Med stik nummer to rykker den gamle hverdag tættere på

​​Lørdag den 6. februar var en stor dag på Jonstrupvang. En dag, som mange beboere, pårørende og medarbejderne havde set frem til. Det var nemlig dagen, hvor beboerne – og en femtedel af medarbejdere – skulle have deres andet stik mod Covid-19. 

Mange medarbejdere og ledere var mødt ekstra op på lørdagens vaccinationsdag for at hjælpe med at få alle beboere gjort klar til, at de kunne få deres stik fra kl. 9 om morgenen.

Samme vaccinationsteam som ved første stik, mødte op, og hele proceduren gik lige så let som første gang, fortæller forstander Kim Frederiksen.

Da alle var vaccineret, havde køkkenet gjort klar til champagnebrunch.


Et hårdt år

Det seneste år med de mange restriktioner har været hårdt for beboere på Jonstrupvang. Med vaccinationen kommer håbet om en mere almindelig hverdag, hvor ikke mindst det sociale liv, kan blomstre igen.

”Det betyder mange ting for mig, at jeg er blevet vaccineret. Altså, det hele bliver jo ikke anderledes fra den ene dag til den anden, men det bliver godt at kunne være mere sammen med familien igen, for det er det, der betyder allermest for mig. Jeg vil godt skrive under på, at det har været et hårdt forløb, bare at have siddet og gloet siden 11. marts 2020. Det har ikke været en dans på roser”. Martin, beboer.

”Det hjælper på sygdommen, at vi alle sammen bliver vaccineret, for så er vi med til at stoppe Corona. Og så varer der ikke længe, inden vi kan begynde på arbejde igen. Denne her ferie har altså været lidt for lang”. Carsten, beboer.

”Jeg dyrker rigtig meget sport, og det har stået lidt stille under nedlukningen. Jeg glæder mig til at komme i gang med det for alvor igen. Og så glæder jeg mig til at min far og mig kan være mere sammen i længere tid ad gangen, i stedet for de korte besøg han kommer på nu”. Amanda, beboer.



Studerende i en Coronatid
Flere af Jonstrupvangs pædagogstuderende har ikke prøvet hverdagen fra før Covid-19 på botilbuddet. En hverdag, som almindeligvis er præget af mange aktiviteter og kreative arrangementer ud over det sædvanlige. Det glæder de sig til at opleve.

"Jeg har faktisk kun prøvet at være ansat her under Corona-nedlukningen, og jeg håber, at det nu, hvor vi er blevet vaccineret, betyder, at beboerne må komme mere ud. Jeg glæder mig til at se, hvordan det er at være her, når beboerne må komme ud igen. Jeg forestiller mig, at beboerne får mere energi og mod på at få én på opleveren. Der er jo meget glæde herude, og det bliver sjovt at se, hvordan det bliver, når hverdagen bliver nogenlunde normal igen”. Simone, pædagogstuderende og vikar.

”Det bliver fedt at prøve at se en mere stabil hverdag igen. Man kan godt mærke på beboerne, at humøret måske lider lidt under, at der ikke er meget at se frem til, når man ikke rigtigt kan komme nogen steder. Jeg glæder mig til at se, hvordan det bliver for dem at have noget at se frem til i stedet for bare at sidde hjemme hver dag. Jeg tror, vi vil se en meget bedre trivsel hos beboerne, og det glæder jeg mig virkelig til at opleve”. Dennis, pædagogstuderende.






Redaktør