​​

Nødebogård på en times tid

For forstander Tine Theker Stryhn var det nødvendigt at tænke ud af boksen i forhold til udfordringerne med rekruttering på Nødebogård. Her har det populære podcastmedie vist sig at være en oplagt mulighed for at nå bredere ud til nye medarbejdere.

Vent...

Ligesom resten af samfundet, bruger Nødebogård mange ressourcer på at rekruttere medarbejdere. Hver gang en ung går ind ad døren på afdelingen i Bagsværd, skal de nemlig ansætte mellem fire og fem medarbejdere, og det er krævende i en tid med så lav arbejdsløshed. Der går derfor hurtigt megen tid i processen fra jobopslag til underskreven kontrakt.

Forstander Tine Theker Stryhn nedsatte derfor en arbejdsgruppe, som skulle gå i tænkeboks i forhold til nye måder at nå potentielle medarbejdere. En i gruppen kendte en selvstændig journalist, der tidligere har lavet podcasts fra DR, og han var fra start af med på idéen.

"Vi bliver nødt til at stikke ud og gøre noget andet, for at folk kan få en idé om, hvem vi er", fortæller Forstander Tine Theker Stryhn om en af bevæggrundene for at lave podcastserien om Nødebogård.

Hvorfor podcast?

Tine Stryhn nævner det selv. Hun hører podcast i sin fritid, og det samme gør hendes døtre. Der var altså ikke langt fra ide til handling, da forslaget kom op i arbejdsgruppen.

"Altså hvis det gennem podcast, at vi får dem til at være opsøgende på noget, så er det måske der, vi skal være", fortæller hun.

På baggrund af indledende møder med journalisten bestemte de sig for at lave ni episoder på mellem syv og ni minutters varighed. Underlægningsmusikken kom i stand hos en musiker, der har komponeret musikken specifikt til Nødebogård.

De ni afsnit dækker over en introduktion til Nødebogård, en mors beretning, dagligdagen på skolen, hverdagslivet på Nødebogård, den ny afdeling i Bagsværd, STU-delen, om at være ansat, om at bo på afdelingen Østervang og sidst men ikke mindst beboeren Theas historie.

Vi kommer altså vidt omkring, og det har også været tanken med de ni episoder, der primært skal bruges i rekrutteringsøjemed. Siden podcasten blev færdig, har Nødebogård linket til den i deres stillingsopslag. Foruden de ni episoder, har Nødebogård tidligere fået lavet to videoer med pædagoger fra afdelingen i Bagsværd. Disse videoer linker de også til i deres stillingsopslag.

"Ved sidste ansættelsesrunde var der to ud af seks, der på eget initiativ refererede konkret til nogle af episoderne, og det synes jeg egentlig er ret godt.", fortæller Tine Theker Stryhn.

Er det besværet værd?

Men hvordan var det så at have en journalist "rendende" med en mikrofon, og var det overhovedet besværet værd? Tine Theker Stryhn fortæller, at det var let at finde nogle, der ville medvirke til de ni afsnit, og at selve optagelserne forløb meget roligt. Journalisten lod folk tale selv og interviewede ikke mere, end hvad han behøvede.

De fik de endelige ni afsnit til gennemlytning og efter småjusteringer var det færdige produkt klar til lancering. Nu bruger Nødebogård det som sagt i deres stillingsopslag og til andre ting, der sendes ud af huset.

Afslutningsvist understreger Tine Theker Stryhn, at det for hende også handler om signalværdien i organisationen, når man vælger at bruge tid og kræfter på den slags markedsføringsprodukter.

"Alle stepper lidt op, og vi viser i organisationen, at vi ikke kun er sådan nogle med gamle pjecer. Jeg synes der er en positiv signalværdi i produktet ift. organisationen."

Du kan finde de ni afsnit om Nødebogård, der hvor du normalt finder dine podcasts ved enten at søge på Nødebogård eller Region H.
Start for eksempel med at lytte til Afsnit 1 - Introduktion til Nødebogård.

Nødebogård har også produceret to rekrutteringsvideoer, hvor medarbejderne Katja og Rasmus fortæller om arbejdet på Nødebogårds afdeling i Bagsværd.

Artiklen er skrevet af Eva Bøgestrøm.​



Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor