæt på ham igen.