For små 10 år begyndte en gruppe medarbejdere på Bredegaard at undersøge, hvordan synshandicappede mennesker selvstændigt ved hjælp af teknologi kunne få information om deres omgivelser, når de havde lyst.
Det blev til Blinfo. Blinfo var en app og et CMS, der sammen med Bluetooth beacon-teknologi formidlede informationer om omgivelserne. Informationerne, der blev tastet ind i CMS-systemet, blev tilknyttet de enkelte beacons, og når brugeren nærmede sig den lille sender, blev appen aktiveret og den specifikke information blev læst op af telefonens skærmlæserfunktion.
Appen var designet til at gøre personer med synshandicap mere selvstændige, trygge og mobile, og dermed give dem bedre oplevelser, når de færdes i det offentlige rum og i og omkring bygninger.
Blinfo blev indviet på Bredegaard i maj 2016. Først samarbejdede Bredegaard med Social Digital om udbredelsen af Blinfo og efterfølgende overtog og udviklede vi app'en. Vi fik blandt andet udviklet et nyt og tilgængeligt CMS-system, der gjorde det muligt for nogle af Bredegaards beboere at indtaste informationer.
At arbejde med Blinfo har været en uforglemmelig oplevelse for mange beboere og medarbejdere på Bredegaard. Blinfo har fx taget os til Roskilde Festival, Malmø, Nordjylland og Folkemødet på Bornholm. Blinfo har været nomineret til en digitaliseringspris, vi har været på mange messer og konferencer, og Blinfo har været fokus for en lang række artikler i dags- og fagpresse.
Det har været lærerigt, sjovt og meningsfuldt at arbejde med Blinfo til gavn for synshandicappede brugere og andre mennesker, der har glæde af auditiv information.
Alting har en ende, og tiden er kommet til at lukke Blinfo. Den 30. april 2024 lukker app'en og Blinfo kan dermed ikke anvendes mere.
Tak til alle brugere, medarbejdere, samarbejdspartnere og andre, der har vist interesse for Blinfo.