Er du pædagog, kan et job i Den Sociale Virksomhed tage mange former, og du har mulighed for at bringe din faglighed i spil på mange forskellige måder - alt afhængigt af det tilbud du arbejder på. Den Sociale Virksomhed driver 19 meget forskellige tilbud til børn, unge og voksne inden for bo-, dag- og rehabiliteringstilbud, herberger og krisecentre, specialskole, kommunikationscenter samt sikrede afdelinger for unge.
I de følgende tre små film har vi sat fokus på pædagoger i Den Sociale Virksomhed og har besøgt Eva, Ninna og Michael.
Eva er pædagog på Geelsgårdhjemmene på Geelsgårdskolen. Geelsgårdskolen er Region Hovedstadens mest specialiserede helhedstilbud for børn og unge med komplekse funktionsnedsættelser, som tilbyder skole for 0-10 klasse, STU, fritidsordning, botilbud og aflastning samt fysio- og ergoterapi.
Ninna er pædagog på Kamager, som er et botilbud for voksne mennesker i alderen 18-79 år, som har forskellige fysiske og psykiske funktionsnedsættelser og andre diagnoser som for eksempel autismespektrumsforstyrrelser, OCD, Tourettes og Downs syndrom.
Michael er pædagog på Lunden, som er et bo-, behandlings- og rehabiliteringstilbud under Servicelovens for voksne mennesker med komplekse psykiske og sociale problemstillinger ligesom flere beboere har et vekslende forbrug af rusmidler.
Se de tre film nedenfor og hør Eva, Ninna og Michael fortælle om deres arbejde.