Svendebjerggård har bygget om og udvidet med fire pladser

​​På krisecentret Svendebjerggård bliver der pustet ud efter måneder med støj og støv fra håndværkere​ og ugentlige byggemøder, hvor alle deltaljer i byggeprocessen er blevet endevendt. Men nu står fem 1½-værelses lejligheder og to 1-værelses lejligheder klar til indflytning.

​​Torsdag den 11. februar indviede medlem af Regionsrådet og formand for psykiatriudvalget Karsten Skawbo-Jensen de nye lokaler på Svendebjerggård.​​

Fire af værelserne er helt nye, så Svendebjerggård har nu i alt 29 pladser. Udover de syv værelser, der alle har eget bad og toilet, er der nu også et nyt beboerkøkken, et nyt medarbejderbad og -toilet, et nyt samtalerum og et ekstra kontor.  

​​​Ombygning i flere etaper

Planerne for ombygningen af Svendebjerggård startede tilbage i oktober 2012. Oprindeligt var tanken, at hele Svendebjerggård skulle bygges om. Det vil sige, at samtlige 25 værelser og den tjenestebolig, som Frelsens Hær benyttede til ansatte, skulle omfattes af ombygningen. Men da det ikke var muligt at finde finansiering til hele ombygningen blev projektet delt i to etaper, hvoraf første etape nu er gennemført. 

Første etape omfattede ombygning af tjenesteboligen på 1. sal og de værelser, som ligger i stueetagen under tjenesteboligen. Værelserne i stueetagen blev taget med, da de alligevel blev berørt af ombygningen i forbindelse med det rørarbejde, som ombygningen af lejligheden krævede. 

Medarbejderne har været med hele vejen

Medarbejderne på Svendebjerggård har været med i hele processen tilbage fra 2012. I den sidste fase har de været involveret i, hvordan de ekstra rum, der blev til ved ombygningen, skulle anvendes. Fælles baderum er blevet nedlagt, og medarbejderne har givet deres input til, hvilke behov der har været for flere kontorer, faciliteter og samtalerum. Der har også været nedsat en gruppe, som har stået for valg af møbler og andet interiør til de nye lokaler. 

- Det jeg er allermest glad for er, at vi med de nye værelser kan tilbyde nogle langt mere tidssvarende forhold til beboerne. Og så er jeg rigtig glad for, at vi har fået fire pladser mere, og at vi med dem har plads til flere børnefamilier. Hver dag har vi henvendelser, som vi er nødt til at afvise på grund af pladsmangel, siger konstitueret forstander Edith Thaarup.​

Svendebjerggårds historie

Grunden, hvor Svendebjerggård ligger, blev købt af en officer i Frelsens Hær i 1919 og blev senere doneret til Frelsens Hær. I 36 år blev der drevet et hjem for ugifte mødre og deres børn, ofte født i dølgsmål, kaldet Catherine Booth Kolonien. Da behovet for et sådant tilbud aftog, blev der fra 1973 drevet børnehjem, og i 1988 blev bygningen konverteret til at huse et krisecenter for voldsramte og hjemløse. Siden 1993 har Svendebjerggård haft driftsoverenskomst først med Københavns Amt og efter 2007 med Region Hovedstaden.​​

Redaktør