Hjælp til at høre gav livsmodet tilbage

​​Else Nimand fortæller her om den forandring hendes mor har gennemgået efter at have fået høretekniske hjælpemidler gennem Kommunikationscentret.

​​Modelfoto: Colourbox

Ud over hørenedsættelsen har min mor skelneproblemer og tinnitus, som havde fået hende til at isolere sig. Men nu har hun fået et FM-anlæg, som har givet hende livskvaliteten tilbage. Hun kan igen snakke med, når vi sidder flere rundt om bordet, og på tomandshånd er der også sket meget: Jeg behøver ikke at gentage sætninger, når jeg vender mig rundt, og samtalen fortsætter endda, hvis jeg går ud i køkkenet for at hente noget. Jeg er ikke længere nødt til at ændre ordlyden af en sætning igen og igen, for hun fanger det som regel første gang. På togture med baggrundsstøj ventede vi før med at tale sammen, til vi kom hjem, men vi kan nu føre samtaler undervejs! 

FM-anlægget giver tryghed 
I butikker kan min mor tydeligt høre ekspedienten og derfor betale med den rigtige seddel første gang. Det giver hende en følelse af at kunne klare sig selv. Og når hun møder nogen, hun kender på gaden, tænder hun for FM-anlægget og bliver i stand til at kommunikere, hvilket før var umuligt pga. trafikstøjen. Hun er heller ikke bange for at gå på gaden længere, fordi hun kan høre bilerne og tage højde for trafikken. 

Og glæde og overskud… 
En genvunden glæde i dagligdagen er når mikrofonen ligger ved DAB-radioen, og hun både kan høre musik og tale. I det hele taget har hun fået fornyet energi og overskud og bliver ikke så træt af at være sammen med andre mennesker. Hun har igen lyst til at se familie og venner, og hun har ingen problemer med at have FM-anlægget om halsen og lægge mikrofonen på bordet. For som hun selv siger, det er så effektivt og giver hende mulighed for at føle sig som et ”normalt” menneske og en del af selskabet.

Redaktør