Inddragelse af det omgivende samfund i indsatsen for kriseramte borgere

​På Svendebjerggård har personalet siden efteråret 2016 arbejdet på en ny måde, der giver bedre muligheder for en sammenhængende indsats for beboerne og en større orientering mod det omgivende samfund. Det betyder blandt andet, at det pædagogiske personale ikke længere arbejder i weekenderne. 

​​Fie Bøgelund Hansen er socialrådgiver og Randi Ringgaard Christoffersen er socialpædagog på Svendebjerggård

For snart et år siden tiltrådte Lise Jordahn som ny forstander på Svendebjerggård, der tilbyder midlertidig husly og rådgivning til kvinder og mænd og medfølgende børn, der er hjemløse på grund af en akut social situation, eller har været udsat for vold eller trusler om vold. Den nye forstander hæftede sig som noget af det første ved, hvor lukket Svendebjerggård var for omverden. Beboerne levede så at sige en meget beskyttet tilværelse væk fra det omgivende samfund.

”På den ene side giver det en beskyttelse fra det omgivende samfund, som kan være nødvendig, hvis man er truet eller voldsramt,” siger forstander Lise Jordahn. ”På den anden side isolerer man sig og lever et parallelt liv. Og det kan for nogen blive en bekvem løsning, som blokerer for, at de kommer tilbage og får et velfungerende liv i samfundet, som jo er det overordnede formål. Så bliver det selvforstærkende at være i et beskyttet miljø.”

På Svendebjerggård får beboerne midlertidigt husly, sikkerhed, rådgivning og omsorg, men der er ingen obligatoriske beskæftigelsesaktiviteter. Det er derfor op til beboerne at strukturere dagligdagen og passe deres forpligtelser som eksempelvis arbejde, uddannelse eller aftaler med kommunen. Hvis man vil, kan man i princippet tilbringe hele dagen på sit værelse. Og bor der mange beboere, som ikke skal på arbejde eller op og have børn i skole, kan nogle få vendt fuldstændig om på døgnrytmen. 

”Det kan gøre det endnu sværere at holde sine aftaler med fx kommunen og betyde, at de bliver sanktioneret. Og det går selvfølgelig ikke,” siger Lise Jordahn. ”Vi skal støtte borgerne i at have en døgnrytme, så de kan leve op til deres aftaler og få en dagligdag, der følger samfundets.”

Pilotprojekt med nye arbejdstider for det pædagogiske personale

En række episoder bekræftede Lise Jordahn i, at Svendebjerggård med fordel kunne åbnes noget mere mod det omgivende samfund. Men hvordan gør man lige det, spurgte forstanderen sig selv.  

”Vi begyndte at undersøge, hvad det betyder for sådan et sted som Svendebjerggård, at pædagogerne arbejder i weekender, hverdage og om aftenen. Det giver rigtig mange afbrydelser i det pædagogiske arbejde med beboeren,” forklarer Lise Jordahn. ”Hvis man har været på arbejde i weekenden, skal man jo have fri på andre tidspunkter. Og i den efterfølgende uge kommer der så vikarer ind, eller medarbejdere, som ikke har fat i borgernes opholdsplaner eller ikke følger tæt op i forhold til jobcentret for eksempel. Så bliver den vigtige kontinuerlige indsats sat på standby.” 

Lise Jordahn så derfor en mulighed i at iværksætte et pilotprojekt, hvor pædagogerne kun arbejder i hverdagene og ikke i weekenderne, hvor langt de fleste samarbejdsparter holder fri. Projektet blev sat i gang i november 2016 og skal indtil videre køre frem til september 2017. Svendebjerggårds otte pædagoger har siden november arbejdet fast fra mandag til fredag i to team af fire pædagoger.

”Det betyder, at der nu er forskel på hverdage og weekender,” forklarer Lise Jordahn. ”I dag- og aftentimerne i weekenderne bruger vi tilsynsførende – typisk psykolog- og socialrådgiverstuderende – som er her for at skabe sikkerhed, tryghed og hjælp til enkelte praktiske ting. Måske også en kortere omsorgssamtale. I weekenderne er der kun hjælp til det allermest nødvendige, hvorimod beboeren i hverdagene arbejder målrettet med sin opholdsplan og med at få forbedret sin situation. Og med hjælp og støtte fra et fast team af medarbejdere.”

Såvel nysgerrighed som skepsis

Fie Bøgelund Hansen og Randi Ringgaard Christoffersen er henholdsvis socialrådgiver og socialpædagog på Svendebjerggård. Som socialrådgiver har Fie Bøgelund Hansen altid været en del af ’hverdagspersonalet’, hvorimod Randi Ringgaard Christoffersen sammen med de øvrige socialpædagoger har fået nye arbejdstider uden weekendvagter. Blandt pædagogerne blev planen modtaget med både skepsis og nysgerrighed. 

”Gruppen var delt,” fortæller Randi Ringgaard Christoffersen. ”Der var både dem, der var spændte og syntes, at det lød interessant. Og dem, der var mere skeptiske og tænkte, hvordan kommer det til at fungere uden os i weekenderne. Og på det personlige plan var der nogen, der var kede af at skulle af med fleksibiliteten og fridage i hverdagene. Men det var klart min oplevelse, at nysgerrigheden fyldte mere end skepsissen. Og vores forstander gjorde meget ud af at tale om vigtigheden i at arbejde med beboerne og deres problemer i hverdagen og ikke i weekenderne. At beboerne også skal kunne holde fri. Det kunne vi sagtens se pointen i.” 

Fokus på kerneopgaven

En stor del af det pædagogiske personale har haft den opfattelse, at deres styrke lå i det mere uformelle relationsarbejde. Og at weekenderne gav bedre vilkår for det, fordi de her kunne foretage sig andre aktiviteter med beboerne. I forbindelse med omlægningen af arbejdstiden har der derfor ligget en opgave i at arbejde med, hvad der er den bærende i relationen mellem medarbejder og borger. ”Fokus på kerneopgaven hjælper på forståelsen af, hvad relationsarbejdet er,” fortæller Lise Jordahn og uddyber:

”Det har været vigtigt at få flyttet blikket over mod kerneopgaven, og hvordan vi hjælper vores borgere bedst. Det handler meget om at gøre dem selvhjulpne, og det er primært igennem selvforsørgelse. I arbejdet skal vi fokusere på rehabilitering i stedet for ’bare’ at have en rar weekend. Hvis en borger har det svært med en ustruktureret weekend, må vi i hverdagene arbejde med, hvordan weekenden så bliver mere struktureret. Vi må i samarbejde med borgeren tage fat på problemet, før det bliver weekend, og få lagt en plan. Det er meget mere hjælp til selvhjælp.”

For pædagogerne har den tilgang givet dem et andet blik på, hvordan det skal være at være beboer på Svendebjerggård:  

”Tidligere gik vi meget op i, at der skulle ske noget spændende i weekenden. Nu ser vi anderledes på det. I stedet for, at beboerne bruger deres energi her på stedet, skal de have energi til at gå ud i samfundet og være sammen med fx veninder og familie. Vi skal på alle mulige måder støtte dem i at være en del af samfundet,” siger Randi Ringgaard Christofferen.

I arbejdet med i højere grad at samarbejde med det omgivende samfund har Svendebjerggård også haft besøg af eksempelvis Væksthuset, som laver håndholdte beskæftigelsestilbud. ”Vi skal sikre, at beboerne får tilbud, der styrker dem i deres hverdagsliv. Det er sådan, vi støtter dem bedst,” forklarer Lise Jordahn.  Jobcentret, gældsrådgivningen og distriktspsykiatrien er andre vigtige samarbejdsparter i den kontinuere målrettede indsats for beboerne. 

Bedre mulighed for en sammenhængende indsats

Ud over øget fokus på rehabilitering og en hverdag, der er aktiv og orienteret mod omverden, har omlægningen af pædagogernes arbejdstid også givet bedre forudsætninger for samarbejdet personalet imellem. 

”Før kunne det fx være rigtig bøvlet at planlægge et samarbejdsmøde med kommunen, hvor min pædagogkollega også skulle med. Det er helt anderledes nemt nu. Det er skønt at have mine kolleger i hverdagen. Før var der også stor risiko for parallelindsatser,” siger Fie Bøgelund Hansen og fortsætter: ”Samtidig giver det også en anden fællesskabsfølelse, at vi er sammen om borgerne. Og hvis jeg har brug for sparring, så ved jeg, at Randi kommer i morgen og ikke har fri på grund af weekendvagt. Det giver så meget mening at arbejde på den her måde”. 

De nye rammer for samarbejdet giver også mulighed for klarere aftaler og en tydelighed af den enkeltes profession.    

”I takt med at vi arbejder mere sammen, er det også blevet tydeligere, hvad vi hver især gør. Og der er klarere aftaler på, hvad vi hver især tager os af, og at vi gør det i kraft af vores profession. Inden for det seneste år er der sket en professionalisering, og det giver større arbejdsglæde. Tidligere var det meget egen praksis,” siger Randi Ringgaard Christoffersen

Der er også forhold ved beboerne, som er blevet tydeligere for pædagogerne, efter at de er begyndt at have en fast daglig gang i hverdagene. 
”Vi har altid nogle beboere, som har meget svært ved at stå op om morgenen. Det er blevet meget synligt for os pædagoger, fordi vi møder ind hver morgen. Så ser vi det meget tydeligt, og så kan vi lave en mere målrettet indsats hver eneste dag for at få ændret på, at beboer fx lever om natten. Det er blevet lettere at se, hvad det er for borgere, vi har med at gøre. Det kommer lidt bag på mig,” siger Randi Ringgaard Christoffersen.

Udfordringer og bekymringer ved den nye måde at arbejde på

Weekendpersonalet har ikke pædagogerne at læne sig op ad længere, og det gav især i starten af projektet en vis bekymring hos det faste personale. Samtidig stiller det store krav til den skriftlige overlevering.
 
”Det, jeg var bekymret for i forhold til weekendpersonalet, og som der stadig er en faldgrube i, er, når vi får en borger ind i weekenden – fx en mor i dyb krise, som har været udsat for vold og som måske har børn med – hvordan får vi grebet hende hos os i det faste hverdagspersonale? Eller hvis hun fx kommer ind en torsdag, så stopper hendes krise jo ikke, fordi det bliver lørdag. Der sker en overlevering i journalsystemet, men der kan være nuancer, som er svære at få beskrevet og overleveret udelukkende på skrift og som er nemmere at formidle, når man som kolleger sidder over for hinanden,” siger Fie Bøgelund Hansen og fortsætter: ”Med tiden har jeg fået et større kendskab til weekendpersonalet, fordi de har haft nogle vagter i hverdagene. Det er nogle gode kolleger, men jeg synes stadig, at det kan være sårbart, fordi der kun er en på arbejde. Men jeg har en tro på, at det nok skal gå, fordi weekendpersonalet også er fast.” 

At det kræver tillid til weekendpersonalet kan Randi Ringgaard Christoffersen godt genkende: ”Det kan jeg også mærke for pædagogernes vedkommende, men vi har nogle dygtige kolleger – også i weekenderne. Vi har stor tillid til dem. Og når vi møder mandag morgen, kan vi læse i døgnrapporten, at de tager hånd om tingene på en meget fin måde. Og så er det vores opgave at følge op på det og binde trådene sammen. Men vi skal udvikle på skriftligheden, og hvordan kan vi få et større fællesskab om det.”

Løbende evaluering

Den nye måde at arbejde på bliver løbende evalueret. Hver tredje uge er der fælles refleksion i personalegruppen, hvor det bliver diskuteret, hvad man oplever, at man selv gør anderledes, hvad man ser sine kolleger gøre anderledes, hvad man har oplevet anderledes i det tværfaglige samarbejde, og hvad man ser beboerne gøre anderledes. Alt sammen bliver noteret i en slags logbog, og i efteråret 2017 bliver det så på baggrund af evalueringen besluttet, om den nye hverdag på Svendebjerggård skal være permanent.

​Svendebjerggård er et selvejende tilbud under Frelsens Hær, som har driftsoverenskomst med Region Hovedstaden. Botilbudet drives efter §109 og §110 i Serviceloven og er derfor både krisecenter og forsorgshjem. Der er plads til 29 voksne og deres eventuelle børn.


Redaktør