Flere blinde og svagtseende mennesker skal have gavn af Blinfo – en ny banebrydende app med ”talende skilte”

​PRESSEMEDDELELSE: Fagfolk, organisationer og virksomheder med interesse i tilgængelighed for synshandicappede mennesker samles onsdag d. 18. januar 2017 på Blindecenter Bredegaard, som sammen med Living IT Lab og Apple Danmark præsenterer Blinfo (www.blinfoapp.dk) og teknologiens nuværende og fremtidige muligheder. 

Selv for seende kan det være svært at finde rundt på hospitaler, i lufthavne og på togstationer. Forstil dig så at være blind eller svagtseende og skulle finde det rette venteværelse, den rigtige gate eller perronen hvorfra dit tog går. For mennesker med synshandicap er det nærmest umuligt at finde vej og modtage vigtig information uden hjælp fra andre.

"Formålet med eventen d. 18. januar er, at udbrede kendskabet til Blinfo og sammen med fagfolk, organisationer og virksomheder at komme med idéer til, hvor og hvordan teknologien også kan anvendes i samfundet," fortæller Kasper Nizam, leder af Living IT Lab, som har opfundet Blinfo. "Interessen for Blinfo er i forvejen stor, og eventen er en mulighed for interesserede at mødes og lære mere, så endnu flere synshan-dicappede kan bruge Blinfo appen og blive mere selvhjulpne og trygge, når de færdes".

Selvstændighed og tryghed for blinde og svagtseende mennesker

Blinfo er en iPhone app, der automatisk giver personer med synshandicap information og guidning i bygninger og byrum, hvor der er opsat beacons (Bluetooth sendere), som aktiverer appen på bestemte steder og tidspunkter. Brugeren modtager tekstbeskeder, som læses højt af en VoiceOver–funktion. På den måde får man let information om det, som seende ser, og som blinde eller svagtseende normalt skal bede om hjælp til at "se". Det kan være dagsaktuelle informationer og informationer om indretningen af steder, bygninger, hvor der er indgange, trapper, toiletter mv., som blinde og svagtseende med Blinfo kan modtage uden at skulle spørge.

Når en person har downloadet Blinfo, vil appen automatisk give personen information i og omkring alle de bygninger, som personen besøger, hvor Blinfo-løsningen er sat op med beacons. Når en person kommer i nærheden af et beacon, henter appen automatisk de specifikke meddelelse knyttet til det pågældende beacon, og personen får informationen læst op med VoiceOver på iPhonen. Bygningsansvarlige har via Blinfos hjemmeside en konto, hvor de logger ind og udformer Blinfo-beskeder til bygningens beacons.

Blindecenter Bredegaard har i foråret 2016, som det første botilbud til blinde og svagsynede i verden, integreret Blinfo-løsningen i hverdagen. Blinfo på Blindecenter Bredegaard er udviklet af Living IT Lab og optimeret og implementeret i tæt samarbejde medarbejdere og superbrugere.

"Vores foreløbige erfaringer er meget positive. Tilbagemeldingerne fra brugerne af Blinfo er, at de nu er mindre afhængige af personalet og kan færdes mere selvstændigt og trygt på vores store område. De modtager fx information om, hvem der kommer på arbejde, hvad menuen står på den pågældende dag, om der er vejarbejde på vej op til byen, og om hvad der ellers er i omgivelserne, siger Frank Hedegaard, forstander på Blindecenter Bredegaard".

Workshops, guidede "Blinfo-ture" og Apples tilgængelighedsfunktioner

Programmet for eventen d. 18. januar er tilrettelagt med en blanding af oplæg og workshops. Deltagerne vil lære mere om Blinfo og teknologiens anvendelsesmuligheder. På workshoppen er der mulighed for at give kreative indspark og komme med idéer til, hvordan Blinfo kan udbredes og anvendes i fremtiden. Derudover vil medlemmer af superbrugergruppen, borgere fra Blindecenter Bredegaard, give guidede Blinfo-ture på området og vise, hvordan teknologien bruges i praksis.

"Vi kommer også til at sætte fokus på brugerinddragelse, og hvordan det skaber værdi for et innovationsprojekt, at man tidligt i processen involverer de mennesker, som teknologien er tiltænkt – som det i udpræget grad er tilfældet på Blindecenter Bredegaard," siger Kasper Nizam. "Det er uden tvivl det vigtigste parameter for succesen på Blindecenter Bredegaard, at vi dels har udviklet en løsning, der opfylder de specifikke behov, brugerne har, og dels at vi har en gruppe stærke ambassadører, der kan og vil lære fra sig," supplerer Frank Hedegaard.

Apple er anerkendt som markedsførende inden for brugervenlighed. Tilgængelighedsfunktioner som fx VoiceOver og Siri er integrerede i produkter som IPhone, IPad og Macbook, som dermed bliver håndterbare for mennesker med forskellige handicap – ikke kun blinde og svagseende. Henrik Rylle fra Apple Danmark gæster eventen og vil præsentere nyt om de indbyggede funktioner for tilgængelighed til gavn for brugere med forskellige handicap.

Fakta

Eventen finder sted onsdag d. 18. januar 2017 kl. 11:00-15:00 på Blindecenter Bredegaard.

Inviterede er synskonsulenter og mobilityinstruktører, ledere på synsområdet og handicapområdet, fagfolk og ledere i kommunikationscentre, brugerforeninger og organisationer på handicapområdet samt uddannelsessteder og arbejdspladser med personer med synshandicap.

Blindecenter Bredegaard er et botilbud for blinde og svagtseende voksne mennesker med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne herunder også mennesker med erhvervet eller medfødt døvblindhed. www.blindecenterbredegaard.dk

Blinfo er udviklet af Living IT Lab i samarbejde med Instituttet for Blinde og Svagsynede og Dansk Blindesamfund. Se mere om Blinfo her: www.blinfoapp.dk


For mere information kontakt

Kasper Nizam, leder af Living IT Lab, tlf.: 29 91 90 33

Frank Hedegaard, forstander på Blindecenter Bredegaard, tlf.: 23 44 14 16

Maria Kümmel Nielsen, kommunikationsmedarbejder på Blindecenter Bredegaard, tlf.: 29 38 14 80


Redaktør