Bredegaard Posten december 2019

​Årets sidste Bredegaard Post er landet og i denne omgang kan du bl.a. læse om Ingelise, der spiller Blind Game, om Franks oplevelse af udstillingen Rundt om Månen i Rundetårn og Lars, der viser sit nye program til pc Dolphin Guide Connect. Find også et link til årets juleeventyr. Glædelig jul!

Vent...

​Ingelise spiller Blind Game

I slutningen af oktober fik Bredegaard besøg af Tom, konsulent i Region Hovedstaden og Eva, synskonsulent for børn i Ballerup. De har været med til at udvikle spillet Blind Game og det var Ulla, Kristina, Ingelise, Joakim, Tanja Maj og Nicholas mødt op for at afprøve.  Spillet går ud på, at man ved hjælp af lydsignaler skal ramme en kugle på iPad’en med fingeren. Lidt ligesom ”tampen brænder”. Jo tættere fingeren er på kuglen, jo hurtigere går lydsignalet. Når fingeren rammer kuglen, afspilles et lydsignal, som man selv har valgt. Man kan vælge imellem mange forskellige lydtemaer og sværhedsgrader. 

Ingelise spiller Blind Game på en iPad
Den 17. december mødtes jeg med Ingelise i hus B, så hun kunne vise mig Blind Game, som hun har spillet jævnligt de sidste par måneder. Heidi var med. Ingelise var et stort smil og var meget koncentreret. Hun synes, det er et rigtig sjovt spil og er ret god til det. 

Heidi fortæller, at hun håber spillet bliver udviklet til en app, så brugerne selvstændigt kan spille. Da spillet pt. køres fra en browser, forstyrres spillet af iPad’ens drop-down-menuerne og skal fjernes af en seende person. Det forlyder dog, at folkene bag spillet, har modtaget penge til app-udvikling, så en Blind Game app er forhåbentlig på vej. 

Du finder spillet på følgende hjemmeside https://spil.blindgame.dk (åbner i browser på ny fane). Det er ganske gratis. Ingelise slutter besøget af med at fortælle, at hun nok gerne vil købe sin egen iPad bl.a. til at kunne spille Blind Game.

Bacon-trick fra en synskonsulent

Opskrift på bacon i mikroovn:

Tag en tallerken og læg køkkenrulle på hele fladen.
Læg bacon, 4 til 5 skiver, på køkkenrulle-fladen.
Læg køkkenrulle over.

Giv den 3 til 5 min. i mikroovnen, alt efter hvor store skiverne er.

Vær obs på levende lys

Heidi og Anne gør opmærksom på, at der ikke bør være levende lys i husene medmindre det er en pædagogisk aktivitet. Det kan gøre beboerne utrygge. 
I kan bruge LED-lys i stedet for. 

Rundt om Månen

Frank fra hus E og Sabro fra hus A tog d. 11. oktober til København med Anne og Heidi for at opleve udstillingen ”Rundt om Månen” i Rundetårn. Udstillingen er en del af Space Days, som er en årlig tilbagevendende begivenhed som arrangeres af Dansk Selskab for Rumfartsforskning. Her i 2019 satte udstillingen fokus på 50-året for månelandingen. 

Anne og Heidi har rådgivet arrangøren bag Space Days i, hvordan udstillingen kunne gøres så tilgængelig for synshandicappede som muligt. Det var meget positivt for Frank og Sabro at opleve, at der var sat fokus på tilgængelighed bl.a. med taktile kort og masser af genstande, man kunne røre ved. De synes begge, at udstillingen var meget spændende.

Forleden besøgte jeg Frank for at høre mere om hans oplevelse. Den 20. juli 1969 satte Buzz Aldrin, som det første mennesker, sine fødder på Månen, og de fleste af os kan nok huske det ikoniske billede af Aldrin taget af kaptajn Neil Armstrong. 

På denne dag i 1969 sad 40-årige Frank på sin tankstation i Ølstykke og så nyheden om månelandingen i fjernsynet. Virkelige effekter fra månelandingen var en del af udstillingen i Rundetårn og Frank synes, det var en stor oplevelse at prøve handsken, som Aldrin havde på, da han stod på Månen. 

En anden udstillingsgenstand, som Frank husker, er en-til-en kopien af rumsonden Sputnik, som russerne, som de første, sendte i kredsløb rundt om jorden i 1957. Sputnik udsendte et lyssignal, som man kunne se fra jorden, og dét oplevede Frank, da han var 18 år gammel. 

Frank prøver Buzz Aldrins handskeFrank rører ved en en-til-en kopi af rumsonden Sputnik
Frank føler på modeller af rumraketter og Rundetårn

Frank synes også, det er fascinerende at tænke på, at en rumraket er mere end dobbelt så høj som Rundetårn og at stort set hele den store konstruktion er fyldt med brændstof. 

Månelandingen skriver sig ind i Den Kolde Krig og rumkapløbet og Frank fortæller, at man enten holdte med amerikanerne eller russerne. Frank holdte med amerikanerne og var glad for, at selvom russerne var de første med satellit og liv i rummet (hunden Laika), så blev det amerikanerne, som var de første til at sætte mennesker på Månen.  

Frank synes, udstillingen var helt fantastisk, men er bare ærgerlig over, at den ikke varede i længere tid.

Nye regler om magtanvendelse

Læs de nye regler om magtanvendelse i medarbejderhåndbogen under "Magtanvendelse".

Årets juleeventyr ligger nu på hjemmesiden

Lyt eller genlyt årets juleeventyr som nu ligger på hjemmesiden her (åbner i browser på ny fane). 

Lydteaterholdet består af Kristina, Ingelise, Søren, Jacob, Jesper L, Jesper S og Sabrina.  Holdet har selv skrevet stykket og det har i alt taget et halvt år at lave. Eventyret er også et eksempel på en æstetisk proces, hvor oplevelserne med TV-julekalendere og gode juleminder transformeres til en ny fortælling i eventyrformat. Juleeventyret er 10 minutter langt.

Vi har overtaget Blinfo

Underskrifterne er endelig sat og Blinfo er nu Bredegaards. Rehabilitation World Congress 2020 logo i grønne, hvide og gule farver
Vi har overtaget driften og udviklingen af teknologien. Vi arbejder lige nu på højtryk for at udvikle app’en til Android. Vi har en række fondsansøgninger ude og har indtil videre modtaget 100.000 kr. fra Østifternes Fond. Derudover er vi gået igang med at forberede os på at deltage i Rehabilitation World Congress i september 2020 i Aarhus. Verdenskongressen finder sted hvert fjerde år og i 2020 er temaet Moving Societies, hvilket hænger godt sammen med det Blinfo-samarbejde, vi har med kommunerne, og som vi ønsker meget mere af.  

Lars Brandt viser Dolphin Guide Connect

Dolphin Guide Connect er et helt nyudviklet program til pc, som til dels erstatter Dolphin Guide, som en del beboere på Bredegaard kender. Lars har fået programmet og ville gerne vise mig det. Lars har i tidernes morgen lært at betjene en computer på Kommunikationscentret og han navigerede også fuldstændig ubesværet rundt i det nye program, som har en række forskellige funktioner fx e-mail, kalender, underholdning og internetsøgning. 

Lars arbejder med Dolphin Guide ConnectDolphin Guide Connects hovedmenu

Guide Connect starter automatisk, når computeren tændes, og man kommer som bruger aldrig i forbindelse med Windows. GuideConnect er nemt og overskueligt opsat. Forstørrelse er indbygget i programmet, så teksten i menuerne kan blive vist i den ønskede størrelse. Der er også indbygget talesyntese, der læser menuer og hvad du skriver på skærmen. 
 
Lars fortalte, at han mest bruger programmet til at sende e-mails. Guide Connect henvender sig til brugere, der har lidt eller ingen tidligere erfaring med computere, men ønsker at bruge en computer. Kontakt Heidi hvis du vil vide mere om Dolphin Guide Connect.  

Glædelig jul og godt nytår

Kære alle

Jeg vil gerne ønske jer og jeres kære en rigtig glædelig jul og et godt nytår. Tak for alle de gode bidrag til Bredegaard Posten i 2019 - bliv endelig ved! Og tak for det gode samarbejde iøvrigt i årets løb.

Hvis I synes Bredegard Posten skal se ud på en anden måde (format), have andre typer af indlæg eller hvad det nu måtte være, så lad mig det endelig vide. 

Vi ses i 2020. 

Mange hilsner Maria
Portræt af Maria Kümmel Nielsen







Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor