Erfaringer med ICF på sociale tilbud i Region Hovedstaden

​​​I Den Sociale Virksomhed har ICF været brugt til udredning af borgernes funktionsevner og funktionsnedsættelser siden 2008. Det har givet et fagligt løft, men har krævet tid og ressourcer – især på at opnå kompetencer i skriftlighed. Og arbejdet med at omsætte viden fra ICF til den daglige praksis er fortsat et indsatsområde. 

I denne artikel tager vi et tilbageblik på ti års erfaringer med at bruge ICF-udredning på Region Hovedstadens sociale tilbud inden for handicapområdet. De sociale tilbud omfatter botilbud for voksne, specialtilbud for børn, specialskole og kommunikationscenter for borgere med funktionsnedsættelser, herunder borgere med nedsat kognitiv og kommunikativ funktionsevne. Vi inddrager resultater fra en evaluering, der blev gennemført i 2013 (Bonfils og Wind 2013, Wind og Bonfils 2014) og ser på erfaringerne frem til i dag. 

ICF-udredning – en kort forklaring 

WHO har udviklet ICF (International Classification of Functioning, Disability and Health) med det formål at skabe et klassifikationssystem og en begrebsramme til at beskrive borgerens funktionsevne og funktionsevnenedsættelse systematisk og detaljeret i et fælles og standardiseret sprog. I ICF beskrives det komplekse samspil mellem kroppens funktioner, herunder mentale funktioner og anatomi, personens aktivitet og deltagelsesmuligheder og den indflydelse, som omgivelsesmæssige og personlige faktorer har for en persons funktionsevne. ICF læner sig op ad en bio-psyko-social forståelsesramme, hvor sygdom og funktionsevne forstås som påvirket af en kombination af biologiske, psykologiske og sociale faktorer.  

Ud fra klassifikationen udarbejdes et kernesæt, som passer til borgerne på det enkelte sociale tilbud. Kernesættet danner udgangspunkt for det videre arbejde med mål og delmål, indsatser og dokumentation.
Når vi i artiklen anvender betegnelsen ’ICF-udredning’, mener vi anvendelsen af ICF-klassificeringen som et redskab til at strukturere en beskrivelse af borgerens funktionsevne. 

Voksenudredningsmetoden VUM bygger på tankegangen fra ICF. Mange kommuner anvender VUM i sagsbehandlingen af voksne handicappede og udsatte borgere.

Et tilbageblik på en læringsproces 

Da Region Hovedstadens Sociale Virksomhed tilbage i 2008 introducerede ICF på en række handicaptilbud, skete det som led i en kvalitetsudviklingsproces understøttet af et læringsforløb. Udviklingsprocessen blev iværksat og faciliteret af konsulenter fra Den Sociale Virksomheds administration, ledelsen af de sociale tilbud og en ekstern faglig konsulent og blev gradvist udvidet til flere tilbud. I 2013 anvendte ti sociale tilbud ICF som grundlag for en beskrivelse af borgernes funktionsevne. Udviklingsprocessen tog form af et læringsforløb, hvor medarbejdere fra de sociale tilbud gennemførte et intensivt uddannelses- og udviklingsforløb inden for et halvt til et helt år. Herefter blev der udviklet et ICF-udredningsskema (kernesæt) målrettet den pågældende brugergruppe i de enkelte tilbud, og medarbejderne påbegyndte en proces med at øve sig i at beskrive brugernes funktionsevne. 

I dag anvender 11 regionale sociale tilbud ICF-udredning med udgangspunkt i eget kernesæt og egen guide.

ICF har givet et fagligt løft og fælles viden

Erfaringerne med ICF-udredning er, at det har givet medarbejderne et fagligt løft. Det var allerede en konklusion i evalueringen i 2013. En målrettet brug af ICF giver en systematisk struktur og en fælles terminologi, og medarbejderne får herigennem et fælles sprog i deres kommunikation om brugernes ressourcer og begrænsninger. Ved at gennemføre konkrete observationer af brugernes adfærd i bestemte situationer nås frem til præcise beskrivelser af funktionsevnen. Og medarbejderne oplever, at de får mere fokus på brugernes potentialer og handlemuligheder. Den forbedrede kommunikation og forståelse for, hvad brugerne præcist kan deltage i, giver et godt grundlag for en bedre hverdag. Det betyder, at samarbejdet med brugerne bliver mere konstruktivt, og det medfører en bedre hverdag for brugerne. 

Det kommer blandt andet til udtryk i arbejdet med pædagogiske handleplaner og de mål, der bliver formuleret for indsatsen. Erfaringerne viser, at brugen af ICF-udredninger giver en øget opmærksomhed på, hvilke mål der er realistiske og mulige at arbejde med. 

Samtidig har den skriftlige overlevering betydet, at der oparbejdes en fælles viden i medarbejdergruppen til gavn for såvel borgerne som nye medarbejdere. Tidligere var der meget tavs viden, som ikke blev overleveret.

Paradigmeskift

For medarbejderne har det taget tid at få ICF ind under huden, og den første del af processen blev oplevet som intensiv og ressourcekrævende. Nogle tilbud har måttet starte forfra et par gange. Og i det hele taget har opgaven med at implementere ICF været større og sværere, end de fleste havde regnet med på forhånd, fordi det har krævet et paradigmeskift at gå fra ’hvad vi selv synes’ til at skulle indordne sig i en systematik.

De steder, hvor ICF i dag er bedst indarbejdet i dagligdagen, har det krævet en stor indsats at få struktur og faste rammer for arbejdet. Det har været helt afgørende at have en løbende fokuseret indsats og prioritering af ICF. Og generelt har tilbuddene brugt mange timer sammen med den eksterne faglige konsulent til for eksempel at udarbejde forklarende hjælpetekster til de enkelte klassifikationer og gennemgå kernesættet. 

På tilbuddene arbejder man fortsat med at lære, hvordan viden fra ICF-udredningen omsættes i den daglige praksis, herunder hvordan man dokumenterer mål, delmål og indsatser. 

Træning af skriftlighed

Beskrivelsen af borgerne og dokumentation af mål og indsatser handler i høj grad om skriftlighed. Og netop træning i skriftlighed er et af de områder af ICF, som tilbuddene har arbejdet meget grundigt med, og som fortsat fylder i dag. For mange ansatte har det krævet en stor indsats at lære at beskrive beboernes og brugeres funktionsevner og funktionsevnenedsættelser kort, præcist og fagligt. Det har krævet diskussioner om, hvad der kendetegner et neutralt sprog, og hvordan beskrivelserne skal fokusere på brugernes og beboernes kompetencer frem for, hvad de for eksempel får af hjælp. På den måde er ICF udredningerne med til at ændre medarbejdernes blik på beboerne ved at tænke i ressourcer, og hvad borgeren kan, og dermed hvordan den pædagogiske praksis kan understøtte det med en målrettet indsats.

En måde at træne skriftligheden på har været at udarbejde cases med udgangspunkt i beboerne, som medarbejderne har kunnet hente fraser fra. Og som dermed har fungeret som en slags skabeloner for måden at skrive på. Nogle tilbud har også i samarbejde med den eksterne faglige konsulent fået udarbejdet en guide, som kan hjælpe medarbejderne med at udfylde kernesættet.

Fordi mange faggrupper har udfordringer med at skrive, og fordi det kan være en svær disciplin at blive fortrolig med i ICF-arbejdet, har der også på tilbuddene været overvejelser om, hvilke faggrupper der skal omsætte dialogen om brugernes og borgernes funktionsevner og funktionsevnenedsættelser til skrift.  Fælles for tilbuddene er, at flere ansatte altid er involveret i beskrivelsen af beboeren. Det giver den nødvendige tværfaglige diskussion, som nuancerer blikket på beboeren, og som motiverer den enkelte medarbejder til at reflektere over egen faglighed.  

ICF og samarbejdet med kommunerne

Til at vurdere, hvad der er den rette hjælp til voksne handicappede og udsatte borgere, anvender kommunerne VUM, men metoden er ikke ligeså detaljeret som ICF til at beskrive borgerens funktionsevne og funktionsevnenedsættelse. Et tilbud peger på, at VUM fungerer fint som overordnet redskab til for eksempel en sagsfremstilling i forbindelse med en økonomisk bevilling, men at tilbuddet har brug for ICF-udredning til at gå nærmere ind i borgerens problematikker og til at få indsigt i borgerens egne ressourcer. 

De tilbud, som arbejder med ICF, udarbejder status på borgerne til kommunerne på baggrund af ICF-udredningen. Men det er meget forskelligt, om selve ICF-udredningen sendes til kommunerne. I evalueringen fra 2013 havde de kommunale sagsbehandlere positive vurderinger af ICF-dokumentets indhold, men mente, at formen på dokumentet var for langt eller ligefrem uoverskueligt. 

Nogle tilbud anvender det som hovedkilden i den skriftlige kommunikation med kommunen, andre opfatter det som et internt dokument. Et tilbud fremhæver, at ICF er et godt redskab i forbindelse med kommunernes øgede fokus på dokumentation. Her sender man ICF-udredningen til kommunen sammen med den individuelle plan og har fået stor ros for det. Og omvendt tager tilbuddet målene fra kommunernes handleplaner og fører ind i ICF’en.

Fokus fremover

ICF-udredning er kommet for at blive på det sociale område i Region Hovedstaden, fordi det øger kvaliteten af den pædagogiske indsats. For at understøtte tilbuddene vil administrationen i Den Sociale Virksomhed fortsat have fokus på, at ledelserne på tilbuddene løbende vedligeholder og prioritere ICF som en del af tilbuddenes faglighed. Samtidig er der fokus på at understøtte tilbuddene med kompetenceudvikling og erfaringsnetværk til både nye og rutinerede medarbejdere. 


Artiklen er skrevet af Inge Storgaard Bonfils, lektor, Ph.d. Institut for Socialt Arbejde, Københavns Professionshøjskole og Caroline Winkel, presseansvarlig chefkonsulent i Den Sociale Virksomhed. 


Redaktør