Gå til hovedindhold

​​​​​​​​​​​​​​​​​

Bredegaard Posten marts 2023

​I Bredegaard Posten april kan du læse eller lytte til historier om de kommende Blinfo-tastere på Bredegaard, om den nye WebBox i IT-caféen og om MGP-arrangementet i Egedalshallen, hvor Bredegaard var værter. Denne måneds medarbejderportræt er af socialpædagog i dagtilbuddet Pelle Terje Jørgensen. Rigtig god læselyst. 

Vent...


Månedens medarbejderportræt – Pelle Terje Jørgensen 

Pelle på guitarNavn: Pelle Terje Jørgensen
Stilling: Socialpædagog 
Team: Dagtilbud

Hvad laver du i dit daglige arbejde? 
Jeg er ansat som socialpædagog med fokus på det musiske. Inden jeg blev socialpædagog, uddannede jeg mig og arbejdede som kok. Jeg har fokus på den pædagogiske faglighed, hvor brugerne er sammen om en aktivitet – ”det fælles tredje”. I mit tilfælde er det ofte noget med musik eller mad. Jeg står for at sætte musi-ske aktiviteter i gang fx morgensang om mandagen. Jeg spiller bas i De Spillende Muldvarper, er med på lydteaterholdet og så spiller jeg i hus F om fredagen. Jeg kan godt lide at beskæftige mig med hvad musik kan gøre ved mennesker. Hvordan musikken kan give dem en vej til udtryk og glæde. Jeg er også med, når teamet står for events som MGP, festival og til spiseaftener, står jeg i køkkenet. ​

Hvornår er det bedst at spørge dig om råd og hjælp? 
Det er bedst mellem kl. 8-9 eller også kan du sende mig en e-mail. 

Har du en privat interesse du vil dele? 
Jeg er svampesamler og så spiller og synger jeg den første mandag i måneden til Mandagsjam i Helsingør. 

Pelles tapasanretningPelles tapasanretning
Billedtekst: Af rester fra julefrokosten kreerede Pelle en flot tapasanretning til kollegas farvel-arrangement. 
Tak for at du stillede op, Pelle. Nu har vi fået et indblik i hvad din arbejdsdag går med.


Hilsen fra ergoterapeutstuderende

​Kære I skønne mennesker på Bredegaard

Så er vores praktikophold ved at nå vejs ende og derfor får I lige et lille skriv fra os. 
Først og fremmest vil vi sige tusinde tak til jer alle for at invitere os ind i jeres verden og liv. Det har været så dejligt at være sammen med jer, så tak for at tage så godt imod os. 

I har været med til at give os mange gode, spændende og lærerige oplevelser blandt andet et fantastisk flot MGP – wow, hvor er I bare gode. En masse sang, bevægelse og gode grin. At få lov til at være en del af jeres daglige aktiviteter og ekstra ordinære begivenheder, så som fastelavn, har været så hyggeligt. 

Alle de mange gode oplevelser og indtryk I har givet os, vil vi tage med os på vores videre rejse som kommende ergoterapeuter.  

Vi håber også I har nydt at have os her. Vi ønsker jer alle, både beboere og personale, det bedste og endnu en gang tusinde mange tak! 

Mange hilsner fra Liset og Josefine, ergoterapeutstuderende.  

Bredegaards kommende Blinfo-tastere​

Tirsdag d. 28. februar tog Lars Brandt, Nicholas, Anne og Heidi til LVI´s kontor i Herlev. LVI (Low Vision International) forhandler hjælpemidler til mennesker med synsnedsættelse. Sammen med medarbejdere fra LVI skulle Bredegaard-delegationen udarbejde en manual til hvordan man som Blinfo-taster tilgår CMS-systemet med skærmlæsere som Guide Connect og Jaws. Blinfo-tastere er dem som opdaterer Blinfo CMS med nye informationer. 

Lars og Nicholas gik til opgaven med god energi og gåpåmod. Det er en opgave, som de kan løse med den rette hjælp og støtte. 

LVI bød også på frokost, hvor der blev serveret højt belagt smørrebrød. Lars fik alle sine livretter opfyldt. Der var både dyrlægens natmad, skinkesalat og hønsesalat samt kaffe med mælk. Tak til LVI for gæstfriheden.

LVI har også vist interesse for at sælge Bredegaards farvede stokke og derfor havde Anne taget stokkene med. Vi har aftalt, at LVI viser stokkene frem til Hjælpemiddeludstillingen d. 20. april i Odense. 

Nicholas, Anne og LVI-medarbejderLars B. ved sin bærbare computer 
Billedtekst: Billede til venstre: Nicholas og Anne sammen med LVI-medarbejder. Billede til højre: Lars B. ved sin bærbare computer. 


Hørt i blindegaden

Karin og jeg (Tina, hus C) er på vej ned ad gaden.

Vi passeres af tidligere kollega i hus C. Han hilser, præsenterer sig og går videre mod et af husene.
Karin spørger højt, hvem det var. Han svarer med sit navn. Og går ind i omtalte hus.

Karin har brug for en gentagelse af, hvem det var, så jeg starter fra en ende af med alle de navne, der bruges om ham hos os: Peter P, Doktor P, Doktor Petersen, Lange Peter…

Karin konstaterer, at han er meget dygtig til at hjælpe hende og at hun ikke vil undvære ham.
Efter lidt tid siger hun: ”Han er ved at lave en vittighed. Det tager lang tid.” Pause igen. ”Men han kan godt.”

Nicholas har en fest  

Billedet viser en storsmilende Nicholas, der har det rigtig sjovt på en stor bold på 120 cm. i diameter.  Du finder bolden i motionsrummet. Den kan bruges til at træne balance og lave sjove lege. 

Nicholas på den store bold



WebBox i IT-caféen

En WebBoxDer er ankommet en ny gadget i IT-caféen, en WebBox. IT-caféens brugere, anført af Sabro og Nicholas, sendte en ansøgning til forstander Frank og ansøgningen gik heldigvis i gennem. Nicholas er nu sammen med Heidi i gang med at opsætte WebBoxen. 

En WebBox er en simpel adgang til den digitale verden uden brug af computer. WebBox er en meget enkelt betjent online radio med fem store taktile knapper og en volume knap, som er specielt designet til synshandi-cappede, ordblinde og læsesvage.

Maskinen har et enkelt menusystem og taleunderstøttelse i alle menuer og funktioner. WebBox er koblet op mod et centralt system hvor alt administreres. Dette betyder, at man som bruger ikke skal være et teknisk geni for at kunne anvende maskinen. Med en WebBox kan du få adgang til kalender, lydaviser, hjemmesider, direkte forbindelse med Nota, Daisy og lydbøger, E-bøger, radio og meget mere. Kom forbi IT-caféen torsdag eftermiddag og prøv den af. 

MGP i Egedalshallen

Med Bredegaard som værter blev der lørdag d. 18. marts holdt MGP i Egedalshallen i Kokkedal for 6 botilbud i Nordsjælland. Bredegaard var værter fordi Ingelise vandt grandprixet sidste år. Arrangementet begyndte kl. 15:00, men allerede kl. 14:20 ankom de første. 

Ingelise sang festen i gang med sidste års vindersang ”Så længe jeg lever” og hun blev akkompagneret af De Spillende Muldvarper. Jesper Lyng sad med i dommerpanelet, hvilket han forståeligt nok var meget stolt af. I dommerpanelet var alle 6 tilbud repræsenteret. Bredegaards deltagere var Nicholas med ”Midt om Natten” og Tania Thulin med ”Blafresangen”, som opnåede henholdsvis en delt andenplads og en tredjeplads. 

Forstander Frank Hedegaard kom lidt senere, men fik en god snak med beboerne og havde efterfølgende udelukkende store roser til medarbejderne i dagtilbuddet for et fantastisk flot arrangement. Alle var ude at danse og mens stemmerne blev talt op, var der open mic, som flere benyttede sig af. Vinderen af MGP 2023 blev botilbuddet Solskin med ”En lille båd der gynger”. Arrangementet sluttede kl. 20:00.

Ingelise synger sidste års vindersang
Jesper Lyng var Bredegaardfs repræsentant i dommerpaneletIngelise og Pelle danserMens stemmerne blev talt op var der open mic 










​​​​Billedetekst. Øverst fra venstre: Ingelise synger sin vindersang "Så længe jeg lever".  Jesper Lyng sad i dommerpanelet som Bredegaards repræsentant. Ingelise danser med Pelle. Open mic mens stemmerne blev talt op.  Forstander Frank taler med Jacob.





























Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor

 

Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden