Fra beboer på institution til borger i eget hjem
I disse måneder er det præcis 25 år siden, at Kamager åbnede. Beboere fra Vangedehuse skulle, i forbindelse med den nye servicelov, flyttes til et nyt sted, som levede op til de nye måder at tænke institutioner på. Serviceloven var et forsøg på at gøre op med den isolation, der indtil da havde præget handicapområdet, og give den handicappede borger mulighed for at tage ansvar for eget liv. Det betød bl.a., at borgeren skulle have egen lejlighed med eget bad. På det nybyggede Kamager fik voksne med udviklingshandicap mulighed for at blive beboere i eget hjem, frem for beboere på en institution.
Byggeriet blev forsinket, og den daværende forstander brugte derfor månederne op til beboernes indflytning på at samle det helt rigtige hold af medarbejdere. Nogle blev flyttet med fra Vangedehuse og kendte derfor allerede beboerne, mens en anden gruppe blev rekrutteret udefra. En af de medarbejdere, der blev ansat udefra, var Lene. Sammen med sine to kolleger Ulla og Heidi kan Lene her i foråret fejre sit 25-års jubilæum som ansat på Kamager.
Lene kan tydeligt huske skiftet efter servicelovens indførelse og fortæller:
Ham,
jeg var kontaktperson for i starten, han kom fra det her lillebitte værelse,
som han delte med en lille dame uden talt sprog. Hun havde i stedet nogle gode
lyde, hun brugte, men de gik direkte ind i hans sansesystem. Så det at få
muligheden for at lukke sin dør og have sin egen ringeklokke var kæmpestort for
de her mennesker.
Murbrokker og ét toilet
Lene husker tydeligt de første måneder, hvor huset endnu stod tomt, og hvor pædagogerne derfor havde mulighed for at tage ud og besøge de kommende Kamager-beboere i deres daværende boliger. Tiden blev brugt på at lære beboerne og kollegerne at kende og på at få gjort rammerne klar på det nystartede Kamager. Den 2. juni 1998 flyttede de første 13 beboere ind, og midt i juni var alle 24 beboere flyttet ind i deres nye bolig. I Social- og Sundhedsforvaltningens nyhedsbrev fra august 1998 blev nogle af de nye indflyttere spurgt om, hvad de synes om at være flyttet til Kamager:
Ole fortæller: "Alt er gået godt, og jeg sover fint om natten og arbejder hver dag. Det bedste er, at jeg nu har mulighed for at være i fred og få egen telefon." En anden beboer ved navn Kurt griner stort fra kørestolen og fortæller om sin telefon og kaffemaskine. Han låser sin dør op og viser stolt sit stereoanlæg frem "Nu har jeg masser af plads til alt".
Udbygning i 2006 og endnu en opstart
I dag – 25 år senere – huser Kamager 40 beboere. I 2006 blev der bygget en ny afdeling til huset, som kunne rumme flere beboere, da efterspørgslen voksede. Her rystede forstanderen posen for både medarbejdere og beboere, som alle blev spurgt, hvor de gerne ville være på det nye og nu større Kamager. Lene husker tilbage:
Hensigten var at undgå et dem og os [de tre gamle grupper vs. de to nye i tilbygningen, red], og samtidigt at udnytte medarbejdernes kompetencer og erfaringer bredt i hele huset, og her sagde jeg, at jeg rigtig gerne ville med over og åbne det nye og prøve det en gang til. Da Mie [Karleby] så startede i 2009, overgik jeg til min nuværende funktion som faglig koordinator.
Lene fortæller også, at både målgruppe og pædagogik har ændret sig gennem alle årene. Målgruppen rummer i dag flere med 1:1 normering end tidligere, og problemstillingerne bliver mere komplekse. Hun forklarer, at "dem der flytter ind her, det er ikke længere dem, der selv tager cyklen og kører op til Tårnby Torv. Dem havde vi flere af i starten".
Low arousal og læring fra corona
Denne ændring i målgruppen har også sat præg på pædagogikken på Kamager. Lene fortæller, at de i dag har mere fokus på low arousal og på at sikre, at beboerne ikke får mere stimuli, end den enkelte kan klare. Bevægelsen er derfor også gået fra at være fokuseret omkring de fælles aktiviteter som middage, fester og andre sociale sammenkomster til i højere grad at være fokuseret på aktiviteter i beboernes egne boliger. Det betyder dog på ingen måde, at der ikke er socialt samvær på Kamager, og det ses tydeligt både på indendørs- og udendørsarealerne. Lene fortæller, at man har et helt team ved navn Team F, også kaldet aktivitetsteamet. De indgår i normeringen, men har et særligt fokus på at stable aktiviteter på benene for beboerne bl.a. bankospil, fredagscafé, OL-dag, pizzabagning m.m.
I starten var der fælles fredagsunderholdning i salen, som vi stod for på skift. Det ville jo være totalt utænkeligt i dag, fordi det ville blive alt for meget for beboerne, hvis der var fest hver uge. Vi har selvfølgelig stadig fester og traditioner, men på en helt anden måde. Beboerne har deres 1:1 kontakt med, hvor vi førhen bare kom "væltende" allesammen.
Skiftet i pædagogikken handler rigtig meget om retten til selv at bestemme. Kamager har fokus på beboernes ret til at bestemme over deres eget liv, og dermed også retten til et privatliv. Lene fortæller, at de under coronanedlukningen oplevede, at mange af beboerne fik mere overskud af at spise i deres egen bolig kun med medarbejderen. Et overskud, der netop kan ses i beboernes tilvalg af de mange sociale aktiviteter, der kan vælges imellem.
Mange
af beboerne er sanseintegrations-forstyrrede, så de profiterer af at sidde i
egen bolig og spise, for der er stille og roligt, og der skal du ikke forholde
dig til nogle, der sidder omkring dig og snakker, og til en masse lyde.
Et eksempel på en af de mange tilbudte aktiviteter, som Team F står
bag. Her i kunstens tegn.
Kamager har fået lavet et flot nyt drivhus, hvor borgerne kan være
med til at dyrke jorden.
Kulturbærere
Lene har været ansat i 25 år. Det er mange år at være på en arbejdsplads. Hun blev ansat som pædagog og bidrog til at stable et splinternyt Kamager på benene. I 2006 sagde hun ja til at bistå med udvidelsen og de nye grupper af både beboere og medarbejdere, og i dag har hun en tværgående funktion som faglig koordinator med fokus på pædagogisk kvalitet. Men hvad er det, der gør, at man bliver hængende på den samme arbejdsplads så længe – endda når man i løbet af den periode er flyttet over 60 km væk og således ikke lige kan hoppe på cyklen og være på sit arbejde på 5 minutter?
Jeg og nogle af de andre, som har været her længe, er blevet en slags kulturbærere på Kamager. Det er en kultur, som jeg efter 25 år er virkelig glad for og stolt af. De af os medarbejdere, der har været her så længe, føler et enormt ansvar for at bære den kultur med videre til nye kolleger. Fx sådan nogle ting som, at her på Kamager hilser vi på hinanden. Uanset om vi er i gruppe eller team sammen. Vi er kulturbærere i den forstand, at vi kan insistere på at videreføre alt det fede og det gode ved Kamager.
Foruden de tre jubilarer her i april skal selve institutionen fejre sin 25-års fødselsdag med en brag af en fest den 24. juni. Her vil de 17 beboere, som har boet her i alle 25 år også blive fejret med pokaler og taler.