Gå til hovedindhold

​​​​​​​​​

Bredegaard Posten februar 2025

​Bredegaard Posten februar er propfyldt med gode historier. Du kan fx læse om en helt særlig arbejdsopgave for lasermaskinen, om Frederikke, der har afsluttet sin ernæringsassistent-uddannelse både med guldmedalje og Kammeratskabsprisen og om årets første spiseaften, hvor menuen blev en hel anden end først planlagt. Rigtig god læse- og lyttelyst. 

Vent...

​Genforenet efter 25 år

Igennem lang tid har Ole, som bor i Hus D, og ergoterapeut Ninasofie talt om "de go'e gamle dawe." Ole har blandt andet spurgt, hvordan det mon går med Anne Marie, som engang var ergoterapeut på Bredegaard, og om Nina ikke kunne hjælpe ham med at få kontakt til hende. Lang historie kort: Et lille detektivarbejde, lidt koordinering og forberedelse – og således skete det, at Ole i januar fik besøg af Anne Marie, som arbejdede på Bredegaard for længe siden. Anne Marie mente, at det var 30 år siden, mens Ole mente, at det var 25 år siden – og han plejer at have helt styr på sine årstal! I år har Ole boet på Bredegaard i 50 år!

Ole havde forberedt sig grundigt og glædet sig meget til at invitere Anne Marie på "kaffeslabberas," for som han sagde: "… for det holdt vi altid sammen ovre i Ergoterapien." Det blev til et par timers dejlig samtale om, hvordan det går med de gamle medarbejdere, som Anne Marie stadig har kontakt til, samt minder om aktiviteter, de to havde lavet sammen, og en masse snak om gode minder og mennesker, de begge har kendt. Både Anne Marie og Ole var meget glade for, at besøget blev til noget, og de havde en dejlig eftermiddag sammen.

Ole og Anne Marie hygger sig med kaffe og wienerbrød.
Ole og Anne Marie hygger sig med kaffe og wienerbrød.

Ny bestyrelse for beboerforeningen

Den 15. januar var der generalforsamling i beboerforeningen på Bredegaard, og den nye bestyrelse blev valgt. Sabro fortsætter som formand, Jesper L. blev efter kampvalg valgt som næstformand, og Ingelise fortsætter som kasserer. Øvrige medlemmer i bestyrelsen er Søren, Yakub, Preben, Tania T., Jacob O., Jesper S., Dennis N. og ekstern bruger Kristina.

Makulering af papir

Makulering af papir er en rigtig god arbejdsopgave for mange af brugerne på dagtilbuddet. Papiret bliver klargjort til makulering ved at clips og hæfter bliver fjernet. Jesper Skov transporterer alt det makulerede papir ned i papircontaineren. Der er mange gode arbejdsprocesser i opgaven. Derfor må alle gerne huske at benytte de plastkasser, der står til makuleringspapir på de forskellige kontorer. Vi kommer jævnligt og tømmer kasserne. På forhånd tak fra dagtilbuddet

NADA øreakupunktur

Gitte Lykke, socialpædagog i huse DE, har taget en uddannelse i NADA øreakupunktur, og det er der allerede flere beboere i huse DE, der nyder godt af. Tanja Maj får fx nåle i, hvilket er det mest effektive, og Tania T. får ørekugler.

NADA-behandling kan blandt andet styrke antistress-systemet, reducere søvnproblemer, angst, uro, tankemylder, psykiske tilstande og koncentrationsbesvær. Metoden har siden 1970 været brugt som et supplement til den eksisterende indsats på fx hospitaler, på dag- og døgntilbud, plejehjem og jobcentre. NADA er ikke en lægelig behandling.

Nålene indsættes i fem akupunkturpunkter i øret, som hver repræsenterer forskellige anatomi i kroppen fx nyrer, lunger og lever. Under behandlingen bliver man afslappet og behagelig træt. Et aktivt punkt kan være ømt. Alt dette er uskadeligt, og tegn på en god reaktion.

NADA kan ikke overdoseres, og kan godt gives selvom man tager anden medicin. Man kan som sådan ikke gøre noget forkert ved at give NADA - behandlingen vil blot ikke have nogen effekt, hvis man ikke rammer de rigtige punkter. Man skal sidde i 45 minutter med nålene, uden tale. NADA egner sig fint til at gives i grupper. Det er meningen, at NADA-behandlingen skal bredes ud på hele Bredegaard. Vil du vide mere kontakt Gitte Lykke.

Modelfoto af et øre, hvor de fem nåle er sat i.
Modelfoto af et øre, hvor de fem nåle er sat i.

Frederikke er udlært ernæringsassistent

Elevansvarlig i køkkenet Charlotte og ernæringsassistent-eleven Josefine var d. 20. december 2024 til dimission på U-Nord i Hillerød. Her blev Bredegaards - nu forhenværende - ernæringsassistentelev Frederikke officielt udlært. Det blev fejret med hendes medstuderende, lærere og praktikstederne med dejlig morgenmad, taler og bobler. 

Frederikke fik både en flot guldmedalje og Kammeratskabsprisen, som uddeles af Kost og Ernæringsforbundet til en elev, der er positiv og skaber sammenhold, én der deltager aktivt i hverdagen, én der deler sine erfaringer, viser overskud og er forberedt. 

Hele køkkenet er meget stolte af Frederikke, og Charlotte, Josefine og Frederikke havde nogle hyggelige timer sammen. Frederikke har allerede fået nyt job. Hun skal være barselsvikar på et plejehjem i Helsingør. Stort tillykke til Frederikke!

Frederikke - Bredegaards forhenværende ernæringsassistent-elv - til sin dimission.
Frederikke - Bredegaards forhenværende ernæringsassistent-elev - til sin dimission.

Hans 70 år!

Hans, socialpædagog i huse DE, rundede 70 år d. 13. februar. Den runde dag er fejret med den nærmeste familie, men kollegerne i DE har også fejret Hans med flag, gaver og hygge. Hans blev ansat på Bredegaard i 2014 og har ingen aktuelle planer om at gå på pension. Han er dog gået lidt ned i tid. Tillykke med fødselsdagen, Hans!

Hans blev fejret på kontoret af nogle af sine kolleger. Der var flag, balloner, et lille glas bobler og gaver.
Hans blev fejret på kontoret af nogle af sine kolleger. Der var flag, balloner, et lille glas bobler og gaver.

Fastelavns-forberedelser

På dagtilbuddet er brugerne i fuld gang med at forberede fastelavn. Brugerne har været i Bredegaards store park og har fundet store flotte grene. Grenene er pyntet festligt med en masse forskelligt fastelavnspynt, som brugerne har hygget sig meget med at lave. Andre brugere har malet fastelavnstønderne, så de er klar til fastelavnsfejring d. 4. marts, hvor vi slår katten af tønden og spiser fastelavnsboller.

Anne hjælper bruger med at klippe fastelavnspynt.
Anne hjælper bruger med at klippe fastelavnspynt.

Rikke hjælper Erik med at male fastelavnstønde.
Rikke hjælper Erik med at male fastelavnstønde.

Jacob, Søren og Kristina foran de store flotte grene fyldt med fint fastelavnspynt.
Jacob, Søren og Kristina foran de store flotte grene fyldt med fint fastelavnspynt.

Ny træningsmaskine i dagtilbuddet

Dagtilbuddet har - med fysioterapeut Marie som primus motor - modtaget en stor portion fondsmidler til at kunne opgradere træningsmaskinerne på Bredegaard (historie om dét projekt kommer i næste udgave af Bredegaard Posten). I § 104, samværs- og aktivitetstilbuddet, er der kommet en stepmaskine, hvor man sidder ned. Karin har afprøvet maskinen. Det var svært, men Karin var meget tålmodig og gav udtryk for, at hun gerne ville prøve igen. Erik har også prøvet maskinen.

Erik afprøver siddende stepper.
Erik afprøver siddende stepper.
 
Al begyndelse er svær men Karin er tålmodig og vil gerne prøve den nye maskine igen.
Al begyndelse er svær men Karin er tålmodig og vil gerne prøve den nye maskine igen.

Skilte til minde om børn

Radisson Blu Scandinavian Hotel i København dannede d. 2. februar 2025 rammen om en mindekoncert, som MusikBeRiget, med Lisbeth Sagen i spidsen, stod for. Mindekoncerten er en årlig begivenhed, hvor børn, der er gået bort på Rigshospitalet, mindes af deres forældre.

Bredegaard bidrog til mindekoncerten med små hjerteformede skilte af træ med børnenes navne på. Forstander Franks kone Marita har lavet de smukke papirsblomster. Det er laserprinteren i metalværkstedet, som har lavet skiltene, og Simon, værkstedsmedarbejder, fortæller, at opgaven var helt særlig og en opgave, han godt kunne mærke påvirkede ham.

De fine papirsblomster lavet af Marita Hedegaard,  og små hjerteformede træskilte lavet på Bredegaard.
De fine papirsblomster lavet af Marita Hedegaard, og små hjerteformede træskilte lavet på Bredegaard.

Buket af de flotte blomster med skiltene på grenene.
Buket af de flotte blomster med skiltene på grenene.

Tillykke på polsk

Mateusz, der bor i hus C, er af polsk afstamning. Han øver sig hver dag på sit danske, men engang i mellem får han en god sludder på polsk med Monnika, pædagog i hus F, der også er fra Polen. Forleden var Mateusz nede i hus F for at ønske Monnika et forsinket tillykke med fødselsdagen. Mateusz havde meget på hjertet, og fortalte bl.a. Monnika, at han selv snart har fødselsdag, og at han elsker chokolade, vanilje og jordbær i sin lagkage.

Mateusz hilser Monnika tillykke med fødselsdagen på polsk.
Mateusz hilser Monnika tillykke med fødselsdagen på polsk.

Årets første spiseaften

Årets første spiseaften blev afholdt onsdag d. 22. januar. Der blev snakket livligt rundt om bordet i en kaffepause, og der var mange gode forslag til menuen. Valget faldt på Bøf Stroganoff med kartoffelmos og lækker salat med feta og oliven. Det viste sig, at kødet til denne ret var for dyrt, så der måtte tænkes lidt kreativt. Efter lidt snak frem og tilbage blev vi enige om at lave gullasch i stedet for. 

Vi gik i gang om formiddagen i væveriet, hvor den transportable kogeplade var hentet ind. Der blev snittet gulerødder og løg, og der blev fyldt op i gryden med kød, grøntsager, bouillon og rødvin. Så stod gryden og simrede hele formiddagen, og der duftede himmelsk. Kl. 15 gik vi alle i spisestuen og begyndte at forberede middagen. Vi gik til bords kl. 17.15. Det smagte rigtig godt - en lækker vinterret, som passede perfekt til årstiden. Vi glæder os allerede til næste spiseaften.

Ingelise snitter hjælp og får hjælp af Lars.
Ingelise snitter hjælp og får hjælp af Lars.

Jacob skærer gulerødder.
Jacob skærer gulerødder.

Fødselsdage i marts

Fødselsdagsflag



Preben (hus C) har fødselsdag d. 6. marts

Mogens (hus B) har fødselsdag d. 9. marts

 



Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor

 

Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden