ADL
ADL er en forkortelse for Almindelig Daglig Levevis. ADL er en betegnelse for alle de opgaver, der opstår i forbindelse med almindelige, daglige aktiviteter i hjemmet, på arbejdet og i fritiden.
ADL-aktiviteter er både de personlige aktiviteter som for eksempel badning, påklædning og toiletbesøg og at spise med kniv og gaffel, til de mere sammensatte og udadvendte aktiviteter som eksempelvis at brygge en kande kaffe i fælleskøkkenet og hælde kaffen i koppen, indkøb, tøjvask, tømme opvaskemaskine, anvende smartphone og deltage i sociale arrangementer.
På Bredegaard arbejder medarbejderne sammen med borgerne om at vurdere vedkommendes behov for individuelle træningsforløb, hjælpemidler og boligændringer. Fælles for alle borgerne er, at deres synshandicap kræver tilpasning af miljøet, og det kræver særlige teknikker for både borgeren og det omgivende personale.
Den enkelte borgers resurser afdækkes ved faglige vurderinger, brug af standardiserede undersøgelser, som eksempelvis AMPS og Sensory Profile og afprøvninger i praksis. Herudfra tilrettelægges individuelle træningsprogrammer, eventuelle ændringer i bolig og nærmiljø og hjælp til at kontakte kommunen ved behov for hjælpemidler.
Der ydes intern undervisning og vejledning for borgere og personale og der tilrettelægges med udgangspunkt i den enkelte borgers motivation, indsatser, der øger tilgængeligheden, og støtter borgeren i at leve et så aktivt og deltagende liv som muligt.
Orientering og mobility
Mobility er træning i at komme fra A til B på den mest sikre og hensigtsmæssige måde. Der er ansat to mobilityinstruktører på Bredegaard, som træner borgerne i at færdes på og udenfor Bredegaard. Hvert forløb er individuelt tilpasset den enkelte borger.
I mobilityundervisningen trænes borgeren i at bruge underlag, ledelinjer, høresansen, lugtesansen, mental mapping og taktile kendemærker på ruten.
Mobilityinstruktørerne er hele tiden opmærksomme på tilgængeligheden for synshandicappede i nærmiljøet. Vi har et tæt samarbejde med Fredensborg Kommune om tilgængeligheden i Fredensborg by.
Ledsageteknik
Se filmen "Sådan følges I ad - når den ene er synshandicappet" (link åbner i browser på ny fane).