Mød en medarbejder: Christina Svarer Jensen
.jpg)
Stilling og team: Omsorgs- og pædagogmedhjælper i dagtilbuddet.
Hvad laver du i dit daglige arbejde? Jeg har base i montering/væveri i § 103-tilbuddet, hvor jeg sammen med mine kolleger Anja og Pelle står for den daglige beskæftigelse af beboere og eksterne brugere. Det kan fx være pakkeopgaver for forskellige firmaer. Jeg står også for vores ugentlige aktiviteter såsom ønskekoncert om onsdagen og reminiscens torsdag eftermiddag. Jeg er også med i flere forskellige projekter sammen med mine skønne kolleger. Jeg er også altid frisk på at læse højt af en god bog - det er meget populært blandt vores brugere. Jeg har efterhånden snart været her på Bredegaard i 16 år, så jeg er meget glad for mit arbejde, de skønne brugere og mine fantastiske kolleger.
Hvornår er det bedst at spørge dig om råd eller hjælp? Jeg kan som reel træffes i dagtilbuddet alle dage mellem 8 og 15:30. Jeg er altid klar på at hjælpe!
Har du en privat interesse du vil dele med os? I min fritid elsker jeg at gå ture i skoven med min hund Bella, være sammen med min familie og nyde livet med gode koncerter. Jeg elsker god mad. Jeg går også en gang imellem nogle meget lange ture, som nogen måske vil syntes er lidt tosset. Jeg elsker følelsen af at presse min krop og udfordre min hjerne, når det bliver hårdt og gør lidt ondt.
Ulla til kvindeløb
Ulla, der bor i hus E, deltog i midten af juni i Alt For Damernes kvindeløb på Amager sammen med sin ledsager Tina og socialpædagog Gitte Lykke.
Det er første gang, at Ulla deltager i et kvindeløb. Ulla og Tina gennemførte løbet og gik 5 km. Ulla fortæller, at hun ikke engang holdt pause, og at det ikke var så hårdt. Dog kunne hun godt mærke det i benene dagen efter.
Der var rigtig mange mennesker til løbet, og efter Ulla kom i mål, var der mad og drikke. Ulla var uheldig at falde over en sten og slog sin arm, men det har ikke afskrækket 74-årige Ulla fra at ville være med til et andet løb. “Det var dejligt at komme ud og gå” siger Ulla afslutningsvis.
Ulla med sin ledsager Tina til Alt For Damernes kvindeløb.
Rejsefortælling fra Berlin af Morten Christrup Schröter
En meget tidlig mandag morgen kl. 04:25 drog vi 9 (Stefan, Sabro, Dennis Navera, Jan Gadekær, Jesper Skov, Bjørn, Fia, Kenneth og mig selv) afsted fra Bredegaard mod Hillerød og vores opsamlingssted. Vi blev hentet af Flextrafik, som satte os af ved Den store Riis Rejser bus, som skulle være vores transport på den lange rejse til Berlin. Trætte kravlede vi ombord, fandt nogle pladser, og fandt os til rette. De første 30 min. af busturen gik med at snakke om, hvad vi gerne ville opleve, og spændingen holdt os vågen. Men snart begyndte først den ene og så den næste at falde i søvn, og til sidst sad vi alle og sov, mens bussen bevægede sig på tværs af Sjælland. Da vi nåede Kolding, var vi alle vågne igen, og det var heldigt for i Kolding skulle vi skifte til en anden bus. Den vi kørte med til Kolding, skulle nemlig videre til Amsterdam i Holland.
I den nye bus mødte vi vores rejseleder og chauffør. To utrolig søde mænd med meget at fortælle. Vi fandt igen vores pladser og snart gik turen til Berlin. Undervejs fortalte rejselederen af og til om de forskellige ting, vi kørte forbi. Ved Kielerkanalen fortalte han om skibstrafik og øst for Hamborg, nåede vi den tidligere øst/vest tyske grænse fra den kolde krig, og det fik et par historier med på vejen. Eksempelvis har grænsen påvirket dyrene sådan, at de krondyr, der levede på hver sin side af grænsen, stadig den dag i dag ikke vil parre sig med hinanden - et lille levn fra en tid, hvor grænserne var meget markante. Mellem de små historier (og nogle gange også midt i dem) charmerede beboerne sig ind på turistbussens andre passagerer. Der blev en festlig stemning ud af det og selvom turen til Berlin var lang, så var den fuld af grin og glæde. Det er en bustur, vi sent glemmer - nok heller ikke de andre medrejsende.
Da vi efter en lang tur ankom til Berlin, fik vi vores værelser, og derefter stod den på aftensmad. Vi fulgtes med resten af turistbussens passagerer hen på en restaurant, hvor vi fik en dejlig aftensmad, som var forberedt til os. Da vi havde spist, tog vi tilbage til værelserne og kravlede trætte og glade i seng.
Tirsdag morgen spiste vi morgenmad på hotellet. Det var en kæmpe morgenmadsbuffet med alt hvad hjertet kunne begære. Pandekager, bacon, æg og meget andet fyldte vores tallerkener, og lagde en god bund til vores dag i Berlin. Vi havde aftenen før aftalt med chaufføren, at vi kunne køre med dem til centrum af Berlin. Her skulle vi på Ritter Sport museet, hvor vi skulle lave vores egen Ritter Sport chokolade med fyld efter eget valg. Vi fik en instruktion af nogle fantastisk søde tyskere, som var hjælpsomme og gav os mulighed for at smage på ingredienserne, inden vi puttede dem i vores chokolade. Der var nemlig flere af os, som ikke forstod engelsk. Mulighederne var mange. Der var alt fra chili til vingummi og mandler. Vi valgte hver det fyld, vi ville have og om det skulle være hvid, lys, mørk eller meget mørk chokolade. Chokoladen skulle i forme, og på uheldigvis var der ALT for meget chokolade tilovers, som vi kunne guffe i os.
De fyldte forme blev sat på frys, og mens vi ventede på de blev færdige, fik vi Ritter Sports historie og forklaringen på forskellen mellem de forskellige typer chokolade. Da vores chokolader var færdige, blev de pakket ind i Ritter Sport pakker, og vi kunne nu smage vores chokolade. Den var fantastisk! Da vi var færdige med at lave chokolade, gik vi på opdagelse i Ritter Sport butikken, hvor der blev købt store mængder chokolade med hjem. Vi måtte selv finde hjem med den tyske U-bahn (undergrundsbane), som havde mange stop. Det gjorde det svært at følge med i, hvor man var.
Jesper er opslugt i teateret i Berlin.Da vi var færdige på Ritter Sport museet, gik vi på McDonalds og fik en let frokost. Efterfølgende holdt vi pause inden aftensmaden. Efter aftensmad var vi i teatret og se en musical sammen med de andre på rejsen. Det var en kæmpe oplevelse med skøn musik. Dog var historien lidt svær at følge med i, da der blev talt både engelsk og tysk. Med hoveder fulde af musik drog vi hjem i seng trætte og glade.
Onsdag morgen sov vi længe, inden vi tog ud for at sejle på floden Spree. Under sejladsen kunne man købe drikkevare, så der røg rigeligt af våde varer indenbords og stemning var høj, mens vi sejlede op af Spree. Det var en hyggelig tur igennem centrum af Berlin, og vi så flere af de bygninger, som Berlin er kendt for.
Efter sejladsen gik vi alle i hver vores retning for at lave hvad vi havde lyst til. Nogle tog i en musik- og instrumentbutik, mens andre shoppede i Berlins mange spændende forretninger. Om aftenen mødtes vi og spiste sammen, inden vi tog tilbage til hotellet for at pakke til dagen efter.
Torsdag morgen spiste vi en tidlig morgenmad, inden vi kravlede ombord på bussen og turen hjem begyndte. Men inden vi helt kunne komme afsted, skulle vi forbi forskellige seværdigheder. Blandt andet skulle vi se Glieniker Brücke også kendt fra filmen ”Spionernes bro”, hvor to spioner blev udvekslet mellem Sovjet og NATO under den kolde krig. Derfra kørte vi videre og så Sanssouci-slottet, hvor tyske kejsere igennem tiden har haft deres residens. Vi så slottets utroligt smukke have og deres drivhuse, hvor de tidligere dyrkede vindruer og figner, som blev spist på slottet. Inden vi vendte tilbage til bussen, kom en mand klædt i tøj lignende en tidligere kejser og spillede på fløjte. Han spillede forskelligt renæssancemusik og sluttede af med ”Kong Christian stod ved højen mast”.
Da den lille koncert var overstået, vendte vi tilbage til bussen og nu begyndte vores lange hjemrejse for alvor. Denne gang var der ikke så mange historier, som på vejen til Berlin. I Flensborg gjorde vi endnu et stop. Her fik vi mulighed for at komme i Fleggaard og snolde sodavand og slik. Efter at have snoldet kørte bussen til Kolding, hvor vi igen skulle skifte bus med retning af Hillerød. Turen til Hillerød var ikke helt uden spænding, for en ældre dame havde taget Sabros kuffert ved et uheld, så pludselig skulle der koordineres aflevering og bytning af kufferter. Det lykkedes dog, og snart var vi endelig hjemme igen. Vi sagde farvel og tak for turen til hinanden.
Det har været nogle meget lange ture i bus på 12 og 16 timer, men alle klarede det flot med højt humør. Kæmpestor tak til alle rejsedeltagerne for en fantastisk tur.
Niels fyldte 65 år
Niels, der bor i hus D, fyldte halvrundt - 65 år - d. 14. juni. Der var pyntet op med flag og banner i hele huset, og Niels var med ude og hejse Dannebrog op i flagstangen. Niels spiste godt med pizza med pepperoni til frokost, og dagen igennem kom der mange store smil fra Niels. Stort tillykke Niels!
65-års fødselaren Niels.
Jacobs forløb med Guide Connect og Siri
Bredegaards IT-konsulent Heidi Larsen startede et forløb op med Jacob i efteråret 2023, hvor de med Sofie (pædagog i dagtilbuddet) på sidelinjen arbejdede med Guide Connect en gang ugentligt. Da Heidi blev sygemeldt, tog Sofie over, og et samarbejde med IKT-konsulenterne Pia Nemholt og Tanja Rasmussen startede op. IKT står for Information Kommunikation Teknologi.
Jacob er nu i fuld gang med at arbejde med Guide Connect, som er et hjælpeprogram på computeren. Planen er, at Jacob får sin egen tablet bevilget af kommunen med programmet på. Med sin egen tablet med Guide Connect og en remote til vil han kunne:
Jacob arbejder med Sofie og Pia.Alle koder blev fjernet fra Jacobs mobiltelefon, så han nemmere selv kan betjene den og bruge hjælpefunktionen Siri. Jacob bruger Siri til at ringe op til 6 forskellige personer (mor, far, mormor/morfar, Sofie, Anne Krag og Hus B) samt til at høre musik, når han kører i bil og ringe til Hus B, når han er på vej hjem. I huset ringer han selv op til mor/far om aftenen og ringer til dagtilbuddet for at sige, at han er på vej om morgenen. Sofie øver, at Jacob skal ringe til hende, hvis hun er væk i 2 minutter. På den måde bliver det naturligt for ham at bruge telefonen som livline.
Huset skriver hver dag kl. 12 hvem Jacob skal være sammen med af personaler om aftenen, og kl. 12.15 aflytter han så, om der skulle være kommet en sms. Hvis ikke de har husket det, skriver Jacob i stedet en sms til dem ved at sige: "Siri, skriv en sms" og fortæller meget fint Siri, hvad hun skal skrive: "Hvem skal jeg være sammen med i aften". Jacob er ved at blive fortrolig med Siri. En dag ledte han i huset efter en bestemt vikar, og da han ikke kunne finde hende, sagde han, at han ville ringe til hende via Siri.
IKT-konsulent Pia har besøgt Jacob i alt fire gange, hvor de sammen med Sofie har arbejdet med tablet i forhold til Guide Connect og Siri. Hun er pt. i gang med at undersøge muligheder for stemmestyring og en hjemknap på remoten, der skal bruges til tabletten. Når hun har gjort det, vil hun søge kommunen om at få bevilget.
Jacob og Sofie fortsætter med at bruge Siri til at ringe op i forskellige situationer. Han skal ringe op, når Sofie kortvarigt går fra ham, han ringer til Anne Krag for at spørge, om der er mobility og ADL den pågældende dag, han afspiller musik via Spotify og ringer til dagtilbuddet, når han er ved at gå fra huset og ligeledes ringer han til huset om eftermiddagen, når han skal hjem. De er i gang med at øve at læse sms og mails via Siri også. Pia har testet funktioner, givet gode råd og idéer til, hvad man kan afprøve fx:
• ”Hej Siri, har jeg nogle nye beskeder/ mails?”
• ”Hej Siri, hvad er klokken?”
• ”Hej Siri, hvordan bliver vejret i dag?”
• ”Hej Siri, afspil playlisten ”Danser med Drenge”
• ”Hej Siri, afslut afspilning”
• ”Hej Siri, ring til (6 forskellige kontakter)
• ”Hej Siri, afslut opkald”
Jacob får via mail tilsendt Bredegaard Posten, og der prøves at finde en løsning, så Jacob kan få dagens menu tilsendt hver dag.
Jacob øver Siri-kommandoer med støtte fra Sofie. Rejsefortælling fra Sølund fortalt af Ulla Møller og Anne Krag
Tirsdag d. 11. juni var madpakkerne klar, og Bredegaards to busser fyldt op af glade medlemmer af brugerbandet De Spillende Muldvarper. Kursen var sat mod Sølundsfestivalen i Skanderborg, og Sabro, Stefan, Jesper Skov, Jesper Lyng, Tania Thulin, Ulla og Ruben glædede sig.
Turen derover var hyggelig med gode pauser. Et hold blev sendt afsted for at handle ind. Jesper Lyngs værge Birthe havde været så venlig at donere 500 kr., som vi kunne forsøde turen med. Der blev købt jordbær med fløde og chokolade til kaffen - tak for donationen Birthe; det sætter Bredegaard stor pris på. Den første aften kom guitaren frem. Vi sang og spillede efter aftensmad, og det var rigtig hyggeligt.
Onsdagen blev tilbragt på festivalpladsen. Først hørte vi Stig og Vennerne, som også spiller til Bredegaard festival. Stefan var oppe og hilse på Stig. De Spillende Muldvarper skulle spille i det lille telt om eftermiddagen som opvarmning for Sussi og Drengene. Bandet samledes i VIP-området, hvor der var dejlig forplejning. Pludselig er der en, der siger “Hej”. Ingen af Muldvarperne siger noget, og en af Bredegaard-medarbejderne siger til vedkommende, at de ikke kan se, hvem det er. Det viser sig så, at det var Sussi. Efterfølgende indfandt Muldvarperne sig på scenen og var klar til lydprøve. Det var tydeligt, at her har man at gøre med et erfarent band. Der var gang i teltet under koncerten, og Muldvarperne spillede ca. 7 sange. Bredegaards egne sange klingede virkelig igennem. Publikum rockede med til dem. Efter koncerten gik Muldvarperne tilbage til VIP-teltet, hvor der ventede flotte gaver. Der var smykker til alle, gratis madbilletter og et diplom. Resten af dagen gik med at høre mere musik.
Muldvarperne giver koncert i det lille telt som opvarmning for Sussi og Drengene.Om torsdagen var Muldvarperne tilbage på festivalpladsen. De hørte blandt andet Birthe Kjær, Lis Sørensen, Dodo and the Dodos og Luftens Helte. Sidstnævnte er et stort orkester på 13 medlemmer, som kun spiller Disney sange. Stefan fik alle 13 autografer. Det regnede helt vildt og haglede også på et tidspunkt, men der kom ingen klager - sådan er festival jo! Anne K. havde været forudseende og taget store presenninger med hjemmefra, som de kunne tage over sig, når regnen blev heftig.
Det har virkelig været en god festival med masser af god musik, god stemning og lækker og snasket festivalmad. Nogle af Muldvarperne mødte nogle de kendte. På festivalen kunne man også besøge et vennetelt, hvor man kunne finde nye venner og et juletelt, hvor man kunne købe risalamande og danse om et pyntet juletræ. Der blev også solgt en specialøl fra Sølund med navnet “Snake bite”. Det er en mørk fadøl med Ribena solbærsaft, og den smagte rigtig godt, selvom det ikke lyder sådan. Vi var vildt trætte om aftenen.
Udover de faste medarbejdere Ninasofie, Anne K., Pelle og Lars var der også to frivillige med; Helle og Sanne - og de har bare været guld værd.
Festivalpladsen og den store scene.
Storsmilende Jesper på festivalpladsen.