Efter lang tids træning var dagen endelig kommet! Søndag d. 31. august 2025 skulle Yakup, der bor på Bredegaard, deltage i Esrum Sø Rundt - Slotsetapen på 10 km!
Yakup har flere gange løbet Isabella-ruten på 5 km., men aldrig før 10 km. Første gang var i 2021. Bredegaards fysioterapi Marie har trænet sammen med Yakup.
Både Yakup og Marie løber med gul refleksvest. På Yakups står der “blind” på bagsiden og på forsiden er et tryk af manden med den hvide stok. På Maries vest står der “ledsager”.
Ruten var hård med asfalt og mange stejle bakker. Solen skinnede fra en skyfri himmel og temperaturen nåede over 25 grader! Der var flere beboere og medarbejdere, der var mødt op for at heppe. Yakup og Marie løb med et kraftigt gult elastikbånd mellem sig.
Yakup og Marie løb over målstregen i tiden 1 time og 22 minutter. Så flot! Yakup var så glad og lettet! Og ikke mindst stolt, sej og måske lidt træt. Om halsen hang den flotte medalje. Yakup havde også en officiel grøn Esrum Sø Rundt t-shirt på.
Flere medarbejdere bl.a. Bénédicte, stod i målområdet og tog imod Yakup og Marie. De fik mange tillykke’er, hurra’er og kram.
Efter løbet fik Yakup en stor, kold og velfortjent fadøl - og han fortalte Marie, at han er klar til 10 km. til Esrum Sø Rundt næste år.