Blinfo-superbruger Nicholas til prisoverrækkelse med Anne og Heidi på konferencen Offentlig Digitalisering

​Blindecenter Bredegaard og Blinfo markerer sig endnu engang og var blandt de nominerede til Digitaliseringsprisen 2018 i kategorien innovation. Superbruger Nicholas Schmidt, synskonsulent Anne Krag og velfærdsteknologisk konsulent Heidi Stener Larsen deltog d. 14. marts til prisoverrækkelsen i Århus. Nicholas fortalte mig i sidste uge om oplevelsen. 

Vent...

​Blinfo-projektet har været i gang på Blindecenter Bredegaard i snart 2 år og fortsætter med at udvikle sig. Beboer på Bredegaard, Nicholas Schmidt har som superbruger været en del af projektet fra dag 1 og har i årenes løb demonstreret og præsenteret Blinfo i mange forskellige sammenhænge. 

Blinfo nomineret til Digitaliseringsprisen 2018

Denne gang gik turen til Århus. I februar blev Blinfo nemlig indstillet til Digitaliseringsprisen 2018 i katagorien innovation og blev efterfølgende nomineret til prisen blandt mange andre projekter. 

Digitaliseringsprisen 2018 er et initiativ fra Digitaliseringsstyrelsen, Danske Regioner, Djøf, Rambøll, KMD, DANSK IT og Charlie Tango. Prisen blev uddelt i forbindelse med konferencen Offentlig Digitalisering, der løb af stablen d. 13. - 14. marts.

Superbruger Nicholas fortæller om turen

Nicholas besøgte mig i fredags på mit kontor, hvor han fortalte om turen til Århus, hvor han skulle deltage i prisoverrækkelsen sammen med Anne og Heidi fra Bredegaard. Anne og Heidi var allerede i Jylland - også i Blinfo øjemed, så Nicholas blev ledsaget af Clarissa, som også arbejder på Bredegaard. 

"Det var en hektisk tur fra det ene tog til det andet, men heldigvis nåede Clarissa og jeg toget mod Jylland, og det blev en hyggelig tur med god stemning, guf og sodavand" fortæller Nicholas. 

Først på aftenen rullede toget ind på banegården i Århus, og Anne og Heidi stod klar til at tage i mod Nicholas. På hotellet kunne de hurtigt konstatere, at badeværelsesdøren på det ene værelse ikke kunne lukke, men det ville hotellet heldigvis tage sig af. De tre smed bagagen og gik ud for at spise lækre italienske pizzaer. Da de kom tilbage på hotellet skulle Nicholas, Anne og Heidi arbejde med takketalen, og eftersom hotellet ikke kunne lave badeværelsesdøren, så fik de lov til at købe sodavand og guf på hotellets regning. 

Debat og prisoverrækkelse 

"Onsdag morgen stod vi op og tog det fine tøj på. Vi spiste morgenmad og så tog vi hen til Musikhuset i Århus, hvor konferencen fandt sted" fortæller Nicholas. 
"Vi fik udleveret navneskilte og så blev der holdt velkomsttale efterfulgt af en times debat. Herefter blev priserne uddelt". 

En stor ære at være nomineret

Udover innovationsprisen var der to andre kategorier: implementering og sammenhæng. Blinfo vandt desværre ikke prisen. Sikkerhedsstyrelsen vandt innovationsprisen for projektet "Digitale Transformation". Implementeringsprisen vandt Rigspolitiet for nummerpladescanning og Sammenhængsprisen vandt Region Nordjylland for sundhedsjournalen version 2.0. 

"Jeg synes, at det var ærgerligt, at vi ikke vandt, men det er rigtig flot, at vi var nomineret" siger Nicholas. Da prisoverrækkelsen var slut, var der reception, hvor der blev taget billeder. Efter receptionen tog Nicholas, Anne og Heidi hjem til Sjælland. Togturen brugte Nicholas på at se Matador til stor morskab. 

"Konferencen og prisoverrækkelsen var en speciel oplevelse, og jeg var stolt. Jeg vil meget gerne repræsentere Bredegaard og Blinfo i fremtiden" slutter Nicholas af.
Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor