Sølager 100 år

​Sølager blev oprettet som børnehjem af to søstre i 1917. Siden blev det omdannet til opdragelses- og behandlingshjem for kriminelle unge mænd. I dag er Sølager en sikret institution, som insisterer på rummelighed og respekt for de unge.

​​Søstrene Anna Pouline og Mary Jørgine Hansen - henholdsvis nummer tre og fire fra højre - oprettede i 1917 børnehjemmet Sølager.

​Morgengymnastik kl. 5.45. Herefter styrtebad, påklædning og sengeredning, inden morgenmaden, som består af te og to stykker smørrebrød. I de følgende knap to timer står den på morgengerninger, så serveres der frokost (havregrød med sødmælk og sukker, te og endnu to stykker mad). Nu er klokken blevet 9 om formiddagen, og frem til middagsmaden serveres kl. 12, skal de unge arbejde. Efter to retters middagsservering er der indlagt tid til hvile og kaffe, før de unge igen skal enten arbejde eller lave husflid i halvanden time. Om vinteren skal de herefter tre timer på skolebænken – om sommeren bruges samme tid til mere arbejde. Mellem kl. 18 og 20.30 serveres aftensmaden, som består af brød, fedt og pålæg, og der skal også være tid til enten en times skolearbejde eller gymnastik. Inden lyset slukkes klokken 21.30 er der aftensang. På fødselsdage serveres varm chokolade og, som det hedder i dagsplanen, naar det gaar særlig flot en Cigaret.


Sådan foregår hverdagen på Sølager i slutningen af 1930’erne. Der er siden sket en del. Sølager er i dag en af otte sikrede institutioner i Danmark. Der er plads til i alt 15 unge på Sølagers fire afdelinger i henholdsvis Skibby og Hundested, og for de anbragte unge handler hverdagen mest af alt om bare at få tiden til at gå. For de ansatte, derimod, handler det om at opbygge solide relationer med de unge, opnå deres tillid og forhåbentlig hjælpe til med at vise dem en vej ud af den kriminalitet, der har bragt dem på en sikret institution.

Stor udvikling i de pædagogiske metoder

Tusindvis af unge mennesker har boet på Sølager gennem de sidste 100 år. Søstrene Anna Pouline og Mary Jørgine Hansen oprettede i 1917 Sølager Børnehjem tæt på Hundested, og der er reelt tale om en slags udvidelse af det eksisterende børnehjem Solskin, der lå få hundrede meter væk. Tanken bag Sølager var at lave et supplerende tilbud til drengene, som voksede ud af Solskin ved konfirmationsalderen. På Sølager Børnehjem kunne de bo, mens de fik træning og uddannelse i gartneri, landbrug og håndværksfag, så de blev rustet til et voksent liv uden for institutionens rammer. 

Efter få år overtog staten dog hjemmet til at huse kriminelle drenge og unge mænd, og navnet blev ændret til optagelseshjem. Betegnelsen for Sølager ændrede sig flere gange over de næste mange år: Opdragelseshjem, Statsungdomshjem, ungdomsbehandlingshjem og sikret institution. Kernemålgruppen har gennem alle årene dog været unge mennesker, der er kommet på afveje. Og som har haft behov for at få anvist en ny vej i livet.

Gennem årene har været en stor udvikling i synet på de unge og de pædagogiske metoder, der har været anvendt til at få dem på rette kurs. Og inden de moderne pædagogiske metoder vandt indpas herskede kæft, trit og retning med dertilhørende straffe i form af lussinger, isolation og slag med spanskrør – nøje anført i de gamle ’Hustogsbøger’ 

Antallet af pladser på Sølager har også varieret meget igennem tiden fra over 120 til de nuværende 15. 

Jubilæumsskrift 

I anledning af institutionens 100 års jubilæum har Sølager udgivet et jubilæumsskrift: Sølager 100 år En ny vej i livet.  Læs her et ultra kort historisk rids:
FORBRYDERISKE OG VILDFARNE BØRN

Otte forstandere, masser af såkaldt vildfarne børn, spanskrør og rømninger. De første 60 år af Sølagers historie er broget og til tider voldsom. Målgruppen ændrer sig marginalt gennem årtierne – men langt mere iøjnefaldende er ændringerne i den pædagogiske tilgang til de unge. Retledninger med spanskrør afløses af dialog og samarbejde, efterhånden som vi nærmer os nutiden.

FLERE OG MERE INDIVIDUELLE TILBUD
I 1980’erne og 90’erne gennemgår Sølager en rivende udvikling. Institutionen vokser markant – både målt på antallet af unge og medarbejdere. Men også målt på antallet af afdelinger, for de næste forstanderes erklærede mål er at splitte Sølager i tusinde stumper. Der oprettes Søfartsafdeling, Støttefamilieafdeling, udslusningstilbud, botilbud – og ikke mindst en eksperimenterende Projektafdeling. Fællesnævneren for alting er en ny pædagogisk tilgang, hvor den enkelte unges unikke behov står helt centralt.
UNGE DRENGE FRA BELASTEDE MILJØER

Siden nedlæggelsen af amterne i 2007 er der sket store forandringer på Sølager. Det har været ti år med en voldsom nedgang i udbuddet af tilbud og en tilsvarende nedgang i normering. I dag er Sølager en højt specialiseret institution på det sociale område, som udelukkende har sikrede pladser til de mest kriminelle unge. Alligevel insisterer ledelse og personale på en pædagogisk udviklende tilgang til de unge.

Læs mere i jubilæumsskriftet - se boksen øverst til højre på siden.


Redaktør