Line Ebbesen Andersen ny forstander på Lyngdal

​Line Ebbesen Andersen kan nu stryge ’konstitueret’ fra sin titel og fokusere på den langsigtede udvikling af Lyngdal. Inspiration fra de andre tilbud i Den Sociale Virksomhed er ifølge den nye forstander en god hjælp, når man skal indsamle inspiration til at udvikle sig som tilbud.

Line Ebbesen Andersen er netop fyldt 40. I 2004 blev hun uddannet pædagog på Jægerspris Seminarium. Oprindeligt forestillede Line sig dog, at hun skulle beskæftige sig med salg af ejendom eller som bankrådgiver.

- Inden jeg kom på seminariet, gik jeg på handelsskolen, jeg havde en ide om, at jeg skulle være ejendomsmægler eller gå bankvejen. Jeg har altid været glad for matematik, erhvervsøkonomi og afsætning og haft nemt ved det, fortæller Line Ebbesen Andersen.

Men en dannelsesrejse til Asien og USA ændrede på uddannelsesplanerne.
- En veninde og jeg blev enige om at tage på jordomrejse i syv måneder. Og så skulle der jo tjenes nogle penge. I den forbindelse fik jeg vikarbejde på Åbjerggård (afdeling under 3Kløveren, red.), på en skole i Frederikssund og på et privat bosted for tvangsfjernede børn. Og det var simpelthen så inspirerende, sjovt og givende på en helt anden måde end tal, diagrammer og kursberegning, som jeg ellers troede, jeg skulle arbejde med.

På jordomrejsen tog Line og hendes veninde frivilligt arbejde på blandt andet et børnehjem i Thailand.

- Det blev en vigtig dannelsesrejse. Forud havde vi gjort os forestillinger om, at vi skulle svømme med delfiner, springe bungy-jump, rafting og gå på gletchere, men så møder man andre mennesker og kulturer, og verden åbner sig op foran en, hvis man tillader det. Så vi arbejdede ind imellem frivilligt på børnehjem og samlede plastik på strandene, dog fortsat med masser af tid til oplevelser. Da vi kom hjem, søgte jeg ind på pædagogstudiet og min veninde på lærerstudiet. Turen havde ligesom understreget, hvor fantastisk og givende det relationelle og menneskelige aspekt er. 

Tilknytning til Lyngdal allerede under uddannelsen

På pædagoguddannelsen blev Lines interesse for specialområdet styrket, da hun var i praktik på et bosted for handicappede i Frederikssund og på Lyngdal. 

- Mange af mine medstuderende foretrak normalområdet, og det passede mig rigtig godt, for så fik jeg mulighed for at få endnu mere kendskab til specialområdet. Det kræver stor tålmodighed og viden om sig selv, når man arbejder på specialområdet, man mærker hurtigt, om det er det rigtige. Og det var det for mig. Med den målgruppe, der er her på Lyngdal, hvor de udviklingsmæssigt ligger meget lavt, er det meget begrænset, hvad man får igen i form af kram, smil eller kommunikation. Og derfor er det ekstra vigtigt, at man forstår, hvorfor man gør det, man gør, og hvad forskellen er, hvis man ikke gør det. Hvis ikke man forstå marginalerne eller mærker dem, brænder man ud og føler sig frustreret, siger Line, som fortsatte som vikar på Lyngdal, mens hun læste og var så heldig, at der var en ledig stilling, da hun var færdiguddannet. 

Line Ebbesen Andersen har været på Lyngdal lige siden. Først som pædagog frem til 2009. Herefter som tovholder og siden teamleder frem til 2011, hvor Lyngdal flyttede fra Ølstykke til Birkerød. I Birkerød blev Line afdelingsleder med stedfortrædende funktion for den daværende forstander. Og i 2017 blev hun konstitueret i stillingen som forstander. Hun kender derfor botilbuddet særdeles godt.

- Styrken ved, at jeg – nu som forstander – har haft min gang her på Lyngdal i så mange år, er helt klart, at jeg kender beboergruppen så godt, som jeg gør. Jeg selv har vasket dem, selv har kørt bussen til ridning, selv har trykket på alarmen, når det var nødvendigt. Jeg oplever, at det understøtter respekten fra medarbejderne. At jeg ved, hvad de taler om, for jeg har selv været der engang.

Fokus fremover

Den store styrke i selv at have været praksisnær, skal dog udfordres i den nye rolle som forstander.

- Øvelsen bliver nu at lære at give slip og give plads til, at andre kan tage mere over, så jeg kan fokusere på de overordnede og langsigtede strategier og mål. Det er det step, jeg står på lige nu, hvor jeg ikke længere er konstitueret.

Hvordan man gør det, handler ifølge Line Ebbesen Andersen om at være meget opmærksom på egne vaner og rutiner og om en balancegang i forhold til, hvad man gerne vil levere og sætte i gang.

- Jeg skal skabe tid og rum til, at vi udvikler os. Det er vigtigt, at man ikke sander til i toppen, for på et tidspunkt spreder det sig ned til praksis. Og det må det ikke. Så er det jo borgerne, det går ud over. Udfordringen er at blive ved med at tænke nyt. Men her synes jeg, at Rammer og Retning åbner rigtig meget for, at man tænker på tværs af tilbuddene på alle niveauer. Vi kan hjælpe hinanden og lytte til hinandens styrker og svagheder. Det er en mulighed for at få et blik udefra. 

- Jeg synes også, at der er blevet en større lydhørhed i at tænke på tværs af målgrupper. Jeg kan i lige så høj grad blive inspireret af steder, hvor man har med fx psykisk sårbare eller hjemløse at gøre. Når vi taler ledelse og struktur, så handler det om kernen, og så arbejder vi med mange af de samme udfordringer.

- Og når medarbejdere fx har være på medicinkursus og kommer i snak med kolleger fra andre tilbud, kommer de tilbage og fortæller om, hvordan de gør andre steder. Det er til stor inspiration. Det er ikke ensbetydende med, at vi går videre med det hele. Men det betyder, at vi reflekterer. Og det er vigtigt for udviklingen. At vi ser værdien i andres erfaringer og ideer og får blik for hinanden på alle niveauer.

Tidligere springgymnast

Når Line Ebbesen Andersen ikke er på arbejde, tilbringer hun en stor del af sin tid i gymnastikhallen. I Frederikssund, hvor hun bor med sin mand og to piger på 11 og 13 år, er hun instruktør i den lokale idrætsforening, hvor hun også selv har været springgymnast, siden hun var seks år.  

- Som gymnastikinstruktør for de små hold bruger jeg også flittigt de pædagogiske redskaber, når ungerne skal lære at tælle, stå på rækker, lære om retning, lys og farver, siger Line Ebbesen Andersen. Og hendes egne piger går selvfølgelig også til springgymnastik, mens hendes mand hellere dribler med en fodbold. 



Redaktør