Bredegaard Posten februar 2020

I årets første Bredegaard Post kan du læse om Mogens, som der sker en masse gode ting for for tiden og om Ulla, der endnu engang har strikket et kludetæppe, som hun har doneret til Røde Kors. 

Vent...

Hilsen fra ergoterapeut-studerende

Hej alle på Bredegaard

Nu er vores forløb på Bredegaard slut, og i denne sammenhæng vil vi gerne sige tak for denne gang.

Vi vil gerne sige tak for den varme velkomst og de gode samtaler bl.a. over kaffe og ved frokost.

Det har været dejligt, at I har hjulpet os med vores studierelaterede opgaver samt, at I har været åbne og budt os ind i jeres hjem og dagligdag.

Det har været fantastisk at møde jer, og I har alle gjort stort indtryk på os.

De varmeste hilsner

Ergoterapeut-studerende

Thilde, Jette, Amalie & Isabel

Jane på besøg hos Mogens

Torsdag den 30. januar havde Mogens inviteret tidligere ansat, ergoterapeut Jane Walter på besøg, så hun kunne se hans nye talemaskine GoTalkNow. Ole, Mogens’ kontaktperson, Heidi og jeg var også til stede. Mogens havde glædet sig rigtig meget til Jane skulle komme. Han havde lavet kaffe på sin egen kaffemaskine, købt fastelavnsboller, kanelsnegle og croissanter og var klar med kameraet. 

Mogens sidder med sin talemaskine mens Heidi kigger påNærbillede af Mogens' talemaskine

Efter lidt godt at spise og en kop kaffe viste Mogens, hvordan hans nye talemaskine fungerer og han havde til lejligheden fået indtalt nogle beskeder. Mogens har ikke noget talesprog og kan ved hjælp af en talemaskine kommunikere med sine omgivelser. Beskederne indtales på Mogens’ maskine efter hans ønsker og hjælper ham med at udtrykke sig fx ved at kunne stille eller svare på spørgsmål.

Mogens og Jane hygger sig

Mogens spørger Jane, hvordan hun har det og hun fortæller, at hun har det godt. Jane har en gave med til Mogens; en dejlig øl. Det var en hyggelig formiddag med en rigtig glad Mogens, som også har fået ny kørestol med motor, ny telefon, fået lagt skridsikkert gulv og er begyndt at lave gulvtræning med Ole. 

Der sker en masse gode ting for Mogens lige nu. Hvis du vil vide mere om talemaskiner, så tag fat Heidi Stener Larsen fra Syn, Fys- og Ergoterapi. 


Økonomi

Bredegaards regnskabstal for 2019 er netop indsendt til Den Sociale Virksomhed med et flot resultat på trods af et meget svært udgangspunkt.

Vores underskud fra 2018 på ca. 1,7 millioner kr., der blev overført til 2019, medførte, at vi var nødt til at være meget tilbageholdende både i forhold til ansættelser og i forhold til driftsudgifter. I løbet af året fik vi en forhåndsgodkendelse på, at underskuddet måtte deles over tre budgetår. Vi havde derfor lov til at afslutte 2019 med et underskud på ca. 1,1 million kr., men årets underskud er kun på 375.000 kr.

Tak for jeres indsats i 2019 – I har alle bidraget til det flotte resultat.

Ulla strikker til Røde Kors

Tilbage i august 2018 afleverede Ulla, sammen med Lisbeth, et smukt kludetæppe til Røde Kors i Hørsholm, så tæppet kunne bringe varme til et menneske, der trængte. Ulla har for nyligt gentaget sin flotte gerning og endnu engang afleveret et flot kludetæppe hos Røde Kors. 

Ulla viser det flotte kludetæppe frem i blandt andre orange, blå og lilla farver.

Til 30-års fødselsdag hos Peter Waltoft

En del beboere fra Bredegaard var inviteret til Peter Waltofts 30-års fødselsdag på Lykke Marie. Peter har for nogle år siden boet på Bredegaard. Det var en rigtig god fødselsdagsfest, hvor bandet ”Tak for Kaffe” med bl.a. Bredegaards egen Lars Kongsø spillede op til musik og sang. 

Ingelise og Jesper sidder på hver sin side af fødselaren.

Fremvisning af blindevenlige mobiltelefoner

Johannes fra Instrulog var i slutningen af januar på besøg på Bredegaard, hvor han fremviste de blindevenlige mobiltelefoner BlindShell (åbner i Internet Explorer på ny fane) og MiniVision (åbner i Internet Explorer på ny fane). Der kom mange beboere, der var interesserede i at se, hvad Johannes havde med.  

Jesper studerer en ny mobiltelefon
Thomas og Lars var begge meget begejstrede og valgte at bestille en ny telefon. Johannes viste også et helt nyt spændende produkt Go-Box, som ved tilslutning mellem TV-boks og TV, kan læse underteksterne op på TV, lige meget om du ser almindelige TV-programmer eller streamingtjenester som Netflix og YouSee TV. Man kan også justere talehastigheden. Anne og Heidi vil undersøge, om det er et produkt, der kan bruges i husene. 



Nexus iPads på vej

Nu kan I snart komme i gang med at bruge Nexus på iPads. De er købt ind og skal sættes op, inden de kommer ud til jer. Der er købt én Nexus iPad til hvert hus og to til dagtilbuddet. De kommer i grønne slidstærke covers, så de er nemme at få øje på.

Nexus tip!

Der er to forskellige muligheder for datavisning i Nexus. På den enkelte borger via den vandrette menu, når du er inde i borgerens Nexus-mappe og på tværs af Bredegaard via den lodrette menu til venstre. Fordelen ved datavisninger er, at de giver et godt og letlæseligt overblik modsat de forskellige skemaer. Jeg vil derfor anbefale dig, at du, når du skal læse længere tekster, som fx ICF, bruger datavisninger og bruger skemaerne, når du skal skrive. 

Screenshot fra Nexus, hvor det angives hvor man kan se datavisninger


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor