Eventyrligt sort teater på Jonstrupvang

​​Beboerne er i den grad i centrum, når der bliver spillet Sort teater på Jonstrupvang. De er med i alle forberedelserne og selvfølgelig i forestillingen, som i år bød på kendte karakterer fra de svenske børnebogsklassikere. 

Gennem mange år har Jonstrupvang arbejdet med Sort teater. Det er en teaterform, der giver en illusion af svævende genstande og personer på en sort scene, der ikke reflekterer lys. Ved at bruge ultraviolet lys fremhæves fluorescerende farver på genstande, kostumer og ansigter.  Årets forestilling på Jonstrupvang hed ’Eventyr i Sverige’ og var et glædeligt gensyn med Emil, Ronja, Pippi og Brødrene Løvehjerte fra Astrid Lindgrens børnebogsklassikere. 

Forestillingen undervejs i tre år

Jonstrupvangs teaterhold, som mødes hver torsdag, har de sidste tre år arbejdet med forestillingen. Det er et stort arbejde at skrive historien, finde musik og lyde, lave rekvisitter og sy kostumer til en forestilling, som varer 40 minutter. Scenen skal også bygges, der skal laves drejebog, og så skal der øves hver dag de sidste to uger op til premieren. ”Forinden har alt været prøvet af i et miniatureformat for løbende at vurdere og justere det visuelle udtryk”, fortæller Dorthe Wagner, der er værkstedmedhjælper i aktiviteten på Jonstrupvang. 

Beboerne fra teaterholdet er med i alle dele af forberedelserne. ”Der bliver diskuteret og argumenteret, og der er mange kompromiser, der skal indgås”, siger Dorthe Wagner. Beboerne spiller også alle rollerne i stykket, som vises ti gange. ”Vi har to hold beboere, som skiftes til at spille forestillingerne, som på flere spilledage tæller to,” fortæller Dorthe Wagner.

Premieren blev vist for beboere, brugere og ansatte på Jonstrupvang. Herefter har der blandt andre været gæster fra andre botilbud og skoler, ligesom en masse familie og venner af huset har set årets forestilling.  Allan Kadribasic spillede Emil i forestillingen og har været vildt begejstret for at spille over for især børn. ”Det var fantastisk,” siger han med et stort smil.


Inspiration fra Tjekkiet

Med årets forestilling er det 19. gang, at Jonstrupvangs beboere spiller Sort teater. Det var en tidligere ansat, som nu er pensioneret, der tilbage i 1995 fik begyndt traditionen efter at have set en forestilling i Prag, som er verdenskendt for netop Sort teater. 

”Jonstrupvangs forestillinger startede i det små og har siden udviklet sig,” fortæller Diana Hallkvist, der er omsorgsmedarbejder og har været med i mange år. For syv år siden var hun og personalet i aktiviteten i Prag for at se forestillinger og få inspiration. ”Efter at have arbejdet med Sort teater i en del år, ville vi gerne se, hvordan dem, der er mestre i det, gør det”. Personalet så fire forestillinger i Prag og fik også lov til at komme op på scenen. På turen fik de en række nye ideer til blandt andet materialer. 

”Før brugte vi kun pap og karton til rekvisitter, men i Prag fik vi øjnene op for nye teknikker som stof og skum,” fortæller Diana Hallkvist. Længden på forestillingen og mængden af rekvisitter er gennem årene blevet udviklet og forfinet. Og hvert gang vækker forestillingerne stor glæde hos såvel beboere, medarbejdere som gæster.



Redaktør