Gå til hovedindhold

​​​

Ny midlertidig leder på Solgaven skal sikre udvikling og stabilitet

​​Ved årsskiftet har Solgaven i Farum fået en ny midlertidig leder, Susanne Philipson, som frem til 1. januar 2026 skal løfte en række strategiske og operationelle områder med særligt fokus på økonomi, belægning og trivsel blandt både beboere og medarbejdere.

Vent...


Susanne Philipson har gennem hele sin karriere arbejdet med ledelse i politisk styrede organisationer, og i hendes seneste to ansættelser har hun været direktør i Danner og områdeleder på det specialiserede voksen- og børneområde i Furesø Kommune. Hun bringer dermed mange års erfaring med drift, udvikling og samarbejde inden for social- og specialområdet med sig til Solgaven.

På Solgaven bliver opgaven sammen med Rasmus Illum Overgaard at styrke økonomi og belægning samt at udvikle botilbuddet, så det bliver et foretrukket valg for stadig flere blinde eller svagsynede og for Den Sociale Virksomheds samarbejdskommuner.

”Min vigtigste opgave bliver sammen med den øvrige ledelse og ikke mindst medarbejderne at udvikle Solgaven med høj faglighed, attraktive tilbud, ydelser og aktiviteter samt et stærkt fællesskab. Vi skal sikre et fortsat godt arbejdsmiljø, hvor medarbejderne trives, har indflydelse og løbende har mulighed for at udvikle deres kompetencer, så vi fortsat kan levere de bedste rammer for beboerne,” fortæller Susanne Philipson.


En erfaren leder med blik for udvikling

Susanne Philipson har mere end 20 års erfaring med strategisk udvikling af kerneydelser, organisationsudvikling og i at vende økonomiske udfordringer til bæredygtige løsninger inden for det sociale område. Dét har blandt andet lært hende, at positiv udvikling bedst skabes i samarbejde og på en bund af gode relationer:

”Jeg tror på, at de bedste resultater opnås gennem tillidsfulde relationer og ved at sætte klare mål, der skaber mening for medarbejdere og samarbejdspartnere. Målene er vi i ledergruppen allerede ved at kigge på i samarbejde med DSV’s direktion og Solgavens bestyrelse. Og jeg glæder mig til, at vi kan realisere dem i samarbejde med Solgavens dygtige medarbejdere.”


Fokus på langsigtet bæredygtig udvikling

Selvom Susanne Philipsons ansættelse er tidsbegrænset til et år, understreger hun, at hendes arbejde på Solgaven ikke (kun) handler om at adressere kortsigtede udfordringer, men også om at skabe en bæredygtig transformation, der skal række udover hendes ansættelsesperiode, og som skal sikre en stabil og fremtidssikret drift:

”Vi skal sikre, at Solgaven fortsat kan være er et sted, hvor beboerne trives, og hvor medarbejderne oplever arbejdsglæde. Det skal vi bl.a. gøre ved at have styr på økonomien på den korte bane, men i høj grad også ved at starte en positiv udvikling, der understøtter langsigtede mål, som beboere og medarbejdere kan have glæde af i mange år fremover” siger hun.​​​​



Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor

 

Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden