Projekt "Educ -Arts" er et toårigt Grundtvig Læringsprojekt for Livslang Læring, som omfatter følgende lande: Grækenland, Rumænien, England, Italien, Frankrig, Portugal, Cypern, Tyrkiet og endelig Danmark med Blindecenter Bredegaard som dansk partner.
Hovedformålet med partnerskabet er at udvikle en pædagogisk vejledning for Livslang Læring baseret på god kulturel praksisuddannelse, kaldet "Educ-Art-Manual", som den vigtigste leverance, særligt designet til undervisning af voksne.
Da så mange lande deltager i projektet, er der kun holdt møder i nogle af landene. Lise og Martin Cholewa, begge udøvende musikere og uddannet på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, har bidraget med koncerter undervejs i projektet - både sammen, men også i samarbejde med de andre partnere.
Borgere fra Bredegaard har været med på rejser undervejs i projektet: Sabro Osmanovic til Gran Canaria, Spanien, hvor han var bl.a. var medvirkede som aktiv deltager i folkloristisk orkester. Desuden var Sabro aktiv deltager i et projektmøde, hvor han fortalte om Blindecenter Bredegaard og fremførte en serbisk sang. Sabro Osmanovic og Thomas Lund var med på rejsen til Lousada, Portugal, hvor de begge deltog aktivt i programmet. Thomas Lund medvirkede i en jamsession.
På Blindecenter Bredegaard har der også været en del aktiviteter i forbindelse med projektet. Borgerne fik ved juletid lejlighed til at opleve Lise og Martin til en julekoncert i spisestuen, hvor alle fik mulighed for at deltage aktivt.
Lise underviser på Blindecenter Bredegaard under Fredensborg Aftenskole og har i forbindelse med sin undervisning tilrettelagt kurser, hvor projektets emner er blevet berørt. Eksempelvis har det været den danske partners opgave at arbejde med “storytelling”, og vi har valgt at fokusere på H.C.Andersens eventyr “Tommelise”.
Vi var så heldige at få besøg af Mediehuset København, som hjalp os med at realisere en lille film på 3 minutter som resultat af arbejdet med “Tommelise”. Ingelise Kjærgaard og Lars Brandt deltog i denne film, som indgår i en større sammenhæng i et TV program tilrettelagt af Mediehuset København. Claus Sørensen med crew fra mediehuset besøgte Blindecenter Bredegaard for at optage filmen, og her fik de også mulighed for at interviewe og filme Sabro Osmanovic, som fortalte om Blindecenter Bredegaard samt om sine oplevelser på Gran Canaria.
Journalist Marie Gribel Vorum fra Fredensborg lokalavis besøgte en helt almindelig dag Lises visesanghold og skrev efter besøget en fin artikel til Ugenyt, som fortæller om arbejdet med eventyr af H.C.Andersen.
Det har været et fornøjeligt projekt, som forhåbentlig kan inspirere andre til lignende initiativer. Tak til Annemari Rommedahl, leder af Fredensborg Aftenskole for supervision og hjælp undervejs og tak til personalet på Blindecenter Bredegaard. Og endelig en varm tak til beboerne på Blindecenter Bredegaard for stort engagement og ildhu undervejs!
På vegne af Lise Wille Cholewa
(kontaktperson, "Educ-Arts")
Øvrigt materiale om projektet
Artikel i Fredensborg UgeNyt, "Musikken er et vindue til en verden, de ikke kan se".
Artikel i Fredensborg UgeNyt om projektet (jpg)
Artiklen i word-format
Plakat fra julekoncert på Blindecenter Bredegaard
Film "Tommelise", Produceret på Blindecenter Bredegaard af Mediehuset København
Interview med Lise Cholewa efterfulgt af "Tommelise", Mediehuset København
Evaluation of first year Educ-Arts project Danish Partner.pdf
Educ-Arts Adult Education Manual on Arts.pdf
Link
Besøg projektets egen hjemmeside her.