Preben i haven
Preben hjalp Anne Mortensen med at klippe græsser ned i tønderne ved musikhuset. Preben havde lidt udfordringer med at holde styr på det afklippede, som kildede i ansigtet. Det grinede Preben af. Turen sluttede med at Preben plukkede påskeliljer til dagtilbuddet.
Tania Thulins vitamincocktail
• 1 liter kærnemælk
• Saft af en citron
• 2-3 spiseskefuld honning.
Bland kærnemælk, citronsaft og honning i en skål og servér i et glas. Hvis foretrukket, kan man bruge appelsinsaft (1 appelsin) i stedet for citron.
Hilsen Tania T.
Hørt i hus C
Joakim er på besøg hos Nicholas. De sidder i Mødeboxen og hygger. Jeg (Tina) spørger Joakim, om han selv skal finde hjem senere. Han fortæller, at han bliver hentet af Flex.
”Du ved godt Tina, vi blinde, ser jo ikke så godt i mørke”….
Nye udendørs træningsmaskiner
Tre nye træningsmaskiner er for nyligt etableret i Bredegaards park og du finder dem på græsset ved bålhuset. Det er en crosstrainer, en sidde-cykel og en bænk til at lave mavebøjninger.
Flere beboere og brugere er allerede blevet introduceret til maskinerne med stor succes. Maskinerne er brugervenlige uden belastning, så alle kan være med. Der er stadig rig mulighed for at få pulsen op og rørt kroppen.
Karin på cykeltur
Karin har været på cykeltur på én af Bredegaards sofacykler. Karin cyklede 5 km i solskinsvejr og med godt humør. Vi gjorde små stops undervejs for at dufte til blomster og samle grankogler.
Fra sin barndom kan Karin huske, hvordan hun lærte at cykle af sin far og havde en blå og hvidstribet cykel, som hun var meget glad for.
PlayStation-spil til blinde
Anne og Heidi er blevet opmærksomme på PlayStation-spillet ”The Last of Us – Part 2”, som synshandicappede kan spille på lige fod med seende.
Det er Søren Jensen fra Vejle, som selv er blind, og som har stor erfaring med at spille PlayStation og Xbox samt med betjening af streamingtjenester, som Anne og Heidi har fået tippet af. Anne og Heidi vil invitere Søren til at komme en gang i september og demonstrere spillet for interesserede og dele af sine erfaringer.
FaceTime med Jesper
Over en periode har Jesper Lyng haft som mål at lære at FaceTime med sin iPad. I fredags d. 20. maj besøgte jeg Jesper i hans lejlighed og her viste han mig, hvordan han helt selvstændigt FaceTimede med Heidi.
Under mit besøg hos Jesper fik han mit telefonnummer og efter jeg var kommet tilbage på mit kontor, Face-Timede Jesper til mig flere gange. Godt gået, Jesper!
Desperadio inviterede til 3-års fødselsdag på MixFM
af Nicholas Schmidt
Desperadio har sendt på MixFM i 3 år, men jeg blev først for alvor fan af programmet i december 2021. Onsdag d. 4. maj havde jeg besøg af Joakim og der fortalte jeg ham følgende: ”Jeg har set på Facebook at Desperadio holder åbent hus og jeg er jo fan af dem”. ”Tror du, at det er en god idé at tage derhen?” spurgte jeg. Joakim svarede, at det er for alle, så det skulle jeg bare gøre.
Jeg skrev for en sikkerheds skyld til en af værterne, Tommy Edvartsen. Jeg skrev: ”Hej Tommy. Jeg kommer, men vil bare fortælle, at jeg er blind og kan ikke se”. Tommy svarede: ”Du kommer bare, men jeg har ikke tid til at snakke, da vi har et liveprogram at passe”.
Så blev det søndag d. 8. maj og jeg skulle tidligt op. Jeg var både spændt og glad. Jeg kørte med FlexTrafik til Slangerup og chaufføren fulgte mig op til lokalerne og hen til en sofa. Efter lidt tid kom de to værter Dan og Tommy og vi hilste på hinanden.
Jeg var indstillet på bare at være tilskuer, men så skete der noget, som jeg slet ikke havde turde håbe på. De spurgte: ”Kunne du tænkte dig at være med i studiet?” og det kunne jeg i hvert fald! Jeg nød en kop kaffe og herefter var det tid.
Jeg satte mig i gæstestolen, takkede for at være med i studiet og fortalte at det havde jeg drømt om lige siden jeg blev fan i december. Det blev de glade for at høre. Jeg følte, at jeg svævede på en lykkerus så stor. Der var også andre gæster i studiet. Blandt andet Claudia, som har været ansat på Bredegaard og hendes kæreste Jens og mit store radioidol Michael Skovgaard. Stemningen var god og hyggelig.
Tommy havde vist skiftet indstilling fuldstændig – fra ikke at have tid til at snakke til at servere kaffe og være hjælpsom. Klokken 12 var det slut og jeg blev fulgt helt ned i FlexTrafik-bilen af Tommy, som endda lukkede døren for mig. Da jeg kørte hjem mod Bredegaard tænkte jeg, at MixFM og Desperadio havde givet mig den bedste søndag formiddag, jeg længe har haft.
Desperadio er et satireprogram, som sendes hver søndag på MixFM fra kl. 10:00 til 12:00 og genudsendt søndag aften kl 18:00 til 20:00. Du kan høre det på FM 107,5 i Frederikssund eller på FM 92,2 i Kagerup, som godt kan modtages i Fredensborg. Ellers kan du høre det på DAP Plus, på nettet og i diverse radio- og podcast apps. Jeg kan love for, at du kommer til at grine, når du hører Desperadio.
Med venlig hilsen Nicholas.
Her kan du parkere din cykel
Du kan parkere din cykel to steder på Bredegaard. Enten i cykelskuret ved garagerne eller ved Ejendomsservice’s værksted, hvor der står et cykelstativ.
Nahid på gyngen
Gyngestativet i parken langs Bredegaard-stien er meget populær.
Nahid går til træning to gange om ugen med fokus på balance og gangtræning og havde mod på at træne udendørs i det gode vejr.
Nahid gik fra dagtilbuddet op til gyngestativet og hen over græsset og tog sig en gyngetur.
Her ses Nahid på gyngen med et stort smil.
Natur for alle – vil du være frontløber?
For at styrke synligheden af tilgængelig natur, er SUMH (Sammenslutningen af Unge med Handicap) samarbejdspartner på projekt Natur for alle, der skal kortlægge og formidle natur. Projektet har til formål at udvikle en tilgængelighedsmærkning.
Projektet har også som formål at udbrede brugen af naturen for at sikre, at flere mennesker med handicap får gode naturoplevelser. Naturstier over hele landet skal via registrering, mærkning og formidling gøres overskuelige og tilgængelige for alle.
Har du eller nogen du kender lyst til at være frontløber i projektet og være med til at skabe fokus på, at der skal være adgang til naturen for alle kan du kontakte Christian Kunsemüller, på følgende e-mail: christian@sumh.dk.
God sommer!
Bredegaard Posten går nu på tidlig sommerferie og er tilbage i august. I må meget gerne begynde at samle historier allerede nu. Hav en rigtig god sommer alle sammen.