ADHD handler ikke kun om de
eksekutive funktioner, men kan også påvirke tanker, følelser, sprog og sanser, herunder syn og hørelse. På Kommunikationscentrets temadag sætter vi fokus på ADHD hos unge og voksne i et tværfagligt perspektiv.
Du får ny viden, konkrete værktøjer og mulighed for at møde andre, der ligesom dig, ønsker at forstå og støtte mennesker med ADHD endnu bedre.
Glæd dig bl.a. til oplæg om:
Fra blinde vinkler til nye veje – indsigter på tværs af ADHD-området
v. Daniel Viholm, debattør og ADHD-formidler

Daniel er en markant stemme på ADHD-området og manden bag profilen HverdagsADHD, hvor over 35.000 mennesker følger hans formidling af viden, erfaringer og refleksioner om livet med ADHD. Med sin plads i ADHD-foreningens hovedbestyrelse er han samtidig tæt på de faglige og politiske diskussioner, der former området.
Kombinationen af hverdagens mange stemmer og indblik i de større linjer giver Daniel et særligt blik for både de uindfriede behov og de muligheder, der præger ADHD-området netop nu.
Inklusion af neurodivergente kollegaer på arbejdspladsen
v. Kirstine Rask Lauridsen, chef for Diversitet og Inklusion, Hans Knudsen Instituttet
Hvordan kan arbejdspladser blive bedre til at inkludere medarbejdere med autisme og ADHD? Hos Hans Knudsen Instituttet arbejder teamet for Diversitet og Inklusion med netop dette.
Kirstine deler ud af Hans Knudsen Instituttets erfaringer fra samarbejdet med en lang række forskellige arbejdspladser, der har en fælles ambition om at øge deres inklusionskapacitet.
Målet er at kunne holde fast i gode kollegaer, frigøre potentiale og sikre trivsel blandt alle kollegaer. Helt konkret handler det om at gøre op med myter og misforståelser, uddanne ledere og nøglepersoner, etablere fællesskaber for neurodivergente og tilbyde selvforståelsesforløb for neurodivergente medarbejdere.
DLD – sproglig udviklingsforstyrrelse
v. Maria Skov, audiologopæd og sektionschef på Kommunikationscentret.
Mange med ADHD oplever, at kommunikation kan være udfordrende, de føler sig misforstået eller ved siden af. Forskning viser at omkring halvdelen med DLD (Developmental Language Disorder) også har ADHD.
Men hvad betyder det i praksis? I oplægget giver Maria en introduktion til DLD og viser, hvilke konsekvenser sproglige vanskeligheder kan få i sociale og kommunikative sammenhænge, og hvad fagfolk bør være opmærksomme på i mødet med mennesker, der både har ADHD og DLD.
Effektstudie - et psykoedukativt undervisningsforløb for voksne med ADHD
v. ADHD/autisme-konsulent Rasmus Norup på Kommunikationscentret
Kommunikationscentret har udviklet et nyt 12-ugers undervisningsforløb målrettet unge og voksne med ADHD. Som underviser og vejleder har Rasmus Norup fulgt deltagerne tæt og undersøgt, hvilke effekter et struktureret forløb med fokus på viden, selvindsigt, accept og mestring kan skabe.
I oplægget præsenterer han resultaterne og giver et indblik i forløbets metoder, design og dokumenterede effekter – og ikke mindst: hvad vi kan lære af erfaringerne, når vi skal udvikle fremtidige indsatser for voksne med ADHD.
Du vil også kunne høre oplæg om om samsynet, metoder til mestring, ADHD hos kvinder samt lydfølsomhed og
lydfiltreringsvanskeligheder hos neurodivergente.
Se det fulde program og tilmeld dig her