Ikke mange vandpytter kan få mig af sporet

​Lisbeth Eltong er blind. De andre sanser mestrer hun til perfektion, og hun lever et helt almindeligt liv med venner, familie, kolleger og et job, som hun elsker. Men når hverdagen ændrer sig og hun skal orientere sig nye steder, har hun brug for hjælp.

Da Lisbeths arbejdsplads skiftede adresse, havde hun brug for hjælp til at lære den nye bygning at kende samt ruten til og fra arbejde. Hun kontaktede derfor Kommunikationscentret, som anbefalede et mobility-forløb på 12 timer. 

- Jeg ville gerne i gang så hurtigt som muligt, for jeg var nervøs ved den meget moderne bygning med forskudte niveauer og den nye rute. Heldigvis stod Kommunikationscentret klar, så snart min kommune havde givet grønt lys. 

Tillid er afgørende 
Mobility-instruktion omfatter stokketeknikker, træning i at bruge forskellige kendetegn, lytteteknikker, brug af notatapparat og elektroniske hjælpemidler. Tillid til synskonsulenten er afgørende for processen, og kemien var heldigvis god mellem synskonsulent Jytte og Lisbeth. 

- Jeg er kvinde med stort K og gider ikke blive smurt ind i mudder, når jeg skal på arbejde i pæne sko. Det respekterer Jytte, så jeg føler, jeg kan være den, jeg er. 

Før flytningen var Lisbeth vant til at tage bussen på arbejde, men der er ingen direkte forbindelse til den nye adresse. Derfor ønskede hun at afprøve forskellige muligheder, så hun selv kunne afgøre, hvilken rute, hun trives bedst med. 

- Med offentlig transport skulle jeg omkring Lyngby, hvor der er mange mennesker og ret kaotisk. Busserne passer ikke sammen, så det ville tage over en time, og jeg ville være træt allerede før jeg nåede frem. Så hellere gå en halv time, selvom vejen desværre ikke har fortov på hele strækningen. Men vi har prøvet den så mange gange nu, og jeg har stillet masser af spørgsmål: Går jeg for langt ude? Ser de mig her? osv. Så efterhånden er jeg tryg og har fået styr på de forskellige kendetegn undervejs. 

Motion giver livskvalitet 
Turene til og fra arbejde er langt fra nok til at stille Lisbeths behov for motion. Hun havde længe drømt om at begynde til fitness, men troede ikke for alvor, det kunne lade sig gøre. Det første mobility-forløb med Jytte gav hende dog mod på at prøve. 

- Jeg ansøgte og fik bevilget undervisningstimer til at komme i fitnesscentret. Det er fantastisk at være uafhængig af hjælp, og nu kan jeg selv finde maskinerne, indstille dem, finde ud af, om de er optagede og undgå at brase ind i ting. Når jeg kommer alene, får jeg også nogle helt andre kontakter. Jeg møder mange mennesker og får tilbudt hjælp, selvom jeg ikke har så meget brug for den mere. 

Professionel synskonsulent med overblik 
- Jeg synger næsten hele vejen hjem, og der er ikke mange vandpytter, der kan få mig af sporet. Det er ikke de dage, jeg er mest træt, når jeg står og laver aftensmad. Men jeg tænker på, at andre blinde måske ikke kender til den mulighed. En ting er at få hjælp til at komme på arbejde, for det er jo helt nødvendigt. Noget andet er at lære at klare fritidsaktiviteter, der giver overskud i hverdagen. Jeg er dybt taknemmelig for, at jeg har fået bevilget de her timer med Jytte. For selvom jeg er en heldig kartoffel med børn, kolleger og venner, som gerne vil hjælpe, giver det en helt anden tryghed at have en professionel synskonsulent med erfaring, overblik og indsigt i alle de ting, man skal være opmærksom på, når man færdes som blind. Uden mobility-undervisningen ville jeg i dag hverken kunne komme på arbejde eller i fitnesscentret, slutter Lisbeth. 
Redaktør