Oles kamp mod Parkinson

​Det er hårdt at kæmpe mod Parkinson. Det kræver ihærdig træning af stemme, artikulation, mimik og holdning. 66-årige Ole Bjerring træner på Kommunikationscentrets Parkinson-hold.​

Ole Bjerring blev alvorligt syg som 47-årig, men der var i tvivl om diagnosen, så han levede i ni år uden behandling. Han mistede langsomt sine kræfter og kunne ikke fortsætte sit job som lærer. Ægteskabet holdt heller ikke til sygdomsforløbet, som hele tiden gjorde ham svagere.
 
- Jeg havde end ikke kræfter til at løfte en almindelig dyne og ville skifte til sommerdyne. Men det blev for sølle for min datter og svigersøn, som omsider fik mig overtalt til at flytte fra Jylland til Sjælland og ind hos dem. 

Endelig i gang med behandling 
På Glostrup Hospital fik Ole diagnosen Parkinson, og endelig kom han i gang med behandling. Helbredet blev hurtigt meget bedre, men Ole havde fortsat problemer med balancen, vejrtrækningen og stemmen. Derfor blev han henvist til Kommunikationscentret, hvor han går på et hold med andre Parkinson-ramte. På baggrund af de fælles vanskeligheder har deltagerne stor glæde af at træne sammen og give hinanden modspil. Ole startede sidste år på et begynderhold med fem andre deltagere. 

- Jeg kom på hold med nogle rigtig hyggelige fætre. Og alle havde forskellige symptomer på deres Parkinson. Nogle rystede, og andre var mere stive eller langsomme i deres bevægelser. Så bliver man jo glad for ikke at have alle symptomerne på én gang. 

Holdundervisning 
Parkinson-holdet bliver undervist af en fysioterapeut og en logopæd. Logopæden er specialist i taleproblematikker og træner artikulation, vejrtrækning og mundmotorik med deltagerne. 

- Vi lavede et kor og sagde ”aaaaah”, indtil der ikke var mere luft. På skift valgte vi en vokal, som vi holdt så længe som muligt. Samtidig dirigerede underviseren lydstyrken. Om stemmen var kraftig nok fik vi at vide af hinanden. Vi læste også skuespil med intonation og gestik og kunne igen bruge hinandens feedback til at komme videre. 

Den fysioterapeutiske træning består af bevægelsesøvelser, hvor hals-, skulder-, bryst- og ansigtsmuskler arbejdes igennem. Det forebygger mod stivhed og ”porcelænsansigt”. 

- Alle muskelgrupper får en tur, og det er virkelig hårdt. Jeg bliver helt udmattet, men det er alle anstrengelserne værd. Min datter og svigersøn kan altid se forskel efter mine to timer på Kommunikationscentret. Og det sjoveste er ansigtsøvelserne, for her kommer latteren altid frem. 

Sangstemmen genoptrænes 
Sangøvelserne er dem, Ole nyder mest, fordi han er gammel musiklærer. Som følge af sygdommen har han ikke længere sin kraftige sangstemme, men han er ved at træne den op. 

- Det irriterer mig dog, at jeg hverken kan spille fløjte, guitar eller klaver. Finmotorikken kan ikke følge med, og så er melodien cyklet af sted for længst. Men jeg kan i hvert fald synge, selvom stemmen endnu ikke er så kraftig som jeg kunne tænke mig. Jeg er en stædig rad, så det skal nok lykkes. 

Øvelser resten af livet 
Med Parkinson er det særligt vigtigt at holde sig fysisk aktiv. Deltagerne får forskellige øvelser med hjem, men for Ole kan det være næsten uoverkommeligt at træne dagligt. 

- Hvad hjælper det, at jeg er klar, hvis min krop ikke er det? Jeg har brug for hjælp, hvis jeg skal fortsætte min daglige kamp for at bevare førligheden. For det kræver en rygrad af stål at træne alene. Nu er jeg startet på Kommunikationscentrets opfølgningshold, men jeg kunne virkelig godt bruge et vedvarende kursus. 

På opfølgningskurset er der større intervaller mellem kursusgangene. De tidligere øvelser bliver repeteret, og flere kommer til i takt med eventuelt nye symptomer hos deltagerne. Hvis det er nødvendigt, er der også plads til individuel undervisning. 

- Vi snakker meget om strategier til at håndtere sygdommen. Og muligheden for at få nogle hjælpemidler, fx pillealarmer, så man husker at tage sin medicin. En af deltagerne har lige fået en stemmeforstærker. Hans stemme var så lav og utydelig, at vi ikke forstod ham, men nu går det bedre. 

Videofilm 
Den første kursusgang præsenterede deltagerne sig, mens et videokamera kørte. På skærmen blev det tydeligt at se, hvad der var svært for den enkelte. Og det var interessant at sammenligne med de præsentationer, der blev optaget den sidste kursusgang. 

- Vi skulle tale i to minutter om noget, der virkelig interesserer os. Jeg er afsindig interesseret i flag og våbenskjold, som jeg kan tale om i timevis. Og der var virkelig forskel på den første og sidste præsentation. Nu var der liv i kludene, altså mimik og gestik.

Et aktivt liv 
Ole har fået mod på at leve et aktivt liv med træning, bestyrelsesarbejde og oven i købet en ny veninde, som han lige har været ude at rejse med. 

- Vi vandrede rundt i Prags gader og op og ned ad trapper, for det er så skønt at kunne bruge sin krop igen. På turen fik jeg ondt i det ene knæ, så nu krydser jeg fingre for, at det ikke er sygdommen, men bare lidt overanstrengelse. Jeg vil i hvert fald gøre, hvad jeg kan for at holde min Parkinson nede, og jeg vil kæmpe for at få hjælp til træningen. 
Redaktør