Konsulent for IT og velfærdsteknologi Heidi Stener Larsen, synskonsulent Anne Krag samt Anja Peuker Nielsen og Betina Øbo Jellestad, der begge er socialpædagoger og ADL- og mobilityinstruktører havde sammensat et program for den fælles temadag om synet, som blev holdt onsdag d. 9. februar på Bredegaard. Temadagen var for alle medarbejdere og fokuserede på, at give medarbejderne et indblik i, hvordan det er at være blind - for på den måde endnu bedre, at kunne hjælpe og støtte beboerne og brugerne.
I Spisestuen prøvede alle at være til kaffe og kage med bind for øjnene - og nogle havde endda ørepropper i, så de kunne fornemme, hvordan det er at være døvblind. Det var en stor og givende oplevelse for mange, der aldrig før har prøvet fx at skænke en kop kaffe uden at kunne se. For hvordan sikrer man, at kaffen ikke flyder over kanten? Man sætter sin ene finger på koppens kant, for så kan man mærke væsken eller dampen fra væsken, når koppen er ved at være fyldt op.


I det store mødelokale Konferencen stod beboerne Nicholas Schmidt og Lars Brandt for undervisningen. Heidi fortæller:
"Jeg havde fornøjelsen af at hjælpe Nicholas og Lars med at undervise medarbejderne. Lars og Nicholas fortalte om og viste hvordan de bruger hverdagsteknologier, som vi alle bruger i dagligdagen, blot med forskellige synskompenserende teknikker og programmer. Nicholas viste, hvordan han bruger smartphones med skærmlæsere og hvordan han bruger Siri og Google assistenten til at fx at sende beskeder. Nicholas fortalte også med stor entusiasme og humor, om hans første erfaringer med teknologier og hvor stor betydning valg af stemmer har, når man er synshandicappet.
Lars viste, hvordan han bruger det kompenserende program Guide Connect til e-mails og Google-søgning og sluttede af med at vise, hvordan han bruger sin Smart Vision2 mobiltelefon til at læse beskeder op og aflytte sin telefonsvarer. De to undervisere modtog stor applaus for deres fremvisninger".

"Det var rigtig godt at være med. Jeg viste hvordan jeg sender en mail. Jeg sendte en mail til Susanne" - Lars Brandt
"Først tænkte jeg: "Hvordan skal jeg kunne undervise medarbejderne?". Men Heidi havde tillid til mig. Jeg synes, det var sjovt og jeg nød at dele ud af min viden og gøre en indsats. Jeg fik mange gode spørgsmål og det var også sjovt at høre, hvad Lars fortalte om. Han er god til at stave!" - Nicholas Schmidt