Leder - på trods

​​Portræt: Forstander på Solgaven Jette Mathiasen går den 1. april 2017 på pension efter mangeårig ledelse inden for ældreplejen. Jette Mathiasen havde egentlig valgt ledelse fra og har fra barns ben gået op imod autoriteter. 

​Jette Mathiasen er uddannet sygeplejerske i 1979. Men før eksamensbeviset var i hus, havde hun startet på sygeplejeskolen ad to omgange. Hun hoppede nemlig fra under det, der dengang hed 'forskolen', og som var den teoretiske del, inden man blev sendt ud i klinikken. Jette stoppede, fordi skolens forstander dumpede alle eleverne, efter elevforeningen havde indført et nummersystem, som anonymiserede elevernes afleveringer – i lighed med universiteternes.

"Jeg var aktiv i elevforeningen, og da nogle af de studerende var utrygge ved lærerne, fordi de ikke kunne med dem, indførte vi nummersystemet til eksamen. Det faldt ikke i god jord, og forstanderen dumpede alle, der ikke efterfølgende ville skrive navn på opgaverne," fortæller Jette Mathiasen. "Jeg tænkte, at her kunne jeg ikke holde ud at gå i tre år, når de ikke ville behandle os som voksne mennesker. Vi var fem, der holdt op i protest."

Jeg tænkte, at her kunne jeg ikke holde ud at gå i tre år, når de ikke ville behandle os som voksne mennesker


Jette Mathiasen havde en grundlæggende interesse i at gøre noget for dem, der var dårlige stillet og gerne inden for det psykiatriske område. "Jeg tænkte, at jeg også kunne gøre det som plejer og arbejdede derfor to år som ufaglært sygehjælper, efter jeg var holdt op på sygeplejeskolen."

Men Jette ville alligevel gerne være sygeplejerske. Inden hun begyndte på den nyåbnede sygeplejeskole på det endnu ikke færdige Herlev Hospital, havde hun været omkring Bispebjerg. "Men her var beskeden fra forstanderen: Hvis De ikke kan indordne dem under forholdene på sygeplejeskolen på Hvidovre Hospital, så vil De heller ikke kunne indordne dem her hos os," fortæller Jette.  

Oprøret i barndommen
Jette Mathiasens indre rebel blev vagt til live i folkeskolen i Mørkhøj lidt uden for København, hvor Jette er vokset op. "Mine forældre var stok konservative, og min storebror gik da også på den konservative skole i Mørkhøj. Men jeg kom på Enghavegårdskolen, som viste sig at være ræverød." Og det fik stor betydning for Jettes personlige udvikling og sit antiautoritære syn.

"Det var en fed skole, fordi der var meget stor elevindflydelse. Vi var selv med til at planlægge, hvordan vi skulle lære ting". Jettes klasselærer brugte biblioteket meget, hvilket ikke var så almindeligt på daværende tidspunkt, og var i det hele taget på forkant med gruppearbejde og medindflydelse. Eleverne blev skolet i at have en mening om tingene og skulle argumentere, hvis de var imod noget. "Det min lærer sagde, tog jeg med hjem og fik en fed diskussion ud af. Og omvendt. Jeg takker min lærer Robert Ellebæk for at være så progressiv i sin undervisning. At det ikke var udenadslære, men at det skulle give mening. Og at man skulle lære at argumentere. Det er nemt nok at brokke sig og kritisere, hvis man ikke kommer med forslag til ændringer," siger Jette Mathiasen.

Nej tak til hierarkiet på sygehusene
Undervejs i sygeplejerskeuddannelsen oplevede Jette Mathiasen hierarkiet på sygehusene og blev mere og mere bekræftet i, at hendes arbejdsliv skulle ligge uden for hospitalerne. "Hierarkierne på sygehusene lå mig så fjernt. Tåbelige afdelingssygeplejersker, der altid sad i møde, og som overhovedet ikke vidste, hvad der foregik. Jeg så, hvor håbløst det var inden for min egen faggruppe med hierarkisystemer og blev overbevist om, at jeg var nødt til at beskæftige mig med mit eget fag." 

Hierarkierne på sygehusene lå mig så fjernt


Som færdiguddannet fik Jette job i psykiatrien – på Nordvang. Hun ville gerne have været til Grønland, for netop muligheden for at rejse med sit fag var en sekundær grund til, at Jette Mathiasen valgte sygeplejen. Men en graviditet satte en stopper for udenlandstrangen. Hun blev i stedet glad for sit job på Vestegnen, ikke mindst fordi der ikke blev gjort forskel på folk. "Nordvang var et spændende sted, hvor der var en rigtig god ledende overlæge. Vi var alle lige, selvfølgelig med forskellige kompetencer."

For ikke at afgrænse sig for tidligt søgte Jette efter et par år på Nordvang til barselsgangen på Frederiksberg Hospital. Her kunne hun kunne bruge noget af sin erfaring fra psykiatrien, hvor hun blandt andet havde taget sig af kvinder med fødselspsykoser. Samtidig flyttede hun og sin lille familie, som nu bestod af mand og søn, til Ballerup. Begge forældre arbejdede i treholdsskift, men for at få hverdagen til at hænge sammen søgte Jette en dagvagtstilling på et mindre plejehjem i Smørumnedre. Det blev dog et meget kort bekendtskab. "Forstanderen og personalet sov til middag samtidig med beboerne. Der foregik intet! Jeg mistrives og rejste efter et halvt år," fortæller Jette.

Første lederjob                   
Plejehjemmet Bystævneparken i Husum blev Jette Mathiasens næste arbejdsplads og nu som afdelingssygeplejerske. Efter et par år tog hun i 1985 en lederuddannelse på sygeplejehøjskolen og blev kort efter bedt om at være med til at opbygge Vigerslev plejehjem i Valby. "Det var spændende. Der skulle ansættes tre afdelingssygeplejesker og en forstander. Og der var ikke noget 'vi plejer', når man starter noget helt nyt."

I 1988 opstod så muligheden, som Jette havde ventet på. Jettes forældre havde sommerhus i det gamle fiskerleje Kikhavn ved Hundested, og hun havde altid haft en drøm om at flytte derop. Så da Jette fik den ledige forstanderstilling på Halsnæs plejehjem, flyttede hun op i sine forældres sommerhus, indtil hun købte rækkehus i Lynæs ved Hundested, hvor hun bor i dag. "Jeg trivedes godt i forstanderjobbet og havde jobbet et par år, indtil jeg i 1991 var med til at integrere stedet med et lille plejehjem i byen og hjemmeplejen til det, der kom til at hedde Halsnæscentret." Jette fungerede som souschef og udviklingssygeplejerske i det nye sundhedscenter og var med til at etablere afdelinger for hjemme- og døgnsygepleje. Samtidig var hun ansvarlig for at indføre en integreret ordning for SOSU-uddannelserne i Hundested Kommune.

Uddannelse og udvikling som karrierevej
Udviklingsarbejdet trak i Jette, og hun søgte derfor i 1995 en stilling som udviklingskonsulent og praktikkoordinator i Social- og Psykiatriforvaltningen i daværende Frederiksborg Amt. "Jeg havde undervist lidt og kunne lide det. Og så gad jeg ikke sidde med personaleproblemer," siger Jette, som var i amtet i otte år fast besluttet på, at uddannelse og udvikling skulle være karrierevejen fremover. Hendes primære opgaver omfattede vejledning, supervision, praktikvejlederkurser og også undervisning på Hillerød Pædagogseminarium. Men tiden i amtet blev undervejs afbrudt af et halvt års udlån som forstander på det socialpsykiatriske Nivågård Hospital (nu kaldet Johannes Hages Hus) og et år som daglig leder af en institution under daværende Svaneparken – en anden af amtets institutioner, der kørte meget dårligt og som skulle flytte til et andet sted. "Jeg arbejdede i døgndrift og havde jo egentlig besluttet, at jeg ikke ville være leder mere. Men jeg havde erfaring fra psykiatrien, og de stod og manglede en, der kunne hjælpe med at flytte institutionen og få den rette spor."

Tilbage i amtet fortsatte Jette i uddannelses- og udviklingsporet og tog en toårig faglig vejlederuddannelse fra Dispuk og en etårig uddannelse som uddannelseskoordinator fra RUC. Men der var noget, der gav skår i arbejdsglæden, og som vagte dårlige associationer til hierarkierne på sygehusene. "Jeg oplevede nogle kolleger, om end få, som havde en tendens til at føle sig finere end andre, og som også var sådan, når de var på institutionsbesøg. Det havde jeg det skidt med. Jeg har jo altid haft det svært med autoriteter. Kontrol kan man gøre på mange måder. Man bør have sat sig ind i, hvad der sker på institutionen og ikke spille bedrevidende. Man må lytte, spørge ind, være interesseret. Som man siger: Hvis man leder efter fejl, brug kikkert, ikke spejl," siger Jette Mathiasen.

Jeg kunne jo bruge alt det, jeg havde lært og være med til at udvikle stedet


Så da Kirsten Lisberg, daværende leder på Solgaven, et års tid før hun skulle på efterløn spurgte Jette, om det ikke var noget for hende at kommer derud, tyggede Jette lidt på det. "Jeg kunne jo bruge alt det, jeg havde lært og være med til at udvikle stedet". Jette kendte en del til Solgaven, som hørte under forvaltningen i amtet.

Høj livskvalitet trods synshandicap
Jette Mathiasen endte med at søge stillingen som forstander og kom til Solgaven i 2003. Som det første indførte Jette en flad organisationsstruktur med en forstander og tre afdelingsledere. "Da jeg kom, var der syv ledere. Der var for mange høvdinge. Og jeg ville have nogle flere indianere. Der var ligesom en usynlig streg ned gennem Solgaven. En afdeling A og en afdeling D. Og man hjalp ikke hinanden. Stedet var præget af 'rundepleje' og hver afdeling passede sit. Og der var en sygeplejerske på hver afdeling. Det kunne jeg ikke se nogen grund til. Mit mål var, at lige meget, hvor man boede, skulle beboeren holde sig mentalt, fysisk, socialt og manuelt i gang trods synshandicappet. Og det skulle ikke være afhængigt af, hvilken afdeling man boede på."

Det tog nogle år at ændre kulturen i huset og gennemføre, hvad de kaldte projekt 'Et hus'. Nogle skulle holde op, og der skulle bygges om, så personalet var placeret midt i huset, hvor de åbnede dørene og hjalp hinanden. "Spisestuen og køkkenet er også blevet bygget ud i min tid. Tidligere var det sådan, at når du overtog en bolig, 'overtog' du også en stol i spisestuen. Nu kan man sætte sig, hvor man vil, med hvem man vil. Der var nogle normer, som var meget svære at bryde ud af for beboerne. Kunne man tillade sig at sætte sig et andet sted med nogle andre? Nu er der flere pladser i spisestuen og en længere åbningstid fra 12-13.15. Du kan komme 13.05 og få samme friske mad. Tidligere var der 'fordringstid' på faste tidspunkter. Som beboer skulle du være sulten til to retters mad kl. 12," siger Jette.

Gennem hele Jettes Mathiasens tid som forstander på Solgaven er alle aktiviteter og initiativer gennemsyret af en grundfilosofi om, at selv om man er blevet gammel og har fået et synshandicap, skal man have høj livskvalitet. Samtidig har det ligget Jette meget på sinde at afstemme forventningerne hos kommende beboere og deres pårørende. Derfor har hun altid prioriteret at tage på hjemmebesøg hos borgere, der har fået betalingstilsagn fra kommunen. "Jeg prøver at forberede dem og siger altid, at de kan komme på besøg på Solgaven, inden de beslutter sig. Og jeg er meget åben om, at vi prøver beboerne af, når de kommer, for at se om der er nogle færdigheder, der kan genopfriskes. Når folk kommer her, kan nogle blive mere selvstændige igen, fordi de bliver guidet. Jeg taler med kommende beboere om, at hvis de kun vil være på værelset eller i sengen, så kan de være et hvilket som helst sted. Så profiterer de ikke af de muligheder, der er på Solgaven."  

Må gerne forstyrres
I det hele taget handler det om at komme hinanden ved på Solgaven. Og på døren til forstanderkontoret hænger et skilt med teksten 'Må gerne forstyrres'. Over for personalet har Jette Mathiasen gjort meget ud af at være en tilgængelig og synlig leder. Og også en leder, som man ved, hvor man har. "Det har altid været vigtigt for mig at komme meget rundt i huset. Samtidig har jeg altid sagt min mening. Og har selvfølgelig også fået på puklen for det indimellem. Men folk ved, hvor de har mig. De kan se, når jeg er glad eller træt. Jeg er som en åben bog."

Folk ved, hvor de har mig. De kan se, når jeg er glad eller træt. Jeg er som en åben bog


På spørgsmålet om, hvad der har været det bedste ved at være på Solgaven, svarer Jette: "At personalet vil Solgaven. Der vil altid være brodne kar, dem har vi skilt os af med. Der er en helt særlig stemning her – som er præget af en kombination af hjemlighed og faglig stolthed – og den er jeg stolt af."

Sol uden for Solgaven
Jette Mathiasen har sidste arbejdsdag den 31. marts 2017. Og selv om hun har brændt for sit arbejde, glæder hun sig også til at holde op. "Jeg har altid holdt meget af mit arbejde. Jeg går op i det, og det er blevet en stor del af mit liv. Men jeg har aldrig levet for mit arbejde, og derfor glæder jeg mig også til at skulle noget andet," siger Jette, der har planer om at lære spansk og lære at spille golf. Begge dele noget hun kan praktisere de tre-fire måneder om året, hvor hun vil opholde sig på Lanzarote, som hun kender så godt. "Jeg er kommet meget på Lanzarote. To gange en uge om året i mange år og har været rundt på hele øen og ved, hvor der er godt. Jeg har brugt øen til at lade op; svømme, læse og nydt ikke at skulle beslutte andet end, om jeg selv skulle lave mad eller gå ud at spise."

Fremtidens beslutninger på botilbuddet og dagcenteret, bliver snart taget af nogle andre end Jette Mathiasen, som fremover vil være at finde i solen, men uden for Solgaven.

Om Solgaven

  • Selvejende botilbud og dagcenter for bline og svagsynede ældre
  • 66 døgnpladser, heraf en aflastningsplads
  • 20 dagspladser
  • Cirka 120 ansatte (89 årsværk)


Redaktør