Gå til hovedindhold

​​​​​​​​

Misofoni – når bestemte lyde vækker stærke følelser

Misofoni er en neurologisk tilstand, hvor almindelige lyde kan udløse stærkt ubehag – men med den rette forståelse og individuelle strategier kan du lære at håndtere reaktionerne og få en mere rolig hverdag.

Hvis du har misofoni, kan lyde fra fx tygning, vejrtrækning eller klik fra tastatur fremkalde stærke følelsesmæssige reaktioner som irritation, vrede eller angst. Det er ikke lydenes styrke, men deres karakter og gentagelse, der udløser reaktionen. Misofoni er ikke en hørelidelse, men en følelsesmæssig respons, som kan påvirke livskvalitet og sociale relationer. Seniorforsker og audiologopæd, Susanne Nemholt, fra Kommunikationscentret, udtaler: 

“Folk med misofoni skal ikke bare tage sig sammen. Det er en reel tilstand, og det er der også andre med misofoni, der oplever. Du er ikke alene med det!”

Hjernen reagerer anderledes

Når du har misofoni, fungerer hjernens lydfiltrering anderledes. Normalt sorterer hjernen i baggrundslyde, men ved misofoni går visse lyde direkte igennem filtret og aktiverer det limbiske system og kroppens “kamp-frys-flugt”-respons. Reaktionerne kan spænde fra muskelspændinger og hjertebanken til social tilbagetrækning og isolation.

Der findes ikke en entydig forklaring på, hvorfor misofoni opstår. Det skyldes sandsynligvis en kombination af livserfaringer, omgivelser og måske genetiske faktorer. Nogle med misofoni fortæller, at andre i familien har det på samme måde. 

Misofoni påvirker hverdagen

Misofoni kan føre til, at man undgår sociale situationer, spiser alene eller helt melder fra til arrangementer. Mange kæmper med skyldfølelse og har svært ved at acceptere, at de reagerer så voldsomt på lyde.

“Det er vigtigt, at personer med misofoni bliver mødt i, at de ikke bare er hysteriske. Folk omkring dem skal virkelig anerkende, hvor slidsom en tilstand det er,” understreger Susanne Nemholt.

Hjælp til at håndtere misofoni

Det er vigtigt at vide, at lydene ikke er farlige – selvom kroppen reagerer, som om de var. Kommunikationscentret tilbyder rådgivning og strategier, der kan hjælpe dig med at håndtere reaktionerne og genvinde kontrollen. Målet er ikke nødvendigvis at fjerne reaktionen helt, men at mindske dens indflydelse på din hverdag.

Der findes ikke et kvikfix, der hjælper alle med misofoni. For nogle hjælper det at få en fornemmelse af, at de selv kan flytte fokus væk fra lydene. Andre har brug for at arbejde med, hvad de reagerer på og hvorfor. Andre igen har brug for hjælp til at regulere kroppen, fordi de går rundt i en stresstilstand.​ Ofte kan det også være hjælpsomt at involvere de nærmeste pårørende for at skabe en fælles forståelse af problemet. 

Start med at læse de gode råd her på siden. Hvis det ikke er nok, kan du kontakte Kommunikationscentret og ansøge om et individuelt forløb. Vi har både audiologopæder, neuropsykologer og specialister i kropslige reaktioner, som kan skræddersy et forløb, der tilpasses dine specifikke gener og behov.

Inden du kan få hjælp af vores konsulenter, anbefaler vi, at du har været hos en ørelæge for at udelukke fysiologiske årsager. 


Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden